Bare endnu en sommerflirt (MG)

Part 17 - Familietid

"Så er det op, i dag skal vi på eventyr!" Udbrød min mor glad. Jeg gned mit træt i øjnene, og hev min telefon frem. Klokke viste 9 am. Alt for tidligt efter min mening.

Jeg traskede sløvt mod køkkenet. "Hvad er det vi skal?" Spurgte jeg forvirret, mens min familie stressede rundt.

"Vi skal jo på vandretur!" Informerede min mor mig om. Noget jeg havde glemt alt om. For nogle dage siden, havde hun fortalt om vandreturen, jeg havde bare glemt alt om den.

Efter morgenmaden gik jeg ind og skiftede til noget mere praktisk tøj. Det blev til denim shorts og en hvid t-shirt. Bagefter tog jeg et par sneakers på, og så var jeg ellers bare vildt klar på vandretur!... eller noget.

☼☼☼

"Ej hvor er der flot her!" Udbrød min mor glad, da vi havde gået lidt rundt. Jeg nikkede bare dovent. Der var virkelig varmt, og sveden nærmest løb ned ad ryggen på mig. Det var uudholdeligt.

"Omg"

Jeg vendte mig om, og mine øjne blev mødt af en meget deprimeret pige. Sofie.

"Tænk hvis Marcus og Martinus kommer, og så ligner jeg bare en svedende abe!" Klagede hun. Jeg rystede irriteret på hovedet. Kan pigen aldrig snakke om andet?

Min far gik tilbage til hende. "Bare rolig Sofie, sved er ikke dit værste problem," fortalte han. Hun kiggede mærkeligt på ham. "Alt din makeup løber altså også," forsatte han. Sofies ansigtsudtryk ændrede sig pludselig fra trist til sur.

"Mor! Jeg vil hjem NU!" Råbte hun surt. Jeg stod bare og grinte for mig selv, og jeg kunne se Simon gøre det samme lidt længere fremme.

"Hvad er det du ser i de drenge, du kender dem jo ikke?" spurgte jeg.

"Jeg kan alle deres sange udenad, jeg har læst begge bøger, jeg kan hele deres livshistorie i detaljer, og jeg er alligevel også hende de skal tilbringe fremtiden med... Jeg kender dem bedre end deres egen mor!" Forklarede hun. Jeg kiggede med løftet bryn på hende.

"Ej du mærkelig," konstaterede jeg, og fortsatte lidt væk fra hende.

"Hvis bare hun vidste..." grinte Simon.

Jeg fik et seriøst blik på. "Du siger ikke et ord!" Sagde jeg surt.

"Rooolig!" Han trådte et skridt tilbage med hænderne i forsvarsposition.

"...Men hvis du bliver ved med at være så meget sammen med dem, finder hun nok ud af det før eller siden," forklarede han. Jeg nikkede forstående.

"Heldigvis er jeg vildt god til at holde ting skjult," fortalte jeg stolt.

Simon kiggede mærkeligt på mig. "Æhh, skal jeg tage det som en god ting?" spurgte han. Det lød måske egentligt også lidt mærkeligt. Var det nu  jeg skulle fortælle ham sandheden... om dengang i 4. klasse? Jeg tog en dyb indånding.

"Det var mig, der stjal din blå nissehue i 4. klasse..." indrømmede jeg med et lille smil.

Han kiggede chokeret på mig. "Jeg vidste det!" udbrød han halvsurt men dog med et smil.

"Hvor er den nu?" spurgte han så.

Jeg trak akavet på smilebåndet. "Den var ude for et uheld..." forklarede jeg. "Jeg har faktisk et billede!" tilføjede jeg.

"Sofie, har du stadig min telefon?" råbte jeg højt. Hun åbnede sin taske og fiskede den op.

Bagefter gik hun hen i mod mig, og rakte den til mig. Jeg nåede lige at tænde den, da en snap poppede op på min skærm.

"Marcus Gunnarsen?" spurgte Sofie overrasket. Jeg stivnede fuldstændigt. Dette øjeblik kunne være enden på mit og Marcus venskab. Jeg tænkte hurtigt.

"Det Dagmar!" udbrød jeg pludselig. "Det er en intern," løg jeg. Sofie så mistænkeligt på mig, men gik derefter videre.

"Det var altså tæt på!" konstaterede Simon. Jeg nikkede nervøst.

~~~~~