Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 20 - Koncert

"Signe, kan jeg lige ringe til dig? - Martinus" Stod der på min telefon. Jeg sendte en hurtig tommel op, og ventede i spænding på hans opkald. Hvad ville han mon snakke om?

Jeg var faktisk efterhånden blevet meget mere tæt med Marcus end Martinus. Hvilket er super mærkeligt, for i starten snakkede jeg stort set kun med Martinus, og hadede dybest set Marcus. Ups.?

Min telefon brummede pludselig. Martinus ringede. Jeg tog den med det samme. Kort efter dukkede hans fine ansigt op på min skærm. Martinus er en utroligt køn dreng, meeen Marcus er måske lidt pænere efter min mening.

"Signe, slå dog video til!" Var det første Martinus sagde. Jeg fniste forsigtigt, hvorefter jeg så slog video til.

"Sådan! Glad nu?" Spurgte jeg grinende. Martinus smilte tilfreds.

"Sååå, hvorfor ringer du?" Spurgte jeg så. Martinus smil falmede, da jeg havde talt færdigt, og han så pludselig meget fornærmet ud. " - Altså ikke at det gør mig noget, for jeg elsker jo at snakke med dig, men måske var der en bestemt grund og Ehh..." tilføjede jeg hurtigt.

"Kan du ikke bare lige skynde dig at sige noget, inden jeg gør mig selv mere pinlig berørt?" Jeg kiggede nervøst væk fra skærmen.

Martinus brød ud en i forsigtig latter. "Jeg tænkte om dig og Simon havde lyst til at tage med til en form for koncert vi har i aften?" Spurgte han.

Jeg nikkede storsmilende. "Det vil jeg da super gerne, og jeg er sikker på Simon også gerne vil, men må jeg spørge... vil Marcus ikke have os med?" spurgte jeg lidt skuffet.

Martinus smilede kækt til mig. "Det skal være en form for overraskelse for Marcus," forklarede han. "Jeg sender dig detaljer og billetter efter opkaldet," fortsatte han.

"Lyder hyggeligt!" Udbrød jeg. "Og så håber jeg da Marcus bliver glad for at Simon og jeg er der," grinte jeg forsigtigt.

Martinus sendte mig et akavet smil. "Han kan ikke blive andet end glad, så længe du er der..." mumlede han. Jeg lod bare som om jeg ikke hørte det.

Kort efter havde vi lagt på. Jeg skiftede til noget andet tøj, og gik derefter ind til Simon og fortalte om planen, som han var helt med på.

"Hvad hvis Sofie ser os?" spurgte han så. En tanke der slet ikke havde strejfet mig.

Jeg skrev hurtigt til Martinus, hvad vi skulle gøre, og han var hurtig til at svare, at vi bare kunne få backstage billetter.

Timerne gik og før jeg vidste af det, var vi på vej til koncerten.

Vi havde fået sådan nogle special pladser, så vi kunne sagtens se scenen, men der ikke nogen fra publikum, der kunne se os. Det var virkelig smart.

☼☼☼

Lyset gik pludselig ud, hvilket førte til at lokalet var fyldt med spændte skrig og blitzer fra højre og venstre. En kæmpe storskærm talte ned, og pludselig stod to velkendte drenge på scenen.

De fyrede den helt af, og det var virkelig mærkeligt at se på dem som fans - eller i hvert fald en del af publikummet. Men de var altså fantastisk gode!

Pludselig gik Marcus i vores retning, han kiggede kort ned mod os, fik en hurtig øjenkontakt og kiggede derefter væk igen. Han så ret forvirret ud, og kiggede derfor ned på os igen, hvorefter et kæmpe smil plantede sig på hans læber. Hans smil var helt smittende, og det var som om, at han resten af koncerten aldrig rigtigt kom af med smilet.

Koncerten var virkelig god, og jeg må indrømme, at jeg fortryder de fleste af de fordomme, jeg har haft om Marcus og Martinus.

Da publikum var ved at sive ud, listede Simon og jeg om backstage. Da vi havde stået der i et par sekunder, trådte to svedige drenge pludselig ind i lokalet.

"Signe!" udbrød Marcus glad og løb hen i mod mig. Han trak mig tæt ind til ham med sine arme snoede rundt om mig.

"Du var virkelig virkelig fantastisk!" sagde jeg i krammet.

"Det var først fantastisk, da jeg så dig i blandt publikum," sagde Marcus som svar.

Jeg grinte let af hans svar. Han er altså lidt flirtende nogle gange.

"Jeg mener det - I var for vilde!" Forsatte jeg, og gik også hen til Martinus for at kramme ham. Martinus takkede mig.

Vi stod og småsnakkede lidt i lang tid, da Kjell og Company trådte frem.

"Drenge vi skal hjem nu," forklarede han. Martinus nikkede forstående, men Marcus kiggede trist hen på mig.

"Gud hej Signe, det er sørme meget vi får set til dig på det seneste!" Konstaterede Kjell Erik. Jeg nikkede smilende.

Marcus og Martinus gik derefter hen for at pakke deres tasker.

"Tænk hvis der går lang tid før vi ses igen," beklagede Marcus sig, mens han gik hen i mod mig, og lagde sine arme om mig.

"Det ved du godt selv der ikke gør," grinte jeg, og fjernede forsigtigt hans arme. Han var lidt nærgående til tider.

Og kort efter tog de hjem, samtidig med at Simon og jeg tog hjem. Og dermed var en virkelig god aften afsluttet.

~~~~~

Jeg er elendig til at huske at opdatere, wuhuu