A New Beginning

Can't Tell You, Not Yet.

Harry's P.O.V.

Jeg kommer ind af forhallen hvor jeg straks møder Niall.
Han smiler til mig og jeg kan mærke han er glad for, vi er på talefod igen.
I går da jeg trak ham til side, for at fortælle ham om Mai og jeg.
Var han ved at gå ud af sit gode skind, fordi han troede jeg ville tæske ham eller noget.
Jeg brød ud i latter og fortalte ham så om os, han åndet derefter lettet op og gav mig et puf på skuldren.

"Godmorgen." Smiler han til mig, da jeg er kommet op på siden af ham.

"Godmorgen." Trækker jeg på det.

"Noget galt?" Spørger ham.

Vi går ind i elevatoren og han trykker på etage 5.
Dørene lukker og den begynder at kører op ad.

"Tjaa.. Jeg er bare bekymret for Mai." Sukker jeg.

"Nåe? Hvorfor da." Spørger han stille.

"Det kan jeg fortælle dig senere."

Dørene åbner og vi går sammen ind i mødelokalet.
De andre sidder der allerede sammen med Alex.
Vi siger godmorgen, de nikker og smiler tilbage.

Dagen forsætter i god hastighed og snart er der pause.
Vi står i køkkenet alle sammen, men så vælger Louis, Liam og Zayn at gå.
Tilbage står jeg med Niall og Alex og Niall spørger så.

"Hvorfor er du bekymret for Maisie?"

Jeg får hurtigt kigger på Alex, som spidser øre. "Jo i nat vågnet jeg ved hun lå og vred sig, hun var helt svedig og hun begyndte også at ryste. Jeg troede hun var ved at blive syg eller noget, men så pludselig råbte hun: Nej. Stop. Lad Vær.
Jeg fik rusket hende vågen og hun begyndte at ryste endnu mere.
Hun fortalte at det bare var et mareridt, men jeg ved at det ikke var noget helt tilfældig mareridt, men hun ville ikke snakke om det. Jeg blev vildt forskrækket."

Jeg får igen kigget over på Alex, som lige i det samme er ved at få vand galt i halsen, så han begynder at hoste.

"Hey man, er du okay?" Spørger Niall.

"Ja, ja jeg har det fint. Tror lige jeg har behov for noget luft." Svarer han og sætter glasset fra sig og forlader derefter rummet.

"Hm ja det lyder da ikke helt godt." Niall vender sig mod mig og kigger på mig med et bekymret blik.

"Nej, og da vi kom hjem, så kunne hun ikke lade vær med at græde." Sukker jeg.

"Det vigtigste er, at du bare er der for hende." Klapper han mig på skuldren.

"Ja selvfølgelig." Sukker jeg igen.

**********

Det går nogenlunde på arbejdet i dag, har kun fået tabt få kopper, da jeg stadig er rystet over mit tilbage vende mareridt.
I pause spørger Kate ind til mig, men fortæller hende at alt er okay, men kan se hun ikke helt tror på det.
Det bare ikke nemt at fortælle, nu da jeg har holdt det hemmeligt i så lang tid og jeg stadig frygter han vil gøre mig noget, hvis jeg fortæller det.

Keith har igen opholdt sig på kontoret, så vi har ikke set meget til ham.
Og kl. er snart 13:30 og så smutter han, men igen så har jeg fri kl. 14.
Hvilket jeg glæder mig til.
Den sidste halve time går pænt langsomt, og da det bliver tids nok for mig at smutte siger jeg farvel til Kate og går rask hjem ad.

Jeg er godt på vej hjem ad, da jeg mærker nogle skygge mig.
Det gør mig vildt utryg og jeg tænker, at jeg ikke skal vise personen hvor jeg bor, så jeg begynder at gå hurtigere hen ad gaderne og får gemt mig i en gyde bag en skraldecontainer.
Ikke det bedste gemmested, men det er alt hvad jeg har nu.

Jeg håber på personen ikke har set mig, men jeg hører fodtrin komme i retning af mit gemmested.
Så jeg trykker mig mere sammen, men det ikke nok.
Personen stopper foran mig, jeg kigger op og stivner.

"Maisie? Hvad laver du?" Alex øjne stirre ind i mine.

Jeg bliver helt stum og aner ikke hvad jeg skal svare.
For vil ærligtalt ikke svare ham, så jeg kigger væk.
Han sætter sig på hug og begynder langsomt at føre sin hånd hen mod mig.
Mit hjerte banker og banker og jeg bliver dårlig igen.
Jeg når lige i sidste sekund og råbe.

"Ikke rør mig!" Han bliver forskrækket og trækker hånden tilbage.

"Vil du i det mindste ikke bare høre hvad det er jeg har at sige." Spørger han usikkert.

Jeg kigger op på ham, og tårene begynde. "Nej.."

Jeg rejser mig brat og han falder på røven. Jeg bevæger mig usikkert forbi ham og skynder mig ud på gaden.
Jeg begynder at løbe og når heldigvis hjem uden han er fuldt efter mig.
Da jeg kommer op i min lejlighed, smider jeg alt fra mig og skynder mig ind i soveværelset.
Jeg lægger mig på sengen og græder.

Ved ikke hvor længe jeg har ligget og grædt, men jeg hører døren bliver åbnet.
Jeg fryser i et sekund i frygt over, at han måske har fundet ud af hvor jeg bor alligevel.
Men da jeg hører Harrys dejlige stemme kalde efter mig, sukker jeg lettet op.
Døren til soveværelset bliver åbnet og efter få sekunder ligger han ved siden af mig.

"Mai?" Han stryger mig blidt over håret og jeg begynder igen at græde, mens jeg gisper.

"Hvad der sket Mai? Vil du ikke nok fortælle mig det?" Hans stemme er virkelig bekymret denne gang.

"Det kan jeg ikke.." Svarer jeg med hulk og gisp.

"Hvorfor ikke?"

"For så bliver det værst for mig selv." Han sukker og kysser mig på hovedet.

"Jeg kan bare ikke li' at du har det sådan."

"Det ved jeg, men det en stor hemmelighed jeg har båret på i så mange år nu." Sukker jeg og vender mig om på siden med ansigtet mod ham.

Han ligger hovedet tæt op af mit og kigger ind i mine grædefærdige øjne.
Hans hånd kommer op og tørre tårene væk, han giver mig derefter et kys på hvert øje og jeg kan ikke lade være med at smile og grine en smule.

"Har du det bedre nu?" Spørger han stille.

Jeg nikker og giver ham et kys.
Han lægger armen om mig og giver mig op til flere kys.

"Husk jeg er her for dig og når du er klar til at fortælle det, så vil jeg lytte." Smiler han og jeg giver ham et større kys med følelse.
Han er bare så fantastisk, en helt perfekt kæreste.