Demons (1D)

Kiera (part 2)

Cara's synsvinkel:

Kiera havde fået ringet til vores mor, og hun var på vej. "Cara, hvorfor er du trist?" lød det fra Kiera. "Mig? Trist? Jeg er ikke trist?" Jeg er så dårlig til at lyve!

"Men når jeg er ked af det bider jeg også mig selv i kinden. Dét er det du gør lige nu." svarede hun og gik tættere på mig.

Jeg kunne mærke hendes varme og glæde over at ha' mødt One Direction og 5 Seconds Of Summer. "Du lyver dårligere end Harry gør, Cara." Hun grinede lidt. "Vil du virkelig vide sandheden?" Hun nikkede.

Harry kom ind. "Cara, lad vær!" sagde han alvorligt. "Nej, hun er nødt til at vide det!" svarede jeg. "Kiera, du er min lille søster..." Hendes smil falmede og hun kiggede seriøst på mig.

"Er det dig, mor har fortalt mig om hele mit liv?" spurgte hun med trist ansigtsudtryk. "Ja. Du har de samme evner som mig. Jeg kan mærke det." svarede jeg.

Hun styrtede hen og krammede mig imens Harry bare smilede tilfredst i døren. "Hvor har du været? Mor sagde du blev kidnappet?" Jeg kiggede over på Harry. "Et menneske kan ha' mange ansigter..." svarede jeg sukkende.

•••

"Hvor gammel er du så nu?" spurgte Kiera imens vi gik hen til Luke. "Hvilken dato har vi i dag?" spurgte jeg og stoppede op. "Den 10. September?" Jeg kiggede med store øjne på hende.

"Nå, jeg er 19 så?" Hun kiggede undrende på mig. "Men hvor gammel er du?" spurgte jeg. "Jeg er 12!" svarede hun glad.

Jeg nikkede som i 'ok'. Vi gik ind til Luke, som stod med sin guitar. "Luke, hvad laver du?" Spurgte jeg. "Ikke noget... Hvornår kommer Kim?" "Hun er på vej..." svarede Kiera. Kim er vores mor.

"Mor har også fået en lille bror! Han hedder Cody." hvinede hun. "En lille bror?" Jeg kiggede undrende på Luke. "Jeg troede kun hun fik dig? Hvor gammel er Cody?" Spurgte jeg. "Et halvt år?" Jeg pustede lettet ud.

•••

Man kunne se bilen køre ind på parkeringspladsen. Hun steg ud og gik om og tog Cody ud.

Derefter gik hun ind af døren og spurgte efter os i receptionen. Hun blev hurtigt vist her hen, og hilste på drengene og derefter mig. "Kim." "Cara." Hendes venlige smil falmede.

Hun havde fornemmet noget. "Mor, det er 1D og 5SOS, som jeg fortalte dig om!" Var Kiera hurtig til at sige. "Nå, så det er jer der har besat min datter?" De grinede lidt. Det måtte være et tegn!

Hun kunne ha' brugt alle andre ord også brugte hun 'Besat'! "Kim, jeg fandt din datter. Hun lå og græd imellem fansene. Helt forsvarsløs og ensom. Jeg kunne mærke hende." udbrød jeg pludselig koldt.

Hun satte Cody ned og kiggede seriøst på mig. "Jeg kunne mærke hvordan hendes hjerte slog, hvordan hun nyttesløst prøvede at komme op. Den samme følelse jeg havde, da du gav mig væk!" Hun gik tættere på mig og tog sig så for munden imens tårer løb ned af hendes kinder.

"Er det virkelig dig? Er du virkelig stadig i live?" Jeg nikkede forvirret. "Cara? Hvor har jeg dog savnet dig! Hvor er du blevet stor og smuk!" Jeg havde store øjne.

"Mor, du gav mig væk til en psykisk anstalt?!" Hun kiggede forvirret på mig. "Nej, skat! De tog dig fra mig fordi de mente at du var syg!" forklarede hun og aede min kind.

Jeg måbede.