Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 29 - Hjælp

Signes synsvinkel
Jeg anede ikke hvad jeg lavede. Min telefon var i forvejen ved at gå død, og nu var den altså helt død, og jeg havde ingen anelse om hvor jeg var.

Jeg havde bare hoppet ud af vinduet og løbet så langt væk jeg kunne, hvilket var vildt dumt, for selvfølgelig kan jeg jo ikke finde rundt i Los Angeles. Jeg var faktisk virkelig bange, for jeg har ikke ligefrem hørt at det er en god ting, at vandre rundt alene i Los Angeles efter mørkets fremtræden.

Hvis jeg dog bare havde taget mig sammen og set realitet i øjnene, og rent faktisk have snakket ud med Marcus. Eller hvis jeg bare kunne pakke følelserne væk. Hvad er forelskelse overhovedet? Jeg har kendt drengen i sådan under 2 uger. Kærlighed ved første blik var det i hvert fald ikke, så jeg ved da ikke lige hvorfor det skal ramme mig på den måde? På den anden side. Hvis jeg nu bare lader som om jeg ikke kan lide ham. Hvis jeg nu bare lader som om jeg har en kæreste i Danmark, så burde jeg nok glemme mine følelser.

Jeg gik lidt rundt stadig i mine egne tanker. Der var så mange, at jeg nærmest ikke kunne finde rundt i dem. Et kæmpe lysskilt ramte mine øjne. Det var en eller anden form for bar, - noget jeg skulle holde mig langt fra.

Ved siden af baren var et mindre lysskilt. Noget med en telefon. Det var en telefonboks! Jeg skyndte mig over mod den.

Jeg tjekkede mine lommer, og fandt til mit held et par amerikanske småmønter.

Jeg skulle til at taste min mors nummer ind, da et mindre skilt fangede mine øjne.

"Only american numbers"

Det kan simpelthen ikke passe, tænkte jeg. Skulle det her være min ende. Jeg kunne ikke min mormor og morfars nummer udenad, så det kunne jeg ikke bruge til noget. Jeg kiggede ned i min hånd. Udover småmønterne lå der også et krøllet stykke papir. Jeg foldede det forsigtigt ud. Det var et papir jeg fik af Kjell Erik, da jeg havde slået mit hoved ved tennisbanen.

Det var deres fastnet telefon... altså et amerikansk nummer, som i min eneste chance... Skulle jeg virkelig ringe til det? - På den anden side... Så slemt er det vel heller ikke at overnatte på gaden i Los Angeles? Men så alligevel kunne jeg selvfølgelig bare håbe, at det var Martinus, der tog telefon.

Jeg tastede nummeret ind.

"Hej det er Emma," hilste en nuttet lille stemme.

"Hej Emma, det er mig Signe, du ved Marcus og Martinus veninde. Er Martinus hjemme?" spurgte jeg og krydsede alt hvad jeg kunne. Jeg kunne se en gruppe mænd komme ned ad gaden, og de skræmte mig faktisk lidt.

"Nej, det er han ikke... Men Marcus er her, jeg tror gerne han vil snakke med dig faktisk," svarede hun. Åh nej. Alle andre end Marcus.

"Øh..." Mændene kom tættere på. Jeg mærkede deres stirren. Hvordan en af dem lige gav mig elevatorblikket. "Okay, så skynd dig at give ham røret!" sagde jeg hurtigt.

Kort efter hørte jeg lyden af at en fik røret leveret i hånden. "Signe?" Spurgte en urolig stemme.

"Marcus hjælp... Jeg aner ikke hvor jeg er, og jeg er virkelig bange..." fortalte jeg. Min stemme rystede og knækkede også midt i sætningen. Lad os håbe han ikke hørte det.

"Signe hvor er du?" spurgte han alvorligt.

"Jeg ved det ikke..." fortalte jeg bange.

"Far gør bilen klar, vi skal lige hjælpe Signe..." hørte jeg i baggrunden af røret. Hjælpe mig? Han ved jo ikke hvor jeg er... Jeg ved ikke hvor jeg er?!

"Okay, hvad ser du omkring dig?" spurgte han. Jeg kiggede rundt og derefter op. Jeg stod jo ved siden af en bar, jeg tjekkede skiltet.

"The red hour bar" svarede jeg.

"Jeg er på vej," informerede han mig hurtigt om. Det håbede jeg virkelig. Jeg var løbet tør for småpenge, og lagde derfor på.

En mand kom gående i mod mig. Jeg prøvede at virke afvisende og undgå øjenkontakt, men desværre uden held.

"Hvaaa, skal jeg ikke lige købe en drink til dig?" spurgte han frækt og gik tæt på mig.

Jeg trak vejret dybt og prøvede at forholde mig rolig. "Ej, det skal i hvert fald ikke," røg ud af min mund. Måske det var dumt at være lidt flabet?

"Uf, spiller man kostbar?" spurgte han med et legende tonefald.

"Smut du bare ind og læg an på en på din egen alder!" svarede jeg surt. Jeg ved ikke hvorfor jeg spillede så hård. Jeg var på en måde ret stolt af mig selv, men samtidig var det lidt dumt.

Flere mænd trådte ud fra baren. Hvorfor blev de dog ikke bare derinde, hvor festen rent faktisk var?

"Gutter, se lige en dame jeg har fundet mig," fortalte manden, der stod foran mig til de andre.

"Skal vi dele?" grinte en af de andre mænd. Jeg rystede på hovedet. De skulle bare skride væk fra mig.

"Og hun spiller ovenikøbet flabet," tilføjede manden.

"Jeg tror vidst godt, vi ved hvordan man ordner sådan en slags," grinte en af de andre mænd. De andre grinte med.

Jeg trådte et skridt tilbage, hvilket resulterede i at de trådte to skridt nærmere mod mig. Jeg var bange, virkelig bange. Pludselig blev der taget på min røv. Jeg vendte mig forskrækket om, hvor der bare stod flere mænd. De så alle lige fulde ud.

Marcus og hans far kunne bare ikke komme hurtigt nok...

~~~~~