Anna Thomsen

kapitel 28

Annas synsvinkel

jeg har lagt syg de sidste 3 dage, jeg har bare lagt og set Netflix. men idag er jeg nødt til at tage i skole, fordi vi har en prøve i samfundsfag. så jeg følges med Clara ned i spisesalen, så vi kan få noget morgenmad. jeg prøver at undgå andres blikke, da jeg ikke har mod nok til at se folk i øjnene. min facade er totalt krakkeleret, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. alt min selvtillid er væk, jeg føler at alt og alle gør nar ad mig. at jeg er alene, og ikke kan stole på nogen. 

"godmorgen" siger Ida, jeg hopper næsten af forskrækkelse.

"er du okay Anna" spørger hun bekymret,

jeg nikker kort. og kigger ned i jorden, vi går videre ned mod spisesalen. da vi kommer hen til bordet, sidder Alex og Tyler der allerede.

"hej" siger de og smiler til os, jeg smiler bare tilbage. vi sætter os ned, de andre begynder at snakke om hvad de har idag og sådan nogle ting. jeg sidder bare og spiser min mad, jeg har en mærkelig følelse af at nogen holder øje med mig.

"jeg går op efter mine bøger" siger jeg pludselig, jeg rejser mig op og går ud af spisesalen. jeg skynder mig hen mod trappen, 

"Anna vent lige" er der en som råber.

jeg vender mig om og ser Will løber mod mig, jeg går fuldstændig i panik. jeg vender mig om og begynder at løbe, jeg løber forbi trappen. jeg drejer ind igennem den første dør efter et hjørne, det er et klasse lokale. jeg stopper op, og vender mig for at løbe ud igen. men Will står i døren,

"Anna lad mig forklare" siger han bedende.

"nej Will jeg vil ikke hører din forklaring for det ændre ikke det faktum at du var mig utro" siger jeg med rystende stemme,

han kigger overrasket på mig. nok mest fordi min stemme ryster, jeg kigger ned i jorden.

"Anna" siger han stille,

"hvad" spørger jeg og prøver at lyde hård men det lykkes ikke helt.

"undskyld" siger han og kigger mig i øjnene,

"du er utrolig Will" siger jeg og smiler næsten.

"hvad mener du med det" spørger han,

"at du tror at det vil hjælpe at sige undskyld" svare jeg.

jeg går mod ham, men faste skridt. han flytter sig, så jeg kan komme forbi. jeg stopper da jeg kommer ud af døren,

"jeg håber dig og Stephanie bliver lykkelige sammen" siger jeg og går væk fra ham. 

jeg skynder mig op på værelset efter mine bøger, og så ned til samfundsfag lokalet. da jeg kommer ind i klassen, står der navneskilte på bordene. jeg kigger forvirret hen på læreren,

"det er bare for at jeg kan være sikker på at der ikke er nogen som snyder ved at hviske svarende til deres venner" forklare han.

"okay" siger jeg, og går ned gennem rækkerne for at finde mit navn.

jeg finder det efter lidt tid, så jeg sætter mig på min plads. lidt efter lidt kommer flere elever ind i klassen, til sidst kommer Will løbende ind i klassen. han går over mod mig, jeg kigger hurtigt op på tavlen. han sætter sig ved bordet ved siden af mig, jeg kigger over på ham. vi får kort øjenkontakt, men vi kigger begge hurtigt væk igen.

da vores prøve er slut, synes jeg det er gået ret godt. jeg begynder at gå mod spisesalen, da det er tid til frokost. jeg er den første ved bordet, så jeg sætter mig bare og begynder at spise. 

"ej Anna pas nu på at du ikke dør af at spise det" kommer det fnisende fra Stephanie som står bag mig,

jeg fryser midt i en bevægelse. jeg vender mig roligt om, og pludselig er det som om alt det med Will ikke har betydet noget.

"hvad sagde du lige" spørger jeg hårdt,

hun kigger chokeret på mig.

"hvad sagde du" spørger jeg igen,

"at du ikke skal dø ved at spise noget for vi gider ikke alt det drama" siger hun flabet.

"for det første hold din kæft, for det andet jeg skal nok passe på med hvad jeg spiser og for det tredje hvis det ikke havde været for dig så var der ikke sket noget i første omgang" siger jeg vredt.

hun kigger overrasket på mig,

"okay" siger hun overrasket. hende og hendes følge vender om og går ud af spisesalen, jeg sætter mig ned igen.

"okay det var for sejt" siger Tyler da ham og Alex sætter sig ned,

"tak" siger jeg og smiler til dem.

"jeg blev bare lidt for træt af hende og hendes kommentarer" siger jeg forklarende,

"grunden er da lige meget det var det at du turde står op imod hende" siger Alex og smiler til mig. 

jeg begynder at smile, det første rigtige smil i dagevis. sådan foregår det resten af dagen, folk kommer hen til mig og siger at det var modigt af mig. jeg synes det er fint nok at de synes det er sejt, men alt den opmærksomhed er lidt for meget. efter min sidste time, beslutter jeg mig for at gå en tur. jeg går op på værelset, smider min taske og tager min jakke. jeg går lidt rundt på skolens område, på vej tilbage mod skolen. kan jeg hører en motor kommer nærmere, jeg tænker ikke specielt meget over det. men så stopper en knallert op ved siden af mig,

"Anna kan vi ikke snakke" spørger Will.

"nej" siger jeg hårdt og begynder at gå,

"please" siger han bedende.

"nej Will" siger jeg og går videre,

"Anna kom nu" beder han.

"fint hvis det kan få dig til at holde dig fra mig fint lad mig hører hvad du vil sige" svare jeg vredt,

"tak" siger han og rækker mig en hjelm.

jeg kan tydeligt se at jeg ikke kommer uden om det her, så jeg tager imod hjelmen. og sætter mig op bag ham, jeg tager fat omkring hans talje. også kører han, jeg ved ikke hvor hen. men jeg stoler på en måde, stadig lidt på han.