Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 49 - Bare venner

En tavshed spredte sig. En utroligt ubehagelig tavshed. Ingen anede hvad der ville ske. Ville Marcus være sur? Glad? Jeg havde ingen anelse.

"Det er simpelthen løgn!" Udbrød Marcus pludselig. Jeg vendte mig forskrækket om mod ham. Han så virkelig oprevet ud. Martinus så mindst lige så forskrækket ud som mig.

"Så du står og siger, at havde det ikke været for dig og din lille løgn, havde jeg nok stadig været sammen med Ashley?" Spurgte Marcus surt.

Martinus så lidt forvirret ud. "Sådan kunne det tolkes ja..." svarede han stille.

"Men du er sammen med Signe nu, så er det ikke kun godt?" Spurgte Martinus. Personligt tænkte jeg ret meget det samme som Martinus, og jeg håbede da virkelig, at Marcus havde tænkt sig at give ham ret, men det var desværre ikke sagen.

"Jo, men det er Ashley!" Svarede Marcus træt.

- Og det var her jeg færdig med at sidde og høre på deres skænderi på sidelinjen. "Undskyld mig?!" Spurgte jeg fornærmet. "Står du og siger, at hvis du havde chancen, ville du faktisk hellere være sammen med Ashley?" Fortsatte jeg.

"Ej Signe, du ved, at jeg ikke mente det på den måde," prøvede Marcus, men jeg var på det tidspunkt fast besluttet på, at han virkelig ikke kunne redde den her.

"Gør jeg? For det er jeg altså ikke så sikker på..." svarede jeg lettere sur.

"Signe please," bad han.

"Og det værste er nok bare, at Ashley er mega dum, og jeg har aldrig kunne se, hvad du ser i hende," tilføjede jeg.

"Hun er jo ikk-"

"Og hvorfor skal jeg stå og forklare dig hvorfor du ikke skal gå tilbage til Ashley... Hvem er nu den utro?" Spurgte jeg flabet.

"Signe du forstår ikke," prøvede Marcus.

"Nej, det gør jeg da vidst tydeligvis ikke. Hvorfor skal du, hver gang det går bare nogenlunde godt, fucke det helt op mellem os to?" Spurgte jeg

"Signe!"

"Hver gang!" Gentog jeg, med kølig, bestemt stemme.

Vi stod og kiggede intenst på hinanden. Martinus var for længst gået væk. Da stemningen var begyndt at blive lidt oprevet, havde han langsomt trukket ind på sit eget værelse, hvilket egentligt var meget fint, for jeg havde virkelig ikke brug for publikum i den her situation.

Vi stod stadig bare og så surt på hinanden, før Marcus satte sig ned i sofaen og dermed tabte vores uofficielle stirrekonkurrence.

"Jeg ved det virkelig ikke," svarede han endelig. Han lød trist, og som om han fortrød. Jeg satte mig derfor i lænestolen lige overfor ham.

"Jeg er måske heller ikke den aller bedste," indrømmede jeg.

Marcus kiggede op og låste sine øjne med mine.

Han smilte trist. "Jeg føler lidt..." han holdt en kort pause.

"At det her ikke fungerer," afsluttede jeg hans sætning med. Marcus nikkede.

"Vi misforstår bare hele tiden hinanden," forklarede jeg.

"Ja præcis!" Udbrød Marcus.

"Men jeg skal jo alligevel også hjem i morgen... Alt det her er bare virkelig noget lort, for jeg kan utroligt godt lide dig," sagde jeg irriteret. Marcus smilede kækt. Jeg puffede dumt til ham med et smil på læben.

"Jeg kan også virkelig godt lide dig. Det her er virkelig nederen," grinte Marcus.

"Og det er bare uanset hvad vi gør, så kommer et eller andet i vejen." Marcus nikkede sig enig.

"Måske vi bare er bedst som venner?" forslog han så.

"Jeg er ikke glad ved det," svarede jeg og fortsatte "men jeg tror, at du har ret."

"Men... venner?" spurgte Marcus hurtigt.

"Selvfølgelig!" Svarede jeg og rakte min hånd ud til Marcus som tog glad i mod den. Han holdt den i lidt ekstra tid, inden han gav den et lille klem og så slap den. Jeg lagde mig træt op af Marcus skulder, hvor han så tog en arm rundt om min skulder. Jeg følte mig på samme tid virkelig godt tilpas, men også helt forfærdeligt tilpas. Der sad vi. To unge mennesker, som tydeligvis rigtigt godt kan lide hinanden, men som bare ikke kan få det til at fungere - og så var det endda ovenikøbet vores sidste tid sammen.

"Tager du med ud i lufthavnen i morgen?" spurgte jeg forsigtigt, uden overhovedet at kigge på Marcus.

Han nikkede. Umiddelbart ville jeg nok ikke have set, at han altså nikkede ja til mit spørgsmål, men eftersom hans hoved lå på mit, var jeg ikke i tvivl om svaret.

~~~~

1 kapitel tilbageee 😬😅