Anna Thomsen

kapitel 11

jeg tager den, 

"hej" siger jeg stille.

"hej min skat jeg vil bare lige sige at jeg savner dig og glædelig jul" siger min mor,

"jeg savner også dig og i lige måde" siger jeg glad.

"men du får lige Poul" siger hun, jeg kan hører hun giver telefonen videre.

"hej Anna, har du det godt" siger han.

"ja tak" siger jeg overrasket,

"okay det var godt. jeg ringer egentlig bare for at fortælle dig at jeg har fået dit karakter brev for dit første semester" fortæller han.

"nårh okay" siger jeg nervøs,

"det jeg ikke forstår er at du har fået 00 i fransk" siger han alvorligt.

"hvorfor forstår du ikke det" spørger jeg urolig,

"fordi at nu hvor vi betaler så mange penge for at du går i skole derover, så kan du ikke engang tage dig sammen til at få nogle nogenlunde karakterer" siger han vredt.

"jamen du ved jo godt at jeg ikke kan fransk" siger jeg, mens en tåre triller ned af min kind.

"ja desværre, men jeg havde håbet at du ville tage faget mere alvorligt nu. men det gør du ikke kan jeg jo se" siger han irriteret,

"jeg tager det alvorligt" nærmest hvisker jeg og flere tåre triller ned.

"LYV IKKE FOR MIG" råber han,

"jeg lyver ikke" siger jeg, og koncentrere mig om at min stemme ikke skal knække.

"Anna stop med at lyve jeg ved jo godt at du har pjækket fra timerne det kan jeg jo regne ud" siger han træt,

"HVAD JEG HAR IKKE PJÆKKET" siger jeg højt. jeg kan hører en baby græde i baggrunden,

"kan du ikke gøre noget som helst rigtigt. du har lige vækket Frida, du er nødt til at blive voksen snart Anna" siger han og ligger på. 

jeg kan ikke holde noget tilbage nu, jeg begynder at hulke hysterisk. jeg kan dårlig nok trække vejret, pludselig er der en som vender mig om. i det næste øjeblik, står jeg op af en velkendt brystkasse. Will holder godt fast omkring mig, som om han kan mærke at jeg snart vil kollapse.

"det hele skal nok blive okay igen" siger han stille, og støtter sin hage på toppen af mit hoved.

"det tror jeg ikke" siger jeg hulkende, 

"hvornår kommer der karakterbrev ud igen" spørger jeg.

"lige inden de årlige prøve, det er vist i maj hvorfor" spørger han,

"hvis mit fransk ikke er forbedret der bliver jeg sendt tilbage til Danmark" fortæller jeg.

"sagde han det" spørger Will overrasket, 

"nej men sådan har det været på alle mine andre skoler. jeg har et halvt år til at forbedre mig, og hvis det ikke sker så er det videre til den næste skole" forklare jeg.

jeg træder et skridt tilbage, ud af hans favn.

"tak for alt Will, men jeg har brug for at være lidt alene" siger jeg roligt, men en tåre løber ned af min kind.

"vi ses" tilføjer jeg, og går mod trapperne. jeg skynder mig op på mit værelse, jeg lukker døren bag mig. jeg smider mig grædende i min sengen, 

"er jeg virkelig så selvisk at jeg ikke kan se at jeg ødelægger andre liv" mumler jeg for mig selv.

"nej du er ikke" siger Will,

jeg sætter mig op.

"forstår du ikke ordet alene" spørger jeg vredt og holder gråden inde.

"jo det gør jeg" svare han roligt.

jeg rejser mig op, og går vredt mod ham.

"hvorfor blev du så ikke ude," jeg slå ham i brystet. "jeg har brug for at være alene," endnu et slag. "hvorfor vil du ikke respektere det", endnu et slag. 

jeg er begyndt at græde igen, så jeg slår bare hovedet ind i hans brystkasse igen og igen. Will tager fat i mit hoved, og stopper det.

"for det første av, for det andet din stedfar er en idiot. for det tredje du ødelægger ikke nogens liv, for det fjerde vi få dine karakterer op på et 7 tal til alle prøverne i fransk fremover" siger han alvorligt.

jeg nikker og smiler til ham,

"tak" siger jeg.

"det var så lidt" siger han, og hiver mig ind i et kram.

"lad os se endnu en af de der julefilm, du åbenbart godt kan lide" siger han. jeg kommer til at grine, vi sætter os i min seng. jeg går ind på Netflix, og starter the spirit of christmas.