Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 12 - Studiet

Signes synsvinkel
"Og her er så stedet, hvor vi indspiller sangene," fortalte Martinus. Han havde lige givet mig en hel rundvisning af hele studiet. Jeg nikkede anerkendende. Marcus og jeg havde ikke vekslet et eneste ord siden min smarte lille kommentar på Burger King. Mig og kendte mennesker fungerer jo forhulen ikke sammen, jeg vidste det ville ende sådan her, det var jo derfor jeg holdt mig væk i første omgang!

Jeg tror godt Martinus vidste, at der foregik et eller andet mellem Marcus og mig, som altså ikke var flirteri...

"Jeg skal lige på toilet," fortalte Martinus. Jeg stivnede. Mig og Marcus alene? Fandme nej. Hvorfor skulle Martinus også hele tiden på toilet.

"Jeg går med!" Informerede jeg ham om. Det var ikke rigtigt gået op for mig, hvad jeg egentligt havde sagt, før både Marcus og Martinus kiggede vildt mærkeligt på mig.

"Altså på et andet toilet selvfølgelig... jeg skal jo ikke med dig, det ville jo være underligt og..." jeg stoppede mig selv. Hvorfor var jeg så god til at gøre en lidt akavet situation til en mega akavet situation?

"Det ville vidst ikke gå med kæresten..." grinte Marcus. Martinus gav ham et dræberblik.

"Oh..." udbrød Marcus.

"Kæreste?" Spurgte jeg mærkeligt.

"Lang historie," svarede Marcus bare hurtigt. Jeg var egentligt også ret ligeglad med om Martinus havde en kæreste, jeg synes bare det hyggeligt at høre sådan nogle kærlighedshistorier.

☼☼☼

"I said I said; Hey bae, I'm gonna find a way to call you bae, bae"

Jeg trådte langsomt ind ad døren. Efter at have faret en lille smule vild, havde jeg fundet tilbage til studiet, hvor Marcus fjollede rundt med Martinus. De legede vidst med nogle forskellige effektlyde. De havde ikke lagt mærke til mig.

"En gang til Marcus, tag det lige seriøst, tak!" Grinte Martinus.

"And I wanna, know you better then I know myself, know you better," sang han. Det lød faktisk virkelig godt. Og det var endda uden autotune. Jeg havde virkelig været ond tidligere, men jeg havde altså også sagt til ham, at han skulle holde sig væk.

Jeg stod egentligt bare og beundrede ham, uden rigtigt at høre hvad han egentligt sang. Hans fine lyse hår, der så utroligt blødt ud, hans nuttede ansigt, når han koncentrerede sig. Og ihh hans tøjstil.

"Gud hej Signe!"

Jeg fik et kæmpe chok, da jeg vågnede op af min lille trance, og var lige ved at vælte en plante ned af en hylde, heldigvis nåede jeg lige at gribe den inden uheldet ramte.

"Hejsa," Hilste jeg akavet tilbage.

"Går det godt?" Grinte Marcus roligt. Jeg nikkede bare, mens jeg stillede planten tilbage på sin plads.

Pludselig dukkede en mands hoved frem ved døren. Det var deres far, Kjell Erik.

"Vi skal hjem og spise," fortalte han. Han kiggede rundt, men hans blik stoppede ved mig.

"Signe?" Spurgte han overrasket. Jeg nikkede bare, og vinkede forsigtigt.

"Ej hvor hyggeligt, spiser du med?" Spurgte han glad. Han lød faktisk oprigtigt glad, så jeg fik det helt dårligt over tanken om at skuffe smilet, så jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at sige ja. Dumt Signe, dumt.

"Det vil jeg da gerne!" Svarede jeg med et lidt anstrengt smil.

"Så kom da!" Kommanderede Kjell Erik. Vi gik ud af studiet. Jeg vidste ikke, om drengene havde nået at se, at jeg totalt nærstuderede Marcus. Jeg ved heller ikke hvorfor jeg gjorde det, for så pæn er han jo egentligt ikke. Han er flot, det er slet ikke det, men jeg kan da heller ikke se det helt magiske i det.

"Værsågod," grinte Martinus, mens han åbnede bildøren for mig, på en rigtigt gentleman agtig måde. Marcus kiggede lidt surt over mod os. Hvad var hans problem dog? Var han stadig sur på mig?

~~~~~

Marathon
8/10