Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 33 - Problemet

Marcus synsvinkel
"Altså Martinus, jeg forstår bare ikke hvad jeg har gjort," brokkede jeg mig surt, mens jeg arrigt satte mig i vores sofa.

"Hm, altså jeg forstår heller ikke piger, såååe," grinte han.

"Kan du ikke tage det lidt mere seriøst i det mindste?" Spurgte jeg surt. Martinus kiggede skræmt på mig. Han var nok ikke vant til, at jeg var sur, uden at det handlede om fodbold.

"Altså du kaldte hende pigesur..." konstaterede Martinus.

"Men hun var også sur før det" fortalte jeg. Martinus kiggede tænkende på mig.

"Måske PMS'er hun bare," forslog han så.

"PMS'er?" Hvad er dog det?

"Det er sådan noget piger får inden deres menstruation, og så er de sådan vildt sure hele tiden," forklarede han. Jeg så mærkeligt på ham, hvorfor vidste han sådan noget? "-Altså Lisa fortalte mig om det," tilføjede han hurtigt.

Jeg nikkede forstående, og pludselig gik noget op for mig.

"Hey, du har en kæreste, du burde have styr på hvordan piger er!" Udbrød jeg.

Martinus gav mig et hvad-tror-du-seriøst-selv-blik. Jeg trak på skuldrene. Det var jo forsøget værd.

"Hey kærester!" Udbrød han pludselig. Jeg så uforstående på ham.

"Måske kan hun lide dig, og så blev hun sur over, at du flirtede med hendes søster!" Forslog han.

Jeg tænkte kort over det. Tanken om hvis Signe kunne lide mig, gjorde mig helt glad, men hun virker bare slet ikke til at kunne lide mig, for ellers ville hun ikke blive ved med at skubbe mig væk på den måde, hvor i mod de fleste piger ville kaste sig over mig... piger ligesom hendes egen tvillingesøster.

"Nah, det ville bare ikke give mening, Signe virker slet ikke til at kunne lide mig..." endte jeg med at svare.

"Men kan du egentligt lide hende?" Spurgte Martinus med et slesk smil.

Jeg rystede på hovedet. Signe er min bedste veninde, selvfølgelig er jeg da ikke forelsket i hende.

"Marcus, jeg er din tvillingebror, ikk' lyv for mig," sagde Martinus med en lidt flabet tone.

Jeg sukkede. "Er det så tydeligt?" Selvfølelig kunne jeg lide Signe. På trods af hendes flabethed, er der bare noget ved hende, der har gjort, at jeg har kunnet lide hende siden dag 1!

Martinus nikkede og sendte mig et skævt smil. Jeg trak kort på skuldrene.

"Altså er du sikker på at hun ikke kan lide dig?"

"Hun friendzoner mig altid... og så havde hun en aftale med en eller anden... sikkert en dreng."

"Dammit, jeg håbede lidt, det kunne være ret sødt," grinte Martinus. "Ellers kan jeg wingmane?" Forslog han kækt.

Jeg grinte forsigtigt, før der var stille for en stund. Tankerne fløj rundt i mit hoved.

"Ved du hvad Martinus?" spurgte jeg. Martinus svarede ikke som sådan, men vendte bare sin opmærksomhed mod mig som svar.

"Livet er for kort til at tænke før man taler, jeg skal snakke med Signe!" forklarede jeg. Martinus smilte stort til mig med imponeret ansigtsudtryk.

"Lidt hurtigt videre eventuelt?" grinte han forsigtigt og hentydede til at jeg lige havde sluttet mit forhold med Ashley. Hun kan rende mig. Jeg fortjener bedre.

Jeg tog hurtigt mine sko på. Vejret var godt, så jeg behøvede ikke jakke.

På vejen hen til Signe gik det op for mig, at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige.

"Hej Signe, jeg har altså kunnet lide dig siden første dag"

Tænk hvis hun allerede ved det?! Martinus vidste det jo allerede, og når man tænker over det, så plejer jeg jo ikke at være specielt diskret omkring sådan nogle ting. Det her kan gå hen og blive vildt akavet.

~~~~~

Okay, så jeg burde nok fortælle jer, at jeg lige pt er på udveksling i USA, hvilket jeg altså kommer til at være de næste 10 måneder, så jeg er lige nu bosat i USA, og jeg har allerede startet på min High School, og det hele er generelt virkelig stort for mig og overvældende. Jeg vil gøre mit bedste for at fortsætte denne historie, men jeg håber på jeres forståelse, hvis jeg ikke lige har tid til at opdatere... oooog måske kommer kapitlerne på mærkelige tidspunkter, da jeg er 6 timer bagud...

Ha' en god dag!:)