Dreams can come true ~ M.G

Kap. 38 ~ Vi har kysset ~

"Jeg hørte dig og Marcus snakke ude på gangen" siger Martinus da jeg kommer ind på hans værelse igen. "Mhm" siger jeg og smider den slik pose Emma fik fat i ovenpå hans dyne. "Er alt okay?" Spøger han mig. Jeg ser væk og siger ikke noget. Men så kan jeg mærke hans hånd på min kind, som stille drejer mit hoved så jeg for øjenkontakt med ham. "Sikker?" Spøger han alvorligt. Den dreng kunne smelte alle piger med de øjne og smil, han har jo hele pakken.

Jeg nikker bare til ham, uden at lade et eneste ord undslippe mine læber. "Det passer jo ikke for en fucking skid det der. Fortæl han nu bare sandheden Emma. Fortæl hvad du, og jeg har lavet, imens din lover boy har lagt på hospitalet. Fortæl det nu bare!" Martinus og jeg ser begge to over i dør åbningen, hvor Marcus står med et ondt og samtidig hævn fulgt blik. "Hvad snakker du om Marcus. Hvad fanden går der af dig. Hvorfor vil du ingen gang snakke til mig?" Spøger Martinus og retter lidt på den stilling han sidder i, i sengen. "Ja det kan søde lille englebarns Emma forklare" siger Marcus og sætter sig i den stol som Kjell-Erik sad i lige før.

"Hør jeg går lige ud til far" siger lille søde Emma og liste ud af værelset i en fart. Det er som om hun ved hvad der skal til at ske. Som om kun ikke vil opleve det igen. But what?

"Hvad handler det om?" Siger Martinus og tager blidt mig hånd i hans. "Ik noget" svare jeg kort og klart og ser væk fra ham uden at få øjenkontakt. For hvis jeg får det ved jeg bare at jeg bryder sammen. For jeg ved jo godt at det her jeg har gang i lige nu er helt forkert. Jeg leger jo både med Marcus's og Martinus's følelser. Nej hvor er jeg et dårligt menneske.

"Stop dig selv Emma" Marcus rejser sig hastigt op fra den stol han sad i og ser over på os. "Hvis du ikke siger det gør jeg. Jeg vil ikke have at min bror bliver leget rundt med lige som jeg gjorde!" Hans vrede stråler ud fra hans øjne.

"Kan nogle fortælle mig havd det handler om?" Martinus ser forvirret først på mig også op Marcus. "Emma og jeg har kysset" siger Marcus direkte og lige ud. Jeg kan mærke en knude i min mave og Martinus's hånd der slipper min.

"Gå...." siger han stille så man kun lige kan høre hans klare stemme. "Men Martinus..." prøver jeg at sige. "Hørte du mig ikke? GÅ" det minder mig alt for meget om den morgen hvor han faldt om så, jeg rejser mig hurtig fra hospitalssengen og går. Jeg stiller mig i dørkarmen og ser over på ham. Marcus går forbi mig, og går hårdt ind i min skylder. "Hvorfor bliver du sur Martinus?" Han ser bare lige ud i luften og siger ikke et ord, jeg tror han tænker over noget. "FORDI JEG FUCKING GODT KAN LIDE DIG EMMA!!! OG SÅ ER DET SGU IKKE FEDT AT DU RANDER OG KYSSED MED MIN BROR SOM AFLIGEVEL HADER DIG, IMENS JEG ER INDLAGT PÅ HOSPITALET!!!" Han siger det så hurtig at jeg ikke tænker på noget tidspunkt.

Vent kan han lide mig? Martinus Gunnarsen. Den perfekte dreng i verden kan lide den pige der svigter alt og alle? "Martinus der var nok en grund til at Marcus var sur idag, prøv at tænkt dig om?" Det flyver bare ud af mig, jeg tænker slet ikke over situationen.

______________________
Håber i nyder bogen