Anna Thomsen

kapitel 21

Claras synsvinkel

"det var virkelig en god joke du fandt på til Anna igår" griner Stephanie,

"ja" griner jeg

vi går mod spisesalen, hvor de andre venter. vi går ind får vores mad, også videre mod bordet. jeg kigger kort over på mine gamle venner, jeg ligger hurtigt mærke til at Anna ikke er der. men jeg retter hurtigt opmærksomheden mod pigerne igen, der er en som rømmer sig højlydt. jeg vender mig forvirret om, og ser forstander Hanson stå op på en stol. 

"der er nok nogle af jer som har lagt mærke til at vi mangler en elev idag.... nemlig Anna Thomsen, hun blev hentet af en ambulance og kørt på hospitalet igår. grunden til alt dette er at frk Thomsen har en slem allergi for tomater, som simpelt ville kunne slå hende ihjel. men heldigvis var der 2 elever som opdagede hende inden det nåede så langt, hendes familie er meget interesseret i at finde ud af hvad hun har indtaget. da de er næsten 100% sikre på at hun ikke har spist noget med tomat, i det hun selv er meget opmærksom på hvad der er i hendes mad" fortæller forstander Hanson,

jeg får en klump i halsen, jeg vidste ikke at hun var allergisk overfor tomater. jeg kigger over på Stephanie, hun sidder bare og smiler til de andre piger. 

"jeg skal lige hente mine bøger til matematik" siger jeg, og rejser mig op.

jeg skynder mig ud af spisesalen, og over mod trapperne. da jeg kommer op på 1.sal, møder jeg Will. hans øjne ser røde ud, som om han lige har grædt.

"er du tilfreds nu" spørger han, da han går forbi mig.

"hvad" spørger jeg overrasket,

Will stopper og kigger vredt på mig.

"er du tilfreds nu" spørger han igen,

"tilfreds med hvad" spørger jeg flabet.

"tilfreds med at du lige har mistet den eneste som ville være din ven da ingen andre ville" forklare han vredt,

"Ida, Tyler og Alex ville være mine venner" siger jeg undgående.

"HA tror du selv på det, du så hvordan de opførte sig første gang der var et rygte i omløb om Anna" siger han bedre vidende.

"okay! men Anna var aldrig min ven hun lod bare som om" siger jeg irriteret,

"lod som om? Clara hun var rent faktisk din veninde hvorfor tror du at hun ikke var det" spørger han forvirret.

"det sagde",

"hvis du siger Stephanie nu bliver jeg vred" afbryder han vredt.

jeg vælger bare at lade vær med at sige noget,

"tror du en falsk ven ville råbe af mig fordi jeg kaldte dig det som jeg gjorde, tror du at en falsk ven ville løbe hele skolen rundt for at lede efter dig" spørger han roligt.

der løber en tårer ned af min kind, 

"nej" siger jeg stille og kigger ned i jorden.

"godt men jeg har en helt anden opfattelse af dig du er hvad man kalder en falsk ven" siger han roligt og vender sig om og går ned af trappen. jeg skynder mig op på mit nye værelse, jeg finder hurtigt mine bøger og går ned til matematik

****

(til frokost)

"Clara er du okay" spørger Caroline,

"nej egentlig ikke" svare jeg ærligt.

"hvad er der galt søde" spørger Stephanie,

"jeg mødte William på trappen inden matematik han kaldte mig en dårlig ven" forklare jeg trist.

"lad vær med at lytte du er en fantastisk ven" siger Freja og smiler glad til mig, jeg smiler tilbage

men jeg kan stadig ikke slippe følelsen af at jeg har svigtet som ven, jeg vender mig forsigtigt om og kigger over mod mit gamle bord. Ida, Tyler og Alex sidder der men Will er ikke til at se.

Annas synsvinkel

det banker på døren, så jeg kæmper mig op og sidde.

"Kom ind" siger jeg forsigtigt, min hals har det ikke for godt efter tomat vandet.

"hej" siger Will forsigtigt og stikker hovedet ind, jeg smiler glad til ham. han går langsomt ind på stuen, og stiller sig ved fodenden af min seng. 

"hvordan har du det" spørger han og kigger bekymret på mig,

jeg klapper på sengen, 

"fint" siger jeg hæst. Will kommer over og sætter sig ved siden af mig, og tager min hånd. han kører sin tommelfinger forsigtigt omkring det sted hvor droppet sidder, jeg tager fast i hans hånd. så han kigger mig i øjnene,

"tak" siger jeg stille.

"hvorfor siger du tak" spørger han roligt,

"fordi det kunne have endt virkelig galt hvis dig og Ida ikke var kommet" forklare jeg og smiler taknemmeligt til ham.

"det behøver du ikke at sige tak for" siger han og smiler, det banker pludselig på døren. ind kommer mor og Poul, deres smil bliver forvandlet til forvirret miner da de ser Will. min mor kommer sig hurtigt over overraskelsen, og går over mod Will.

"du må så være William Hanson" siger mor og rækker smilende hånden frem,

"ja det kan jeg vist ikke løbe fra" siger Will og tager glad min mors hånd.

Poul står bare i et hjørne og kigger på Will, men det ser ikke ud til at Will har noget imod det. så jeg vælger bare at ignorere det, jeg kigger over på mor. hun står og snakker glad med Will, Will ser også glad ud dog lidt nervøs.

"vi kom faktisk for at hente dig, du kan blive udskrevet nu" siger Poul højt for at overdøve mor og Will.

"okay" siger jeg og svinger mine ben ud over sengen, der kommer en sygeplejerske og fjerne mit drop. jeg rejser mig, men jeg er lidt usikker på benene fordi jeg har lagt i sengen så langtid. 

"tror du at du kan klare flyveturen" spørger mor nervøst,

"flyveturen" spørger jeg forvirret.

"ja du skal med os tilbage til Danmark" siger Poul,

"må jeg ikke godt tage tilbage til skolen" spørger jeg forsigtigt.

"jo hvis du føler dig frisk nok ik Poul" siger mor usikkert,

"jo selvfølgelig og jeg har også sagt til kontoret at du skal fritages fra fransk resten af året" siger han og smiler halvt til mig.

"tak" siger jeg, og tager Will's udstrakte hånd,

"er i kærester" spørger Poul pludselig.

"det ved jeg ikke" svare Will og kigger spørgende på mig,

jeg tager en hurtig beslutning.

"ja det er vi" siger jeg og smiler til Will, han smiler tilbage og kysser mig. jeg trækker mig hurtigt, da mor og Poul står lige foran os.