Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 4 - Los Angeles

4 måneder efter

"Har du set min hårbørste?" Spurgte Sofie mig stresset. Jeg kiggede mærkeligt på hende.

"Den har du jo pakket?" Svarede jeg hurtigt.

Hun tøvede kort. "Når jo!" Udbrød hun så, og skyndte sig videre.

Det var den 1. Juli, vi havde fået ferie, og var nu på vej til Los Angeles, og jeg glædede mig helt vildt!

"Frøken, vil du venligst slukke din telefon?" spurgte en stewardesse venligt, Sofie.

"Jeg skriver lige den her besked færdig," svarede hun, med et tonefald som om hendes sociale liv var vigtigere end alle andres.

"Det skal være nu," prøvede stewardessen igen.

"Orh!" sukkede Sofie højt. Det var lidt pinligt for mig, at Sofie skulle være så diva nogle gang. Hun slukkede modvilligt sin telefon.

"Hvad er det der haster så meget?" spurgte jeg venligt, mens jeg fandt et blad frem fra min taske.

"Jeg har lige fundet ud af det vildeste!" sagde hun hyper.

"Hvis du siger at Marcus og Martinus er i Los Angeles så-" Mere nåede jeg ikke at sige, før jeg stort set hørte mine egne ord blive gentaget.

"Marcus og Martinus er i Los Angeles!" udbrød Sofie glad.

Jeg gjorde store øjne, og var lige ved at få mit tyggegummi galt i halsen. "Du laver sjov, ikk?" spurgte jeg bange.

Sofie rystede smilende på hovedet. "Nej! Og de holder endda koncert, ihhh!" skreg hun glad. "De kommer sikkert og henter mig i lufthavnen, oh my god!" pralede hun.

Jeg hev mine solbriller op i håret. "Og hvorfor skulle de dog gøre det?" spurgte jeg irriteret. De to nordmænd skal virkelig ikke ødelægge min ferie i Los Angeles.

"Øh, fordi jeg har en fan profil med over tyvetusinde følgere, og jeg er den bedste og mest kendte shitposter i deres officiele fangruppe... De ville elske at møde mig," svarede hun selvsikkert, og satte sig til rette i flysædet.

Jeg tog en dyb indånding. "Los Angeles har næsten fire millioner indbyggere, chancen for at I møder dem er lille. Chancen er lille..." blev jeg ved med at fortælle mig selv.

"Hvem er nu den sejeste, Klara? Haha, de likede ikke engang dit selfie," grinte Sofie for sig selv.

"Chancen er lille," hviskede jeg igen for mig selv. Jeg lænede mig helt tilbage i sædet og lagde mig til at sove. Med Sofie i samme by som Marcus og Martinus ville det blive en meeeget lang tur.

☼☼☼

Vi var kommet ud af flyet, havde fået vores bagage, havde lejet en bil, og var nu endelig ankommet til min farmor og farfars hus.

"Signe, Sofie og Simon!" udbrød min farmor glad, da vi steg ud af bilen.

"Farmor!" hilste jeg tilbage, og løb hen og krammede hende.

"Hvor er du dog blevet stor og smuk," udtrykte hun glad. Jeg smilte stort.

"I lige måde," grinte jeg, og hun grinte med.

"Er Sofie stadig helt skudt i Mark og Ma-" Før hun nåede at afsluttede det, blandede Sofie sig i vores samtale.
"Marcus og Martinus!" rettede hun hende.

"Ja..." hviskede jeg med et alvorligt ansigtsudtryk. Min farmor kiggede alvorligt på mig.

"Stakkels dig..." sagde hun lavt, men åbenbart ikke lavt nok, for et kæmpe suk kunne kort efter høres fra Sofie.

Mig og min farmor, Rosa, havde et virkelig godt forhold. Vi så bare ikke hinanden særligt tit, fordi hun boede i Los Angeles.

Hun flyttede til L.A. dengang hun var ung, fordi hun havde mødt min farfar, George, og de valgte så at flytte sammen.

Senere fik de så min far, Simon, og da de så var til et bryllup i Danmark for 30 år siden mødte min far min mor, Sally, og blev straks forelsket, og besluttede sig derfor for at flytte til Danmark. Det var så lige et kort stamtræ.

Udenpå ligner vi den typiske kernefamilie med en mor, far, to børn og et husdyr, men vores forhold i familien er lidt blandede, så når det kommer til stykket er det ikke så 'kærlig' på den måde.

~~~~~

Hvis jeg kan få 25 stemmer på det her kapitel, kommer der Marathon i en af de kommende dage!:)