Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 30 - Bevidstløs

Jeg slog øjnene op til et ukendt syn. Jeg satte mig straks op. Jeg havde aldrig set det her sted før? Mit hjerte bankede 100 gange hurtigere end normalt. Jeg huskede mændene fra i går. Var jeg endt hos en af dem? Jeg kiggede ned af mig selv.

Pludselig blev døren åbnet, og et velkendt ansigt kom til syne.

"Marcus?" spurgte jeg overrasket.

"Hey."

Han smilte skævt, og trådte ind i værelset. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det var for et værelse.

"Hvor er jeg... Og hvorfor er jeg her?" Spurgte jeg mærkeligt.

"Æhh..."

Han satte sig i bunden af sengen. "Kan du ikke huske, hvad der skete i går?" Spurgte han forsigtigt. Jeg rystede på hovedet.

"Altså der var de der mænd... Noget med en telefonboks... Ehh." Jeg var overhovedet ikke sikker i noget af det, jeg havde sagt.

Marcus nikkede. "Da vi kom lå du bevidstløs på jorden. Da vi spurgte dig hvad der var sket, mumlede du noget omkring, at nogle mænd havde lagt an på dig, hvor du så havde prøvet at flygte, men så var kommet til at slå hovedet hårdt ind i en telefonboks..." forklarede han. Jeg nikkede forstående og pludselig faldt alle brikkerne på plads.

Men så slog min tanken mig. "Vent lidt min familie! De må være vildt bekymrede!" Jeg satte mig brat op i sengen og skulle lige til at rejse mig, da en hånd tog roligt fat i min skulder.

"Shh... Jeg har snakket med Simon," beroligede han mig med. Simon. Jeg kom pludselig i tanke om den egentlige grund til at jeg var flygtet.

"Signe, hvad er det der sker?" Spurgte Marcus mig, som om han kunne læse mine tanker.

Jeg så opgivende på ham. Hvad skulle jeg sige til ham? Sandheden? - Aldrig i livet. Hvis jeg fortalte ham den egentlige grund, ville han nok bare tro jeg var mærkelig, eller også ville vores venskab blive totalt ødelagt.

"Min... ehhh... eks kæreste har fået ny kæreste," løg jeg. Marcus kiggede først undrende på mig, men skiftede derefter til forstående. Man kunne i hvert fald tydeligt se, at det ikke var det svar, som han havde forventet.

"Øhh, det er jeg da ked af at høre..." trøstede han mig med. Jeg sukkede trist, selvom det egentligt var falsk.

Han satte sig ned lige ved siden af mig. Han tog sin arm rundt om min skulder og nussede forsigtigt min arm. En stødende varm følelse skød igennem min krop af hans berøring mod min hud. Jeg ville bare ønske det var kærligt ment af ham. Men sådan var det vidst desværre ikke. Vi sad begge helt i vores egen verden, og tænkte derfor ikke over hvor lang tid vi havde siddet der, indtil min telefon pludselig vibrerede.

Vi blev revet brat ud af vores tanker, og jeg blev pludselig skræmt over hvad jeg lavede. Jeg sad og dagdrømte om en kendt dreng, som altså havde en kæreste. Jeg trak mig lynhurtigt fra ham.

"Øhh.. jeg har egentligt en aftale med Ashley, så jeg tror nok hellere jeg må begynde at smutte hen til hende," forklarede Marcus og kløede sig forlegent i nakken.

Jeg nikkede forstående. "Jeg har simpelthen også så mange lektier, så jeg bliver altså også nødt til at smutte nu!" Løg jeg. Marcus lignede ikke en, der var overbevist. Det var jo også sommerferie, så hvorfor i al verden skulle jeg lave lektier? Jeg var altså til tider en elendig løgner.

Efter min lille "bemærkning" skyndte jeg mig hjem af.

Da jeg var helt ude af bygningen, fandt jeg min telefon frem. Det var Lisa og Lena, som havde skrevet til mig. De havde spurgt om jeg ville med ud og spise. Jeg takkede pænt ja tak, og vi aftalte at mødes inden særligt længe.

~~~~~

KEKE DO U LOVE ME ARE U RIDIN