Anna Thomsen

kapitel 29

"hvad ville du" spørger jeg så snart han har stoppet knallerten,

"kan vi ikke lige vente 2 minutter med snakken" spørger han forsigtigt.

"klart men kan du så ikke kører mig tilbage på skolen også tager jeg snakken med Stephanie istedet for" siger jeg hårdt,

"hold nu kæft om Stephanie" siger han vredt.

"må jeg ikke snakke om din kæreste" spørger jeg flabet,

"hun er ikke min kæreste" siger han irriteret. 

han begynder at gå væk fra knallerten, jeg bliver stående. jeg gider ikke følge efter ham, for så får han måske falske forhåbninger.

"hvorfor gjorde du det" siger jeg højt, jeg ved ikke hvorfor men det føles som om noget af presset er forsvundet fra mine skuldre nu hvor jeg har spurgt.

Will vender sig langsomt om, han har tårer i øjnene. 

"jeg ved det ikke længere" siger han håbløst,

jeg kan mærke at jeg bliver vred.

"okay" siger jeg koldt,

"Anna kom nu" siger han.

"hvad vil du have mig til...at tilgive dig" spørger jeg irriteret,

"ja" svare han bare kort.

"nej"siger jeg hårdt,

"hvorfor ikke" spørger han.

"fordi du var mig utro og så er jeg åbenbart ikke nok værd for dig til at du kan huske hvorfor du ikke ville være sammen med mig mere" råber jeg vredt,

han kigger overraskende på mig.

"vil du kører mig tilbage nu" spørger jeg vredt,

"nej" siger han og kommer tættere på mig. jeg går et skridt tilbage, for hvergang han tager et skridt mod mig. jeg træder et skridt mere tilbage, men jeg rammer hans knallert. så jeg er nødt til at blive stående, men Will stopper ikke han kommer tættere og tættere på. pladsen mellem os er næsten væk, men jeg kan ikke rykke mig. jeg er for bange for at vælte hans knallert, så jeg er nødt til at blive stående. der er næsten ingen plads mere, måske nogle centimeter. så stopper han, jeg tør ikke trække vejret i frygt for at komme til at rykke tættere på ham.

"du stoler virkelig ikke på mig mere" siger han trist,

"nej" svare jeg kort. men fortryder det hurtigt, Will sender mig et ondt blik.

"jeg ved ikke hvorfor" siger han og kigger mig i øjnene,

"hvad" spørger jeg forvirret.

"jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det" siger han alvorligt,

"hvorfor gjorde du det" spørger jeg hårdt.

"Stephanie blev for fristende" siger han, jeg kan se fortrydelsen i hans øjne.

"okay" siger jeg koldt, jeg kan mærke der er noget som snart brister inden i mig.

"vil du køre mig hjem nu" spørger jeg,

Will's øjne bliver røde og der triller en tåre ned ad hans kind.

"beklager Will men jeg kan ikke tilgive dig nu, jeg vil virkelig gerne stole på dig igen og det hele. men jeg kan ikke, men kan vi måske være venner" siger jeg forsigtigt.

"selvfølgelig" siger han med hæs stemme,

jeg lukker mellemrummet mellem os og giver ham en krammer. han krammer tilbage, jeg kan mærke på ham at han er ked af det. men jeg kan ikke gøre noget, så jeg lader som om jeg ikke har opdaget det. for jeg ved at han ikke vil have at jeg ved, hvordan han har det lige nu. 

"skal vi kører hjem" spørger han og smiler ned til mig,

"lad os det" siger jeg og smiler tilbage.

da vi er kommet tilbage på skolen, er det ved at være mørkt.

"shit hvad er klokken" spørger jeg,

"18:23 hvorfor" spørger han forvirret.

"f**k vi kommer for sent til aftensmad" siger jeg og begynder at løbe mod skolen,

Will er hurtigt oppe på siden af mig, vi skynder os op til spisesalen. vi stopper begge med at løbe lige inden døren, og går roligt ind i spisesalen. alle er igang med at spise, så der er ingen der ligger mærke til os. jeg går over til vores bord, og sætter mig. Will går over til de populæreres bord, han snakker ikke med nogen af dem han sidder der bare.

"hvorfor kommer du først nu" spørger Ida nysgerrigt,

"jeg snakkede bare lige med Will" siger jeg og kigger ned i bordet.

"hvorfor" spørger Alex forsigtigt,

"han ville fortælle mig om hvor meget han fortryder at han har været utro" siger jeg roligt og kigger Alex i øjnene.

hans blik ændre sig hurtigt fra forvirret til overrasket,

"jeg har ikke tilgivet ham" siger jeg inden han kan nå at spørge.

"okay" siger han og spiser videre,

"skal du ikke have noget" spørger Clara pludselig.

"nej jeg er ikke sulten" siger jeg og smiler til hende,

hun smiler tilbage. men jeg kan se at hun er bekymret, jeg ignorere de andres blikke.

jeg ved ikke hvorfor jeg ikke er sulten, jeg plejer at være sulten hele tiden. men her på det sidste har jeg bare ikke været det, også har jeg undgået at spise noget.

"hvad med dig Anna" spørger Tyler og kigger alvorligt på mig,

"undskyld hvad" spørge jeg og sender ham et undskyldende smil.

"hvordan gik det til samfundsfagsprøven" spørger han igen,

"jeg synes det gik okay" svare jeg.

jeg kigger lidt rundt i spisesalen, alle sidder og snakker med hinanden. nogle få står op ved nogle af de andre borde, og snakker med nogle af dem som sidder ned. ved de populæres bord, sidder Thomas og Allan og snakker hektisk om noget med store arm bevægelser. Stephanie, Caroline og Freja sidder og snakker stille og roligt, Will sidder og kigger på mig.... åbenbart. jeg får øjenkontakt med ham, men bryder den hurtigt. hvorfor fatter han ikke et nej, det begynder at blive irriterende.

"skal vi gå op på værelset" spørger Clara og afbryder mine tanker,

"ja lad os det" siger jeg og rejser mig.

vi går op på værelset, jeg smider mig i min seng. 

"jeg orker ikke mere" siger jeg træt,

"det hele skal nok blive bedre" siger hun og smiler opmuntrende til mig.

hun går over til sit skab, og roder igennem hendes tøj til hun finder det hun leder efter.

"hvad skal du bruge det til" spørger jeg nysgerrigt,

"jeg skal på date med Allan" siger hun og bliver lidt rød i hovedet.

"nååååår hvad skal i så" spørger jeg ivrigt,

"i biografen" svare hun og begynder at skifte.

"spændende hvad skal i se" spørger jeg,

"en eller anden romantisk komedie" svare hun og trækker trøjen over hovedet.

hun kigger på vække uret,

"han venter på mig på parkeringspladsen nu" siger hun og smiler til mig.

"vi ses" siger hun og giver mig en krammer,

"vi ses god tur" siger jeg og smiler til hende.

"tak" siger hun og lukker døren.