Part 26 - Forelsket

1K 49 18
                                    

"Så hvad hedder han?" Spurgte jeg, og trippede lidt. Hun smilte forsigtigt til Lena, som nikkede tilbage til hende.

"Marcus."

"Marcus Schumacher..."

"Vent... Så ikke ham Marcus? Marcus Gunnarsen?" spurgte jeg undrende. Shumacher?.. Skomager? Det må være tysk.

Begge piger kiggede vildt mærkeligt på mig. De kiggede derefter på hinanden og brød ud i grin. "Arh, jeg ser slet ikke på Marcus på den måde," fortalte Lena. Af en eller anden grund følte jeg mig helt lettet.

"Det var bare den måde i sådan smilte til hinanden, og I har jo været meget sammen på det sidste..." sagde jeg. Lena rynkede brynene.

"Hvad med dig?" spurgte Lisa så.

"Nah, der er ikke nogen i mit liv på den måde," svarede jeg og sparkede stille til en sten.

"Er der ikke noget mellem dig og Marcus?!" spurgte Lena overrasket. Jeg smilte mærkeligt, og rystede så på hovedet.

"Ej det tror jeg simpelthen ikke på," grinte Lisa.

"For 1 minut siden troede jeg Lena havde noget med ham, hvorfor skulle jeg så have noget med ham?" spurgte jeg grinende.

"De gange hvor vi har været sammen med ham, har han nærmest ikke snakket om andet end dig... Det var faktisk lidt halvirriterende til sidste," fortalte Lisa grinende.

"Men jeg har altså aldrig været forelsket før..." fortalte jeg og trak på skuldrene. Både Lisa og Lena stoppede op. Jeg stoppede derfor også op, og kiggede mærkeligt på dem.

"Så det vil sige, at du faktisk ikke kender følelsen af at være forelsket..." konstaterede Lena. "Hvilket vil sige, at du sagtens kunne være forelsket, uden faktisk at vide det..." tilføjede Lisa. Jeg trak bare ligegyldigt på skuldrene som svar.

"Hvordan tror du det føles at være forelsket?" spurgte Lena sødt.

"Hmm..." Jeg tænkte mig lidt om. "Jeg tror at man føler sig mere glad... At man får et sus i maven, når man får en besked fra personen," fortalte jeg. "Men også at man bliver meget nemt jaloux," tilføjede jeg også.

Lena nikkede anerkendende til Lisa. "Og så prøv at beskriv hvordan du har det, når du er sammen med Marcus," sagde Lisa.

Jeg skulle lige til at sige noget, men stoppede så op. Jeg stivnede fuldstændigt. "Man bliver glad... sus i maven... jalousi..." hviskede jeg for mig selv. Jeg vendte mig mod pigerne, og trak lidt på smilebåndet. "Jeg... jeg er forelsket i Marcus..." fik jeg fremstammet.

Lisa og Lena kiggede kort på hinanden før de begge begyndte at smile helt vildt og klappe i hænderne. "Jeg vidste det!" udbrød Lena glad.

"Det jo fantastisk Signe!" sagde Lisa glad.

Jeg rystede på hovedet. "Vi er jo bare venner, jeg tror slet ikke, at han kan lide mig på den måde," fortalte jeg med et skævt smil.

Lena rystede på hovedet. "Jeg har set hvordan han kigger på dig... Hvordan han snakker om dig. Alle de smil, som du forvekslede med flirten tidligere i dag, var fordi jeg fangede ham i at stirre på dig, og så kunne jeg ikke lade vær med at smile til ham, fordi jeg syntes det var så sødt," forklarede hun.

Jeg kiggede lidt væk. Det var en ret stor mundfuld. Jeg havde aldrig haft følelser for en dreng. Som i virkelig aldrig.

"Han har en kæreste, så det tror jeg desværre ikke på," sagde jeg lidt halvtrist. Jeg havde kun været rigtigt forelsket i sådan 2 minutter, og jeg var allerede ved at være godt træt af det.

"Hvordan får man forelskelse til at forsvinde?" spurgte jeg så.

Lisa smilte sødt til mig. Vi havde i mellemtiden sat os på en bænk. "Det er ikke noget der bare forsvinder," forklarede hun. "Du må enten holde det for dig selv i evig tid, eller fortælle ham hvordan du føler," forsatte Lena.

"Fortælle hvem hvad?" spurgte en stemme pludselig bag os. Vi vendte os alle tre forskrækket om.

"Oh... I er tilbage..." konstaterede jeg.

"Jeps, og vi er klar på at lave noget sjovt!" Fortalte Marcus. Jeg gjorde virkelig mit aller bedste for at undgå øjenkontakt med Marcus. Jeg havde det så mærkeligt med det. Jeg er forelsket i min bedste ven, som har en kæreste, det går slet ikke!

"Jeg bliver desværre nødt til at gå, jeg skal noget med min familie," løg jeg og rejste mig op. "Farvel!" Jeg skyndte mig væk i en fart.

"Vent Signe!" råbte Marcus efter mig, men jeg forsatte bare væk.

Pludselig hev en fat i min arm. "Hvad er der galt... Pigerne har vel ikke sagt noget dumt vel?" spurgte han bekymret. Jeg rystede på hovedet, og kiggede derefter ham direkte i øjnene. En kæmpe fejl. Hvad lavede jeg dog med mit liv, det her ville aldrig nogensinde fungere. Han holdt stadig fast om min arm. Jeg måtte vel bare slutte det en gang for alle.

"Marcus slip mig!" Jeg trak min arm til mig, og løb væk uden at kigge mig tilbage.

~~~~~

Yayyy hun er forelskeeeet!!:D xx

Bare endnu en sommerflirt (MG)Hikayelerin yaşadığı yer. Şimdi keşfedin