Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 9 - Gåtur

"Der var du Marcus!" Udbrød en stemme, den stemme kendte jeg godt.

"Gud hej Signe," hilste Martinus overrasket.

"Hej Martinus," hilste jeg sødt tilbage.

Marcus rømmede sig, og jeg kiggede derfor over på ham. "Hvorfor er du sødere overfor min bror?" Spurgte han fornærmet.

"Han kunne mit navn," forklarede jeg stædigt.

"Kunne du ikke hendes navn, ej det er pinligt Marcus," grinte Martinus.

Martinus virkede ikke så slem endda. Han kunne mit navn, og han virkede mere nede på jorden lige fra starten.

"Jeg fandt aldrig ud af hvor du rigtigt er fra?" spurgte Marcus så igen. Jeg rettede min opmærksomhed mod ham, og han smilte stort til mig. Det syntes jeg han skulle lade være med. Det gjorde mig mærkeligt tilpas. Måske var det hans 'jeg er en kendt sanger, og nu vil jeg score dig med det kendte popstjerne smil' - i så fald virkede det ikke desværre.

"Danmark," svarede jeg bare kort og nikkede.

"Det er ikke særligt langt fra Norge," informerede Marcus mig om.

Jeg gav ham et underligt blik. "Waow, kendis drengen kan sit geografi," konstaterede jeg grinende. Martinus grinte med, men Marcus stod bare og holdt lidt lav profil. Jeg håber da virkelig ikke jeg har såret den stakkels drengs følelser. :)

"Så du går simpelthen i fitness?" Spurgte Marcus. Hvad regner han med? Jeg står i et fitnesscenter altså.

"Jeps, normalt ville jeg være på en tennisbane meeen," svarede jeg, og trak det sidste ud.

"Du spiller tennis?" Spurgte Martinus så, mens han kiggede anerkendende på mig.

"På det højeste niveau," blev mit svar.

"Vi må tage en kamp en dag!" Forslog Martinus, med en lille usikkerhed. Han er sanger og jeg er tennisspiller, hvem er mon bedst til tennis tænker man så?

"Det vil jeg glæde mig til!" Svarede jeg optimistisk.

Marcus stod bare ved siden af og trippede lidt. "Har du eventuelt lyst til at gå en tur?" Spurgte Martinus så. Jeg nikkede.

"Ja det kan vi vel godt," smilte jeg, og så smuttede vi fra fitnesscenteret.

☼☼☼

"Og dagen efter ligger billedet af Marcus der falder på isen overalt på Instagram!" Grinte Martinus, og jeg grinte rigtigt meget med.

"Ha ha sjovt," grinte Marcus sarkastisk.

"Aww, er det hårdt at være kendt?" Spurgte jeg medfølende. Han kiggede irriteret på mig. Er det også sådan jeg kigger på ham hele tiden mon? - ups.

"Jeg tænkte på om jeg egentligt kunne få din snap?" Spurgte Martinus efter noget tid.

"Og mig!" tilføjede Marcus.

Jeg tænkte lidt over det. For og i mod. I mod fordi de er kendte, og tænk hvis nogen finder ud af at jeg har dem på Snap, men for fordi jeg ikke har nogle venner her i Los Angeles, så det kunne jo være smart. Desuden er det jo mit eget valg om jeg vil tilføje dem tilbage...

"Okay så!" Smilte jeg. De stod begge med deres telefoner, jeg fortalte dem mit snapnavn, og at jeg ville tilføje dem senere.

"Marcus, far skriver at vi skal til at gå hjem," fortalte Martinus til Marcus. Vi var egentligt ikke gået særligt langt væk fra fitnesscenteret.

"Vi må smutte, ses vi måske en anden dag?" Spurgte Martinus venligt.

"Det kan godt være, hvis jeg nu eventuelt får en tennisbold i hovedet eller lignende," fniste jeg.

Han trak mig ind i et kram. Det føltes ikke sådan kærligt mere sådan venskabeligt. Det var ret hyggeligt, for jeg ville jo også kun være venner med ham.

Jeg kiggede overvejende på Marcus, men droppede tanken om at kramme ham, og vendte mig derfor bare om.

"Ses!" Råbte jeg bare og skyndte mig væk.

☼☼☼

"Var det en god tur i fitness?" Spurgte min mor, da jeg var kommet hjem.

"Æhh ja," svarede jeg bare. Egentligt fik jeg overhovedet ikke trænet, så det var ret løgn, men det var jo hyggeligt at snakke med Martinus... og Marcus, så på den måde var det vel en god tur i fitness.

Jeg gik ind på mit værelse og tændte min telefon. To nye tilføjelser på snap. Jeg så lidt på dem.
"Martinus Gunnarsen"
"Marcus Gunnarsen"
Jeg tilføjede hurtigt Martinus tilbage, og så slukkede jeg min telefon.

~~~~~

Marathon
5/10