Dreams can come true ~ M.G

Kap. 40 ~ Mine følelser for en speciel dreng ~

Jeg har lige set Martinus og Marcus gået ud af døren. De er nok på vej til skole.
De snakkede ikke rigtig sammen, eller de gik mere 5 menter fra hinanden. Marcus gik med høretelefoner i ørene, og Martinus så trist over på mit hus, hvor jeg skyndte mig at dukke mig inden mit vindue så han ikke kunne se mig.
Jeg havde sådan en dårlig mavefornemmelse når jeg så på ham. Men hold nu op han så godt ud i solen da han gik afsted. Jeg elsker virkelig den dreng. Virkelig virkelig virkelig meget!

Jeg tog min sko på, og løb alt hvad jeg kunne ud af døren. "Martinus!" Råbte jeg så højt jeg kunne. Han stod i åbningen der afskilte skolens grund, og vejen. Han vender sig med det samme rund til mig, og vores læber mødes. Først kan jeg mærke at det kun er mig der kysser, og er meget bange for at han trækker sig. For så bliver det akavet! Men han kysser med det samme med. Alle sommerfuglene i min mave, flyver rundt inde i min mave.

"Hør Emma jeg ville have snakket med dig, og have sagt undskyld. Marcus og fortalt mig det hele og jeg har bare været så dum" siger han og tager begge mine hænder imens han ser mig lige ind i mine øjne. "Hør Martinus hvis der er nogen der er dum er det sgu mig. Jeg startede med at være sammen med Marcus, viklet førte til det her store rod" jeg ryster en smule, og det tror jeg også at han har opdaget. "Emma, du er tilgivet. Jeg elsker dig sgu for højt til at være vred på dig" han trækker mig ind i et varmt bamse kram.

"Så er Marcus og dig okay med hinanden igen?" Spøger jeg ham. "Altså jeg er ikke sur på ham på nogen måde. Men det er som om han skjuler noget. Sidst han opførte sig sådan var den gang i 7 klasse, da ham og nogle af drenge stjal en indkøbsvognen oppe fra kiosken og kørte den ned i floden" Martinus skæver hen på Marcus som går ind af døren til skolen. "Mhm...ved du endelig godt at han du ved..."
"Ryger?" Martinus afslutter sætningen for mig.
"Ja" siger jeg trist. "Altså jeg ved det godt. Men jeg tror det er bedst hvis vores mor og især vores far ikke ved det" det kommer jo til at ødelægge vores stemmer..." jeg nikker forståligt.

"Hva vil du med mig ind? Så vi måske kan finde ud af hvad der er med ham? Jeg har allerede hørt at du har været i skole" han griner sødt. Helt seriøst, hans grin er jo så perfekt på alle måder.
"Tja jeg var lige et hurtigt kig forbi" griner jeg.
Han tager min hånd i hans, og stille fletter hans finger ind i min. "Du er virkelig smuk når du griner" sige han og giver mig et sukker sødt smil. "Tak du" smiler jeg og siger til ham.
Klokken ringer så, og vi går ind til første time sammen. Folk kiggede lidt først da vi kom med vores hænder flettede sammen, for sidst var det jo Marcus. Men de kiggede hurtig væk igen da de var færdig med at hviske sammen.

______________________
🤫🤭