Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 47 - Bekymringer

"Marcus!"

En overrasket Marcus vendte sig mod mig.

"Signe, hvad laver du her? Jeg troede da, at du var taget hjem?" Spurgte han.

Jeg nikkede til ham, men i stedet for at svare gik jeg bare hen til ham og krammede ham. I starten krammede han ikke rigtigt med af ren overraskelse, men kort efter knugede han mig tæt ind til sig.

Efter et godt stykke tid trak jeg mig, og kiggede med sårede øjne op på ham.

"Hvad er det der sket?" Spurgte han bekymret.

Jeg rystede på hovedet. "Det er Sofie..."

"Er hun okay?" Spurgte han forskrækket.

Jeg nikkede med store øjne. "Jeg tror aldrig hun har haft det bedre," svarede jeg irriteret, i mens jeg gik frustreret rundt. Han så uforstående på mig.

Jeg tog hans hånd og trak ham hen til sofaen, hvor vi satte os ned, og så forklarede jeg hele situationen til ham.

☼☼☼

"Så derfor har mine forældre sagt, at jeg ikke må ses med dig længere..." afsluttede jeg hele forklaringen med.

"Det kan de da ikke bare bestemme!" Udbrød Marcus surt efter en kort stilhed.

"Altså det er jo for dumt!" Blev han ved. "Havde det ikke været for dig, havde jeg ikke engang vidst at Sofie eksisterede."

"Præcis!" Kommenterede jeg undervejs.

"Damn det er unfair!" Sagde jeg Marcus, og jeg nikkede mig bare enig.

"Men hvad kan vi gøre?.. vent hvordan kom du egentligt herover, jeg troede dine forældre ville være mere overbeskyttende fra nu af?" Spurgte Marcus uforstående.

"Vinduet." svarede jeg hurtigt.

"Arh... der er virkelig ingen som dig Signe," grinte Marcus, mens han smilede til mig. Det gjorde mig virkelig glad. Selvom hele vores situation var lidt noget lort, formåede han alligevel at grine.

"I lige måde Marcus," og med det sagt fik han skubbet mit ansigt op til sit, og trukket mig ind i et kys.

Ingen ord kunne beskrive følelsen af Marcus nærvær. På meget kort tid havde jeg pludselig forstået hvordan han havde smeltet en million pigers hjerter... inklusiv Sofies. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg ville gøre ved det problem, men med kun 2 dag tilbage kunne jeg ikke være mere ligeglad. Jeg havde stadig ikke fortalt Marcus, at i morgen ville blive min sidste rigtige dag i det her land, for jeg havde virkelig ikke lyst. Ville han mon blive sur? Skuffet? Ked af det? Jeg anede det ikke. Jeg vidste knap nok selv, hvordan jeg havde det med det, for nu var alt dramaet med Sofie pludselig kommet ind i billedet.

"Hvad tænker du på?"

Jeg blev vækket fra mine mange, mange tanker af Marcus behagelig stemme. Jeg trak bare kort på skuldrene.

"Alt og intet," svarede jeg så, hvilket fik ham til at kigge halvmærkeligt på mig.

"Du er sød," grinte han. "Og du sover hos mig i dag."

☼☼☼

Jeg vågnede pludselig midt om natten. Jeg hev min telefon frem. 3:27 am viste den. Jeg sukkede træt. Jeg følte slet ikke, at jeg kunne falde i søvn igen. Jeg besluttede mig derfor, for at gå ud i køkkenet og drikke noget vand. Nogle gange har man jo bare brug for, at køle lidt ned.

"Hey"

Jeg vendte mig forskrækket om, og så en træt Marcus stå og se forvirret ud.

Han så virkelig dejlig ud dog. Hans hæse stemme, pjuskede hår og barre mave. Han bemærkede vidst, at jeg kom til, at nærstudere ham lidt for meget, hvilket fik ham til at smile stort. Jeg fniste lidt, men hans dejlige smil fik mig på nogle tanker. Jeg fortjente ikke, at han smilede på den måde til mig. Det er han for sød til.

"Marcus... Jeg tror, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget," sagde jeg roligt. Han så pludselig ret bekymret ud.

Jeg nikkede og trak ham med hen til sofaen, så vi kunne sidde der.

"Hvad sker der?"

"Du ved... alting har en ende," startede jeg ud med, hvilket fik ham til at se dobbelt så bekymret ud. "Altså nej, jeg er ikke ved at dø eller sådan noget," sagde jeg hurtigt. Han så en anelse mere lettet ud. Troede han seriøst, at jeg ville nævne et eller andet med, at jeg er dødelig syg?

"Vi er jo hele tiden sammen, og oplever alle mulige hyggelige ting og så videre..." forklarede jeg. "Og du ved - Tiden flyver, når man har det sjovt."

"Du skal hjem?"

Jeg nikkede og bed mig trist i læben.

"Hvornår?"

"I morgen..." svarede jeg kort.

"Men... men hvad med..." stammede han. Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste det ikke. Det var så forvirrende det hele. Om jeg gerne ville have et langdistanceforhold med en kendt norsk sanger? Arhh, den lyder ikke helt god.

"Undskyld Marcus!" undskyldte jeg. Han så skuffet og frustreret ud, og jeg skulle have sagt det, lige da jeg havde fundet ud af det.

Han rystede på hovedet, og lige da jeg troede, at han ville rejse sig op og gå, gik han i stedet hen, satte sig ved siden af mig og trak mig helt ind til sig. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke fældede en tåre. - For det gjorde jeg... Flere endda.

"Jeg skulle have sagt det noget før..." mumlede jeg træt.

"Shh" tyssede Marcus forsigtigt, mens han kyssede min hårbund, og pludselig var jeg faldet i søvn.

~~~~~

Åmg :'(