Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 13 - Middag

Vi ankom til en stor bygning. Det lignede lidt lejligheder. Det så ret luksus ud. Vi gik indenfor til en stor reception og fortsatte op til næstøverste etage.

"Det er så her vi bor," fortalte Martinus, inden han hev i dørhåndtaget. "Eller kun lige i mens vi er i LA..." fortalte han, men blev hurtigt overdøvet af Marcus stemme.

"Vi er hjemme!" råbte han, mens han gik lidt væk.

Martinus tog sig til øret. "Av," stønnede han. Jeg fniste lidt. Pludselig kom en dame ud.

"Oh hejsa," hilste hun overrasket, da hun så mig.

"Hej, jeg hedder Signe," præsenterede jeg, og rakte venligt min hånd i mod hende.

"Jeg er drengenes mor, Gerd Anne," præsenterede hun. Jeg nikkede venligt.

☼☼☼

Vi var lige blevet færdige med at spise.

"Og Marcus og Martinus, i dag skal I altså hjælpe med opvasken," fortalte deres mor, Gerd Anne. Jeg fniste lidt. Måske var deres liv bag kendisfacaden slet ikke så fancy.

"Vil du så ikke lave slim med mig?" Spurgte en pige mig. Det var Emma. Emma er deres lillesøster. Ved aftensmadsbordet havde jeg siddet ved siden af hende, så jeg havde også snakket lidt med hende, og hun var egentligt ret sød. Men slim? Ah hva.

"Øhh okay så," svarede jeg roligt. Hun smilte stort, tog mig i hånden og trak mig med ind på et værelse.

"Så skal vi bare have noget barberskum i og dreje det rundt," fortalte hun. Jeg prøvede at følge med så godt jeg kunne.

"Hey se, det virker!" Udbrød jeg glad, da min lille blanding begyndte at virke lidt mere som slim. Hun grinte lidt af min reaktion.

Hun stoppede pludselig op og kiggede spørgende på mig med sine dybe brune øjne.

"Hva så?" Spurgte jeg, mens mit slim optog mit fokus igen.

"Hvorfor hader du min bror... Marcus?" Spurgte hun undrende. Jeg var pludselig ikke så travlt optaget af slimmet længere.

"Har han sagt du skulle spørge om det?" Spurgte jeg. Jeg havde lidt svært ved at se hende i øjnene. Hun havde spurgte om jeg hadede hendes bror? Jeg lød jo vildt ond.

"Næh, jeg overhørte bare ham og Martinus snakke om dig i går..." forklarede hun.

"Hvad sagde de så?" Prøvede jeg forsigtigt.

"Marcus virkede bare lidt sur over at du hele tiden skulle være flabet overfor ham, så han sagde at du sikkert hader ham. Hvorfor gør du det?" Spurgte hun så. Hendes lille nuttede ansigt var seriøst ikke til at stå for. Oh my.

"Altså..." startede jeg ud med. "Jeg er bare ikke så glad for at være venner med sådan nogle kendte mennesker såe," forklarede jeg. Det var faktisk en virkelig dårlig forklaring.

Emma rystede stille på hovedet. "Det var ikke det jeg mente... Hvorfor hader du hans personlighed, du ved den person, du rent faktisk kender," forklarede hun.

Jeg har helt tom for ord. "Hvorfor hader jeg hans personlighed..." tænkte jeg højt. Jeg rynkede med brynene. "Han er sød, han er sjov og han kan godt holde mig ud, selvom jeg er flabet..." Og så gik det op for mig. "Jeg hader ham jo ikke!" Udbrød jeg pludselig.

Emmas store øjne landede på mig. Hun smilte sødt. "Når... skal vi så ikke lave en musical.ly?" Forslog hun.

Jeg rystede på hovedet. "Desværre Emma, men jeg skal finde Marcus... jeg skylder ham vidst en undskyldning eller to," forklarede jeg, mens jeg skyndte mig ud af døren.

Jeg gik ind på Marcus og Martinus værelse, det var dog kun Martinus, der sad derinde.

"Hvor er Marcus?" spurgte jeg, da han kiggede op.

"Ehh... Han er vidst sammen med Ashley," svarede han, mens han kiggede fokuseret på sit fjernsyn igen. Han spillede vidst fifa eller et eller andet. Ashley, hans kæreste! Hende havde jeg helt glemt. Jeg var virkelig ikke glad for hende Ashley, hun virkede rimeligt irriterende.

"Hvorfor?"

"Jeg øhh... Jeg skulle bare lige snakke med ham, men jeg vel endelig ikke forstyrre noget mellem ham og Ashley sååe," forklarede jeg.

Martinus satte sit spil på pause, og kiggede over mod mig. "Jeg troede du hadede ham," fortalte han.

Jeg nikkede og smilte skævt. "Det troede jeg også, men så snakkede jeg med Emma, og så gik det op for mig, at jeg slet ikke har grund til at hade ham, og nu burde jeg virkelig finde ham, for jeg skylder ham en undskyldning," forklarede jeg.

Martinus smilte glad til mig. "Signcus is real," grinte han.

Jeg kiggede uforstående på ham. "Hvad betyder?" spurgte jeg forvirret.

Han rystede bare grinende på hovedet. "Jeg tror de er nede og spise is, du kan bare gå ned til dem, jeg ved ikke hvilken isbar det er, men mon ikke de har tiltrukket sig nok opmærksomhed så det er over det hele på instagram," grinte han falsk. Martinus var virkelig heller ikke glad for Ashley. Ærligt, hvad ser Marcus egentligt i hende.

"Ehh, jeg tror bare jeg giver dem lidt fred, jeg må hellere til at smutte hjem," fortalte jeg. Martinus nikkede, sagde farvel til mig, og så gik jeg hjem.

~~~~~

Marathon
9/10