Anna Thomsen

kapitel 18

Annas synsvinkel

 jeg skynder mig op på værelset, for at skifte. jeg låser mig ind, og smider skjorten. jeg åbner mit skab, men alle mine uniformer er væk. jeg kan hører nogen grine på den anden side af væggen, 

"røvhuller" udbryder jeg vredt. jeg åbner min kuffert og tager en hvid t-shirt på, jeg skynder mig ud af værelset og ned mod historie lokalet. jeg når lige ind gennem døren før læreren, jeg skynder mig over og sætter mig ved Alex. læreren kigger rundt på os, hendes øjne stopper ved mig. jeg smiler forsigtigt til hende. 

"frk Thomsen det er ikke den rigtige skoleuniform" siger hun kort,

"nej det ved jeg men" siger jeg men bliver afbrudt.

"jeg er ligeglad med hvorfor gå op til forstanderen" siger hun koldt,

jeg rejser mig overrasket og går mod døren. jeg går ud af den og mod kontoret, da jeg kommer ind smiler sekretæren til mig.

"du kan bare gå ind" siger hun venligt,

"tak" siger jeg og smiler tilbage.

jeg banker på døren og venter på et kom ind, da jeg hører det gå jeg ind.

"sæt dig ned" siger han neutralt fra sin stol,

"det er dig som er Will's kæreste" spørger han.

"vi er kun venner" svare jeg flovt,

"det så ellers ikke sådan ud i spisesalen" siger han og smiler. jeg kan mærke at jeg bliver rød i hovedet, og jeg kigger ned i jorden.

"når men hvad er dit navn og hvorfor er du her" spørger han efter lidt akavet stilhed,

"øhm jeg hedder Anna Thomsen og jeg er her fordi jeg ikke har den rigtige overdel på" fortæller jeg.

"hvorfor har du ikke skjorten på" spørger han venligt,

"der var ikke nogen rene i mit skab" svare jeg nervøst.

"hvorfor var det nødvendigt at skifte i frokost pausen" spørger han forvirret,

"øhm Stephanie hældte hendes vand ud over mig" svare jeg stille.

"var det et uheld" spørger han alvorligt, jeg kigger ham i øjnene.

nej, "det ved jeg ikke" siger jeg,

"okay gå bare tilbage til klassen jeg får sendt nogle uniformer op på dit værelse" siger han og smiler til mig.

"tak forstander Hanson" siger jeg og rejser mig, for at gå ud af lokalet.

"Anna vent lige et øjeblik" siger han, jeg vender mig forvirret om. 

"pas nu på med ikke at såre Will's følelser, jeg kan se at du betyder meget for ham og hvis du ikke vil tage skridtet videre med ham så sikre dig at han ved det" siger han og smiler varmt til mig.

"selvfølgelig" siger jeg og går ud af kontoret,

jeg går forbi sekretæren og smiler venligt til hende, og går videre ud på gangen. jeg møder min klasse på vej væk fra lokalet,

"hvad sker der" spørger jeg Alex forvirret.

"jeg ved det ikke" siger han nervøst,

"vi hørte en skrige" siger Will. han tager min hånd, jeg får det dårligt ved tanken om hvad der kan være sket. vi drejer ind i opholdstuen som de første, jeg stivner da jeg ser hvad der er sket. Stephanie ligger under juletræet som er væltet over hende, jeg gisper. jeg kan ikke få luft, man kan tydeligt se at nogle af grenene har lavet rifter og dybere sår i hendes hud.

"jeg skal kaste op" siger jeg stille, og bliver svimmel.

Will ligger hurtigt en arm omkring hoften på mig, og trækker mig med ud af opholdstuen. vi går hurtigt gennem de tomme gange, han svinger om hjørnet og går ud af en dør. vi står ude i en lille have, den kolde januar luft trænger sig ned i mine lunger. jeg begynder at trækker vejret igen, men får noget luft galt i halsen. så jeg begynder at hoste, 

"hey er du okay" spørger Will bekymret.

"ja jeg kan bare ikke klare at se blod" siger jeg da jeg stopper med at hoste, han sukker lettet.

"jeg er okay" forsikre jeg ham om, han nikker som om han godtager mit svar.

han ligger armene omkring mig, og trækker mig ind i et kram. 

"har du noget med det at gøre" spørger han stille, jeg træder et skridt tilbage og kigger overrasket på ham.

"det spurgte du ikke om vel" spørger jeg såret,

"havde du" spørger han. 

"nej selvfølgelig ikke" siger jeg vredt,

"jeg snakkede med din onkel og på vejen tilbage løb jeg ind i jer" tilføjer jeg.

"Anna du ved godt du godt kan sige det ik" siger han roligt,

"du tror ikke på mig" siger jeg med hæs stemme.

"Anna" siger han forsigtigt,

"nej William jeg gider ikke at hører på dig. jeg troede at du stolede mere på mig, jeg har fortalt dig omkring hvad jeg kommer fra. du er en af de eneste i hele verden som ved det, også siger du sådan noget der" siger jeg vredt og går ind på skolen igen. 

der løber en tårer ned af min kind, men jeg tørrer den hurtigt væk og der kommer ikke flere. jeg har gemt følelserne bag min facade igen, jeg går mod opholdstuen. min lærer står og sender alle tilbage til klassen, jeg skynder mig op på siden af Alex.

"er du okay" spørger han bekymret,

"ja" siger jeg og smiler glad.

vi sætter os sammen i klassen igen, og timen fortsætter.