Demons (1D)

Never mind... He doesn't care

Cara's synsvinkel:

''Hvad laver du her og hvorfor brugte du ikke døren?'' spurgte jeg og kiggede mærkeligt på ham. ''Jeg så dine beskeder på Harry's mobil... Hvad er der sket?'' spurgte han bekymret og satte sig ved siden af mig i min seng.

''Noget, han blev skræmt over...'' mumlede jeg flovt. ''Hør, jeg ved du elsker ham, og jeg ved at han elsker dig, så lad os få rettet op på tingene! Imorgen kommer du til vores koncert i Wembley også ordner vi tingene backstage!'' foreslog han.

Jeg nikkede forstående. ''Okay, sov godt, og vi ses imorgen!'' sagde han venligt og gav mit lår et klem.

Han gik hen til vinduet og skulle til at kravle ud, da jeg stoppede ham. ''Brug døren!'' sagde jeg grinende og åbnede den.

Han gav et nik med hovedet og gik ud i bryggerset. ''Hej Hej Louis!'' sagde jeg og lukkede hoveddøren efter ham.

(Næste dag)

Harry's synsvinkel:

Der var en halv time til at vi skulle på scenen. Louis kom pludselig gående med Cara. Jeg gav hende bare et skræmt blik.

Cara's synsvinkel:

''Hej drenge!'' sagde jeg smilende. ''Hej!'' svarede de undtagen Harry. ''Kan I holde på en hemmelighed?'' spurgte jeg og tog mine håndflader frem.

De nikkede. ''Som jeg sagde, det er en gave!'' sagde jeg og vippede min håndflade lidt, så bordet blev løftet. Jeg knyttede næven og kiggede koncentreret på Harry. ''Eller måske er jeg sindsyg?'' Jeg smilede lidt og løsnede så mit greb.

Et glas med vand blev hældt ned foran ham. ''Harry, jeg er ikke sindsyg...'' Sagde jeg roligt og smilende. ''Jo, du er!'' svarede han koldt.

''Hun er jo ikke sindsyg, Harry! Vi alle så det!'' forsvarede Louis og gik op foran mig. ''Nej, Louis, han tror alligevel ikke på det... Så kan det også være ligemeget!'' svarede jeg trist og skulle til at gå, da Louis stoppede mig.

''Nej! Ingen forlader lokalet før I har fundet ud af det!'' sagde han hårdt. ''Men han tror jo ikke på det, og jeg har altså et liv!'' svarede jeg.

''Harry, helt ærligt?! Hvorfor skulle hun lyve?'' spurgte han. ''Ligsom alle andre, min berømmelse!'' svarede han og gik.

Jeg kiggede sørgmodigt på Louis og løb så min vej.

(Næste dag)

Harry's synsvinkel:

Louis kom brasende ind på mit værelse, med et stykke papir i hånden.

''Cara lyver ikke! Hun har faktisk magiske kræfter! Det er syret men rigtigt!'' sagde han og lukkede døren. ''Gå nu væk, Louis!'' svarede jeg koldt og vendte mig om i sengen.

''Nej! Der står her at der ikke er mange der har det, men det er set før og personerne nemt bliver påvirket af det. Der står også at hvis de føler sig såret eller utilpas under et anfald, kan de gøre selvskade eller de kan gå i kramper?!'' Jeg kiggede opmærksomt på Louis.

''Cara!'' hviskede jeg og rejste mig.

Jeg løb ud til min bil og susede over til hende.

''Cara! Luk op!'' Råbte jeg imens jeg bankede på døren.

Ingen åbnede. Jeg sparkede døren ind og løb rundt i lejligheden indtil jeg fandt hende. ''Cara! Hey babe, bliv hos mig! Kom nu, du kan godt!'' sagde jeg imens jeg løftede hende ud til min bil.

Hun kæmpede og hev mere og mere efter vejret. ''Kom nu Cara! Bliv hos mig!'' græd jeg imens jeg kørte hen til skadestuen.

Cara's øjne lukkede i og hun trak et dyb indånding.

••••••••••••••••••••••••••••••••••

Stakkels Cara, og stakkels Harry!😰

Den her besked er til alle!!!

Stop med at sende folk grimme beskeder, når man ved at de ikke har det godt!!! Det gælder faktisk alle mennesker!!! Jeg gider ikke at se på folks lorte beskeder om at folk skal dø og skride af helveds til! STOP DET!

-Louis' Girl xx