Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 10 - Burger King

Jeg sad og stenede for sygt ud af vinduet. Solen skinnede som sædvanligt. Jeg tænkte på Marcus og Martinus. Jeg forstod ikke hvorfor jeg tænkte på dem i det hele taget. Jeg havde mødt dem to gange, og begge gange havde Marcus været lige irriterende. De var egentligt nogle ret forvirrende drenge. Martinus virkede sød, men Marcus var bare irriterende, alligevel så fyldte de en del i mit hoved. Virkelig mærkeligt.

"Hva så søs?" Jeg vendte mig forskrækket om.

"Wow, jeg havde slet ikke set dig!" udbrød jeg overrasket. Mit hjerte bankede helt sindssygt.

Simon satte sig i en stol overfor mig. "Hvad er der galt?" spurgte han koldt. Jeg rynkede brynene. Umiddelbart følte jeg ikke engang selv, at der var noget galt som sådan, så jeg var ikke lige sikker på, hvad han hentydede til.

"Hvis du nu tænker dig godt om..." sagde han roligt.

Jeg trak på skuldrene. "Altså jeg ved det faktisk ikke..." svarede jeg bare. Jeg forstod egentligt heller ikke hvad han mente. Altså ja jeg virkede måske lidt fjern og forvirret, men hvordan havde Simon lagt mærke til det?

Han kiggede tøvende på mig. "Hvis du nu fortæller mig noget om det, kunne jeg eventuelt prøve at hjælpe dig?" forslog han. Jeg nikkede tøvende. Jeg ville nok ikke gå i detaljer, men jeg vidste, at jeg kunne fortælle Simon alt, han var virkelig som en bedsteven.

"Jeg har bare mødt to drenge, den ene er rigtigt sød, men den anden er bare en narrøv, og jeg ved ikke helt hvorfor jeg er venner med dem, og generelt er jeg ikke typen, som sådan bare lige bliver venner med folk, det er ret forvirrende..." forklarede jeg. Simon rynkede mærkeligt sine bryn. Det gav slet ikke mening, det jeg lige havde sagt.

"Hvorfor er ham den ene irriterende?" spurgte han mærkeligt.

"Han virker bare lidt selvisk..." fortalte jeg. Der var bare noget ved Marcus, som jeg følte at jeg skulle holde mig langt væk fra. Det var svært at forklare, men det var bare en følelse indeni, men samtidig var der også noget ved ham, der som sagt gjorde jeg ikke kunne lade være med at tænke på ham.

"Han virker?.. Nu kender jeg jo dig, og jeg ved du er ret fordømmende, så du kan jo altid prøve at blive venner med ham, og hvis han så er en kæmpe nar, så kan du bare smutte igen," grinte Simon.

Jeg smilte til ham. "Det har du egentligt meget ret i," svarede jeg. Han smilte skævt.

"Så hvad er din lille vens navn?" spurgte han, mens han vrikkede med øjenbrynene.

Jeg smilte lidt ved tanken om ham. Altså fordi han er min ven. "Æhh, Mark," løg jeg. Jeg gad jo ikke lige fortælle, at han faktisk hedder Marcus, og er en kendt sanger, hvis musik Sofie højst sandsynligt skråler med på lige i øjeblikket.

Pludselig blev min dør åbnet med et brag. Vi kiggede begge overrasket mod døren, hvor en anspændt Sofie stod. Når man 'tænker' på solen.

"Marcus og Martinus er lige blevet spottet ved Burger King, kom så venner!" udbrød hun. Simon og jeg udvekslede hurtigt et par blikke.

"Jeg er faktisk også virkelig sulten" - "Okay så," svarede vi begge på samme tid.

☼☼☼

Vi gik ind på Burger King, hvor der stod vildt mange piger allerede.

"Stakkels drenge," hviskede Simon grinende til mig. Jeg nikkede bare fnisende.

Sofie var gået hen til den store gruppe med piger, og Simon og jeg fulgte bare diskret efter hende. Vi var jo ikke rigtigt en del af fangruppen, vi var bare kommet for at spise.

"Hvor er drengene... har de været her?" spurgte Sofie desperat de andre piger. Det var helt pinligt at høre på.

"Vi så dem i vinduet, men nu er de væk," klagede en pige fra gruppen. "Måske de har taget en bagudgang?" forslog en anden pige.

Jeg rystede bare grinende på hovedet til Simon. "Ej hvor er de dog umulige," fniste jeg stille til ham.

"OMG!" udbrød en pige pludselig, hvilket fik de andre til at skrige. Det gjorde direkte ondt i ørerne faktisk.

"Emma har lige postet et billede fra stranden, det er sikkert der de er!" råbte hun. De andre piger hvinede helt vildt.

"Hvem fanden er Emma?" hviskede Simon til mig. Jeg havde ingen anelse, så jeg trak bare på skuldrene.

"Vi skal til stranden!" udbrød en af pigerne, og på få sekunder var de allesammen væk inklusiv Sofie.

Jeg kiggede mærkeligt op på Simon. "Når vi alligevel er her, skal vi så ikke købe en is?" forslog han. Jeg nikkede.

"Jeg finder et bord, og så kan du jo købe isene," forslog han igen, mens han gik hen til bordene.

"To sundaes, tak," bestilte jeg. Der gik ikke lang tid før jeg modtog isene, og så skulle jeg bare finde det bord, hvor Simon sad ved.

Pludselig så jeg hans hoved ved en bås, men det lød som om, at han ikke var alene. Der var i hvert fald også to andre stemmer. Drengestemmer? Jeg gik nærmere mod bordet, og kunne pludselig se dem. Please sig det er en joke..!

~~~~~

Marathon
6/10

Husk gerne at stemme og kommentere!:)