Dreams can come true ~ M.G

Kap. 26 ~ "Hold nu bare **** !?" ~

(Kan indholde voldsomt sprog)

Jeg vågner ved at min næse kilder. Vent kilder? Ja der er noget der irriterer den. Jeg rynker lidt på næsen, og åbner øjne helt op. Jeg kan se noget mørkt med lyse stribet hår ligger foran mine øjne. Det giver et set i mig da det ikke er mit eget hår. Jeg sætter mig op i det jeg for et sæt, og ser på den person der ligger ved min side. MARCUS!

Han ligger ved min side i bar overkrop lige som i drømmen, og sover sødt. Jeg ser mig omkring og opdager vi ligger i hans sofa inde i stuen, også lige som i drømmen. Eller var det nu en drøm? Jeg kan virkelig ikke huske noget fra i går. "Godmorgen" siger en meget træt Marcus som blev vækket da jeg satte mig op i sofaen vi lå i. "Godmorgen" siger jeg bare og ser ud i luften. "Marcus kan du huske noget" spøger jeg ham. "Øhm ikke rigtig hvorfor spøger du?" Siger han forvirret. Jeg giver han elevator-blikket, i tegen til at han skal se ned af sig selv. "Hva FU...G" siger han bare og ser på mig, men ånder lettet ud. Jeg har heldigvis stadig mit tøj på fra i går. Vi ånder begge lettet op, og griner bagefter af hinanden.

Vi høre lige pludselig et høj bang ude fra køkkenet, og løber så hurtig vi kan der ud. "MARTINUS HVAD LAVER DU?" Der står Martinus ikke helt morgen frisk og med det sødeste morgen hår, og der ligger glasskår over det hele. "Martinus hvad er der sket?" Spøger jeg forskrækket. "Nå så nu gad i endelig at stå op" siger Martinus med en meget mærkelig stemme, det er ihvertfald ikke Martinus's bløde dejlige stemme som jeg elsker. "Ja, man hvad er der sket?" Hentyder jeg igen til glasset som ligger fordelt ud over det hele. "Ikke noget bare STOP med at spøger, OKAY!?" Okay hvad sker der for Martinus? Er det på grund af Marcus og jeg sov sammen?

"Martinus er der noget ga...." han spænder i hans hånd som ligger på køkken bordet "SAGDE JEG IKKE AT DU SKULLE STOPPE?!" Råber han imens han ser ned i bordet. Marcus trækker mig tilbage i det at jeg bliver forskrækket og lidt bange. "Martinus hvad går der af dig? Er det vores skyld" jeg peger på Marcus og jeg. "HOLD NU BARE DIN KÆFT!"

Han ser bare direkte ned i bordet da han siger det. "Bare lad ham være" Marcus ligger en hånd på min skylder. "Plejer han at være sådan?" Jeg har jo kun kendt dem i hvad..3-4 dage. "Øhm..."
*BANG*
Jeg ser væk fra Marcus og hen imod Martinus som ligger på gulvet. "MARTINUS!" Råber jeg imens jeg løber over til ham. Jeg rusker i ham alt hvad jeg kan, men jeg kan ikke komme i kontakt med ham. Jeg ligger hans hoved på mine men som jeg sider oven på, på gulvet. Marcus står bare chokket i den anden ene af køknet og ser på os. "SÅ GØR DOG NOGET!" Råber jeg efter ham, og han trækker hans mobil frem. Han går ud aften stuen imens jeg kan høre ham snakke med nogen.

Jeg ser bare på Martinus som ligger med lukket øjne i retning imod mig. Hvad er der dog sket siden det endte sådan? Kan det være stress? Jeg ligger hans hoved ned på det kolde gulv igen, og finder en kold kuld frem som jeg ligger på hans hoved. Nu sidder jeg her med Martinus på mit skød som jeg ikke kan få kontakt til, imens Marcus snakker med en eller anden. What is life?!!!

____________________________
Hvad tror i der er sket?🤷🏼‍♀️📞