Demons (1D)

I drive!

Cara's synsvinkel:

"Cara, vil du ikke nok forklare hvad alt det her med dæmoner er?" Spurgte Louis. "Engang for mange år siden, fandt nogle vandremænd en bog. Den viste sig at være magisk."

"Så de kaldt den trolddomsbogen. Det de ikke vidste var, at der var en forbandelse over bogen, som vandrende fik ved at grave den op. Det gjorde at vær anden person i deres familie ville få dæmoner og trolddomsbogens hævn."

De sad alle som om det var en historietime. Helt åbne øjne, og med de store lytteører tændt. "Men både Kiera, dig og din mor har dæmoner?" Jeg nikkede. "Der gik kludder i historien, da jeg blev født..."

"Det er det, der gør at jeg har dæmoner i hovedet, magiske kræfter, forstørrede følesans og en masse andet." De nikkede forstående.

•••

Jeg havde fået slæbt Harry med ind til vores seng, da vi alle ville sove nu. Han stod op af døren imens han prøvede at få sine sokker af.

Jeg kiggede opgivende på ham. "Harry?" Han gav et spjæt og stillede sig så normalt. "Jeg er oppe! Jeg er vågen!" Sagde han forskrækket.

Jeg grinede lidt og lagde mig i sengen. Han lagde sig ved siden mig. Jeg lagde mig helt ind til ham. Han holdt rundt om mig.

"Nu er jeg jo slet ikke træt?" Jeg grinede af ham. "Du sov også på min ryg i to timer!" Svarede jeg glad. "Hvad kan jeg sige? Man sover godt på din ryg!" Svarede han.

"Vil du ikke med ud og spise imorgen?" Spurgte han og kiggede på min næse. "Bare os to?" Han nikkede smilende. "Hvor vil du gerne spise?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"Lad det være en overraskelse!" Svarede han drillende. Jeg fnes utilfreds. "Øv" Jeg lavede et sarkastisk surt ansigt.

(Næste dag)

Harry fulgte mig ud til hans bil. Pressen havde omringet stedet. De var som en flok vilde dyr.

Harry havde ladet mig køre fordi jeg mente at Harry skulle koncentrere sig om pressen istedet for både hans kørsel og dem.

Harry har det med at blive lidt... Vred på pressen. Så jeg kørte. "Hvorfor må jeg ikke køre?" Spurgte han grinende, da jeg startede bilen.

"Fordi du altid bliver så sur på pressen, og jeg tager mig ikke af dem, så jeg køre!" Svarede jeg og kørte ud på vejen. "Men jeg vil gerne ha' mit liv kært?" Sagde han og grinede lidt.

"Siger du jeg kører dårligt?" Han nikkede. "Du kører som en brækket arm!" Svarede han. Vi grinede begge to.