Through the dark /Harry Styles

You're normal

Senere den lørdag lavede Harry og jeg ikke det helt vilde. Da vi kom hjem fra scanning, bestilte vi noget mad - eller egentlig var det mig, som gjorde det, fordi jeg er jo hele tiden sulten - og derefter satte vi os ind i sofaen, mens vi så en gammel film. Vi lå bare og snakkede om det hele, mens filmen kørte i baggrunden. Jeg tror ikke rigtig, at der var nogle af os, som rigtig fulgte med i den.

Harry tog afsted igen søndag formiddag. Vi sagde farvel til hinanden, og Harry sagde også farvel til Finn. Jeg gad ikke slippe Harry, da han gav mig et sidste kram, inden han kørte mod lufthavnen. Der går hele 3 uger, inden jeg ser ham igen. 3 uger, inden jeg skal med på tour igen. Denne gang skal jeg med på noget af turen rundt i sydamerika og USA. Derefter er jeg ret sikker på, at de skal gøre resten af delen i USA færdig, inden de tager videre til Canada, for at til sidst komme tilbage til UK, hvor det skal spille de sidste koncerter.

Jeg er glad for, at jeg kan være sikker på, at Harry er et sted i UK, når jeg skal føde. Selvfølgelig vil jeg helst have, at han ikke er igang med en koncert, mens jeg går i fødsel. Men jeg vil hellere have, at jeg ved, han er i UK og nemt kan komme frem til mig, hvis nu jeg skulle risikere at gå i fødsel, mens Harry arbejder. Prøv nu tænk på, hvis han var på den modsatte side af jorden, mens jeg gik i fødsel, det ville jo nærmest være forfærdeligt, så ville han jo risikere at misse fødslen af sit eget barn.

Eller det ville han ikke. For jeg nægter at føde, inden Harry er ved min side.

Jeg kan slet ikke forstå, at jeg snart er halvvejs i min graviditet. Jeg synes det virker urealistisk på en eller anden måde. For et halvt år siden blev jeg gravid med vores første barn, og mistede det et par uger efter. Nu er jeg gravid igen, og det er jo ikke sådan, at der går årtier, til jeg skal føde. Det er jo nærmest lige rundt om hjørnet, og det er jeg slet ikke klar til endnu.

Men jeg tror aldrig, at man kan forberede sig selv nok til en fødsel. Man kan selvfølgelig gøre alt klar til, at der kommer en baby, men man ville aldrig kunne forberede sig selv. Det er nok det, jeg frygter mest. Jeg frygter ikke som sådan selve fødslen; jeg frygter mere, at jeg ikke selv vil være klar.

Jeg glæder mig meget til, at jeg skal med på tour igen. Selvom, jeg måske vil benægte det foran Louis, Niall, Liam og Harry, så elsker jeg at være med på tour. Man ved aldrig, hvordan ens dag kommer til at gå. Enten kommer dagen til at være røvsyg, fordi alle har for travlt til at underholde en. Eller så vil en dag være så sjovt, at man får ondt i sine mavemuskler af at grine. Og så selvfølgelig, at jeg vil være sammen med Harry næsten hele tiden, det tæller selvfølgelig en stor del.

Jeg ville jo heller ikke kunne klare, hvis jeg ikke var med på tour én eneste gang. Så ville jeg kun se det menneske, jeg elsker allermest på jorden, engang om måneden, hvis jeg er heldig. Derfor tager jeg også med på tour. Men jeg vil altid hade tourbussen. Jeg har ikke et godt forhold til den.

Jeg husker dage, hvor jeg ikke var gravid som i går. Jeg husker de dage, hvor Harry og jeg kunne ligge på min gamle sofa i min gamle lejlighed en hel dag uden at snakke. Vi kunne bare ligge med hinandens arme og kigge ud i luften, men alligevel ikke kede os. Der skulle ikke mere til en et blik, og vi ville bryde sammen i grin.

Dage som dem er nogle, jeg aldrig vil huske. Alle de lykkelige dage, vil jeg huske. Men det er altid dem man vil huske, man glemmer. Alle de ulykkelige dage, der var fuldt med skænderier og diskutioner, vil man glemme, men det er tit, at det er de dårlige dage, man husker.

Lidt ligesom, at når man har det sjovt, så går tiden hurtig, men når man keder røven ud af bukserne, så tager det en time, inden der er gået 2 minutter.

Men det er jo ikke sådan, at man glemmer alle de lykkelige dage. Der er også nogle lykkelige dage, jeg altid vil huske. Jeg vil altid huske den dag, hvor Harry og jeg gik en lang, lang tur. Vi kørte ud af London, ud til en stor skov, hvor vi parkerede bilen, også gik vi ind i skoven. Vi gik, og vi gik. Til sidst kom vi til et sted med en stor høj. Vi gik op på toppen af højen, og jeg har aldrig set en smukkere sted. Oppe på toppen af højen kunne man se udover trætoppene. Hvis vi havde blevet der, til det var blevet mørkt, så kunne man sikkert også have set solnedgangen.

Jeg tror, vi stod på toppen af højen i et kvarter. Ingen af os sagde noget. Vi stod bare og kiggede udover udsigten, mens vi holdte hinanden i hånden. Bagefter gik vi tilbage til bilen igen og tog hjem. Det var en dag, jeg altid vil huske, fordi der var intet, som kom i vejen. Vi kom ikke op og skændes eller diskutere. Der var ingen paparazzier, fordi vi var så langt væk fra alt. Det hele var bare så perfekt, og jeg vil gøre næsten alt for at komme tilbage til det sted igen. Det kunne jo være, at næste gang vi kom hen til det sted, så var det med vores barn. Hvem ved..?

Arbejdet i dag er virkelig kedelig. Det er nok også derfor, at jeg sidder og dagdrømmer om min tid med Harry, hvor jeg egentlig burde få lavet noget. Jeg venter bare på, at Tracy skal komme ind af døren og få mit humør til at stige.

Men jeg tvivler på, at hun vil komme i dag. Jeg er faktisk lidt bange for, at hun slet ikke er her i dag. Hun sad ikke på sin sædvanlige plads bag skranken, da jeg mødte i morges. Det var faktisk lidt underligt. Men jeg håber hun pludselig springer ind af døren med sit store smil og glæden, der skinner ud af hendes øjne.

Og nærmest som jeg lige har tænkt på hende, så kommer hun ind.

"Hej Rose! Hvordan går det så i dag?" Spørger hun med et stort smil og sætter sig ned på stolen foran mig.

Lige som jeg havde håbet på, hun ville.

"Det går meget godt," smiler jeg.

"Det var godt at høre. Hvor langt er du?" Spørger hun og peger hen mod min mave.

"Jeg er i omkring uge 22, tror jeg. Jeg er faktisk ikke helt sikker, hvis jeg skal være ærlig," griner jeg og kører min ene hånd over min mave.

"Jeg troede, det var sådan noget alle kommende mødre vidste," påstår hun.

"Vidste du det måske også selv, da du var gravid?"

"Du har en pointe. Nej, det havde jeg ikke styr på. Det havde min eksmand sjovt nok," griner hun.

"Se selv. Det er kun de mødre, som er helt skøre i hovedet, der har styr på alt det," griner jeg.

"Hvad har du overhovedet styr på?" Spørger hun nysgerrigt.

"Ikke så meget. Jeg ved, hvornår min termin er. Det er nok det," mumler jeg.

"Er det det eneste?" Udbryder hun. "Har du slet ikke styr på børneværelse, køn osv..?"

"Nej! VI har valgt ikke at få kønnet af vide. Derfor gør det også svære at lave et børneværelse, og desuden så er det da også for tidligt at lave det," mener jeg.

"Jeg skulle bare chekke. Jeg synes også selv, det er for tidligt. Altså, der er jo nogle, som allerede har sådan noget på plads, inden de rammer 3 måneder. Der kan man snakker om mødre, der bliver crazy i bøtten," griner hun.

"3 månede? Det er jo sindsygt!" Det var først i 3 måned, at vi offentliggjorde graviditeten.

"Ja, det er jo det, jeg siger. Derfor er jeg nu glad for, at du ikke er sådan. Du er normal oppe i hovedet," griner hun.

Jeg elsker, at hun griner over næsten alle ting. Man kan kun blive i godt humør sammen med hende.

"Det er jeg glad for at høre," griner jeg.

******

Jeg håber virkelig, I kunne lide kapitlet. For jeg havde virkelig de største problemer med at finde ud af, hvad jeg skulle skrive. Det er nok også derfor, det er lidt kedeligt.

Jeg sad i hvert fald i en time og kiggede på skærmen, fordi jeg bare ikke vidste, hvad jeg skulle skrive.

Jeg vil helt vildt gerne frem til der, hvor alt det spændende begynder at ske - I ved nok godt, hvad jeg snakker om - men det er jo heller ikke sjovt, hvis det hele bare kommer i en mundfuld. Jeg prøver ligesom at trække tiden lidt, men det er bare helt vildt svær, når jeg får problemer som dette.

Men bla, bla, bla, jeg snakker meget, så stopper nu, haha!

Husk at stemme og kommenter gerne.

Xoxo..