Demons (1D)

Do you believe in ghosts?

Clara's synsvinkel:

Jeg parkerede bilen og hoppede ud af bilen. Pressen havde fulgt efter os, så Harry var nødt til nærmest at beskytte mig igennnem hele flokken.

Da vi kom ind, var Harry så sur, at han gik i mængden igen og råbte af dem. "Harry! Stop dig selv!" Råbte jeg og trak ham ind igen.

Han kiggede undskyldende på mig. "Du hidser dig alt for meget op fordi du tror jeg hader pressen" Han kiggede på mig. "Gør du da ikke det?" Spurgte han undrende.

"Nej... Jeg har intet imod dem!" Han nikkede forstående. "Okay, jeg skal nok slappe af nu" Jeg smilede til ham. "Du er sød, når du smiler" Sagde han og gav mig et skævt smil.

"Og du er dum, når du råber" Svarede jeg og fniste lidt.

Luke's synsvinkel:

"Louis, har du set Cara?" Han kiggede irriteret på mig. "Cara er ude og spise med Mr. Styles..." Svarede han surt.

"Hey, op med humøret! Cara klarer nok ikke pressen..." Han kiggede underligt på mig. "Hvad mener du? Har du ikke set MTV News? Cara tog det helt fint, da pressen omringede dem?"

Jeg undrende mig over Cara's pludselige selvtillid. Niall og Ashton kom løbende. "Hvad sker der?" Spurgte jeg ivrigt.

"Vi har lige set en ånd! Og den er vred!" Jeg kiggede mistroisk hen på Louis, som havde det samme blik. "Er du sikker på at det ikke bare var et andet menneske?" Spurgte jeg mistroisk.

"Nej! Kom selv og se!" De trak os med ind på Cara's værelse. "Okay, Cara's voodoo dukke lå på bordet, så vi tog den op og kastede den til hinanden!"

Forklarede Ashton. "Også pludselig, var der en vred ånd! Den fulgte efter os!" Han nåede kun den sætning, da en lampe pludselig faldt på gulvet.

Niall og Ashton hoppede nærmest op i favnet på Louis og jeg. De løb ud af døren, da en mærkelig tåge sneg sig rundt på gulvet.

Jeg kiggede på Louis og nikkede. Vi styrtede ud på gangen, hvor Niall og Ashton stod og pegede bag ved os med åbne munde.

I for enden af gangen stod en skygge. Den kom gående hen imod os. Jeg tog min mobil op og ringede til Cara. "Hej Cara! Har du eventuelt lyst til at komme og redde os, når du lige får tid?"

Hun tog den ikke, så jeg lagde en besked. Han havde trangt os op i en krog, og selvom man ikke kunne se hans ansigt, var han yderst skræmmende!

"Cara!" Råbte jeg skræmt. Ingen kom. "Jeg er for ung til at dø!" Råbte Louis. "Du er 23, du har levet længe!" Ånden løftede armen op, men han nåede ikke at gøre noget.

Cara stod pludselig foran os. Hun knurrede nærmest af ham. "Gå tilbage i voodoo dukken!" Sagde hun vredt og fik ham til at bakke. Hun begyndte at mumle nogle mærkelige ord.

Han skrumpede og skrumpede og tilsidst var han ingenting. Hun vendt sig om imod os. Hendes øjne var helt sorte. De ændrede sig til normale igen.

"Tror I på spøgelser?" Spurgte hun mystisk. Vi kiggede skræmte på hinanden.