Dreams can come true ~ M.G

Kap. 35 ~ Bare venner ~

Solen er stadig at se på himlen, men den er ved at blive orange bag bjergene. Marcus og jeg går sammen og snakker, men jeg ved endelig ikke hvor hen?

"Marcus?" Spøger jeg ham. "Hmm?" Mumler han. "Skal vi ikke tage ind og besøg Martinus i morgen?" Spøger jeg han imens jeg stadig ser ned i jorden. "Øhm...jo" svare han bare kort og klart. Jeg troede jeg skule til at tvinge ham, men det gik da meget fint. Overrasket? Ja rimelig.

Vi går og går Og går også går vi lidt mere og mere og går igen, og endelig kommer vi til en smuk bakke hvor man kan se ud over en kæmpe sø, som man også kan se ud fra mit værelse. Det er først der jeg opdager at vi er over på den anden side, typisk mig.

Marcus sætter mig stille ned på det bløde gras, imens jeg bare bliver stående og liner en idiot. "Kom" han klapper på glasset ved hans side". Han rækker hånden frem til mig så jeg kan tage imod den. Med det samme da vores hænder rør hinanden, for jeg sommerfugle i maven. Jeg har jo holdt han i hånden før, men det her er noget andet.

Man kan lige skimte den røde sol gå ned bag vores huse over på den anden side af søen. Vandet er også spejlblank, så man kan se solens spejlbillede i det. Meget smukt.

Jeg ligger stille mig hoved på hans skylder uden af fjerne mit blik fra søen. "Emma?" Spøger Marcus. "Hmh?" Mumler jeg bare. "Hvad er vi endelig" mit hoved løfter sig fra hans skylder, og vores øjne mødes. "Øhm hvad vil du være" svare jeg bare bekymret. Jeg havde ikke som sådan tænkt over det her. "Det ved jeg ikke. Jeg kan bare fandens godt lide dig" han lader hans hånd finde vej ned til mig. "Oh, i lige måde Marcus" et lille smil undslipper mine læber.

"Marcus?" Han drejer hans hoved igen. "Emma" hans øjne er helt klare. "Ik noget" smiler jeg til ham og ser ud over vandet igen. "Jo Emma hvad vil du sige" han tager to finger under min hage, og løfter mig blik op til hans. "Jeg vil bare ikke såre nogen" suger jeg. "Hvem skulle det så være?" Han tager en tot af mit hår om bag mit ene øre. "Dig, eller Martinus" jeg suger igen. "Martinus? Hvorfor nævner du ham igen nu!? Emma sig nu bare at du heler vil ham" hans stemme hæver sig. "Nej det er ikke det Marcus. Tænk hvis han nu har følelser for mig" mine øjne bliver våde. "Og hvad for dig så til at tro det!" han lyder lidt sur. "Den gang da han besvimede. Han blev jo sur over os. Kan du huske?" Han vender øjne af mig. "Er du sur på mig nu bare fordi jeg bekymre mig om andres følelser?!" Siger jeg og rykker lidt på ham.

"Nej Emma. Jeg vil ikke skændes med dig okay" en stille vind rør sig da han siger det. "ME2" der bliver helt stille. Jeg ligger mærke til at Marcus ser på mig, og vi for øjen kontakt. Han læner sig frem til mig, men jeg sætter mine hænder på hans bryst for at stoppe ham.

Hvad sker der med mig!?

"Undskyld Marcus, men jeg kan ikke det her mere" jeg giver han istedet et varmt kram. "O-okay så" han er meget skuffet kan jeg mærke på ham. "Venner?" Min hånd bevæger sig over til ham. "Ja, venner" og den bliver taget varmt imod.

Jeg gror måske mine følelser for Martinus er kommet tilbage.
Og måske på det forkerte tidspunkt...

________________________
Åh hvad synes i Emma skal gøre?😬
Hun har lige skubbet alt med Marcus væk.