A New Beginning

Better Than Expected.

Så blev det endelig D. 25 - Juledag.
En dag jeg ellers havde set frem til, men nu godt kan være foruden.
Der har ikke andet end været diskusioner og skænderier mellem mine søskende og jeg op til i dag.
Vores forældre har brudt lidt ind for at få os stoppet, men det har ikke hjulpet meget.

Bare tanken om jeg skal holde jul med min mormor, morfar og dem gør mig trist.
Fordi jeg ved at jeg vil blive hakket på.
Ville sådan ønske min farmor og farfar ku' være her, men ved jo det ikke er muligt.
Jeg regner med at rejse tilbage til New York d. 27.
Farfar skal selv tilbage til hospitalet den dag, så jeg har lige i morgen til at se ham en sidste gang.

Når jeg havde en fri stund væk fra huset, rendte jeg over til dem.
De bor kun en kort gå gang væk fra os, så det skønt.
Da jeg besøgte dem den allerførste gang, siden jeg kom hjem lyste de helt op.
De vidste selvfølgelig ikke, at jeg var kommet hjem på ferie, men det glædet dem at jeg gad og besøge dem.
Men at se min farfar fængslet til sengen, var et hårdt syn.
Han har fået konstateret kræft og de ved ikke hvor længe han har tilbage.

**********

Vi sidder samlet om spisebordet og mor har stegt den sædvanlige kalkun og laver en masse andre lækre retter.
Vi spiser flittigt af maden og snakken går mellem dem, jeg vælger at tie.
For jeg ved at mine ord er er uvelkommende.

Senere på aften uddeler vi gaver og jeg får jo selvfølgelig ikke så mange som Joana og Casey, men det har jeg det sådan set fint med.
Da jeg ikke vil ha' for meget oppakning til hjem turen.
Resten af aften går med snakken og alle hygger sig lige bortset fra mig.
Jeg vælger at gå udenfor og da jeg kommer ud ringer min mobil og jeg svarer uden rigtig at se på skærmen.

> Maisie. <

> Maisie hvor er du? < Hører jeg hans stemme svarer med panik.

> Jeg er hjemme for at fejre jul med min familie. <

> Oh godt! Troede der var sket dig noget. < Han ånder lettet op. > Jeg står foran din dør og kunne ikke forstå, du ikke åbnet. <

> Oh.. < Er det enste jeg kan svare tilbage.

Hvorfor ringer han nu?
Troede slet ikke han gad mig mere.

> Hvornår kommer du hjem igen. <

> D. 27.<

> Super, så kan vi ses nytårsaften? <

> Desværre nej, har en aftale den dag. <

> Men hvem!? < Han lyder jaloux.

> Det kan da være ligegyldigt. < Svarer jeg koldt.

Der bliver en lang stilhed mellem os.

> Var der andet du ville? < Spørger jeg.

> Ville bare ønske dig glædelig jul. < Han lyder såret.

> Glædelig jul. < Ønsker jeg ham tilbage og lægger på.

Jeg ved ikke hvad der får mig til at opfører mig sådan.
Plejer at blive så glad når han ringer.

Aften får snart en ende og vi går alle til ro.
Heldigvis gik aften bedre end jeg havde forventet.

**********

D. 27.
Jeg er lige ankommet i New Yorks lufthavn.
Det skønt at være tilbage, jeg får hurtigt min kuffert og går ud og kalder på en taxa.
Der kommer en lige med det samme og jeg stiger ind og fortæller adressen og vi kører afsted.

Da den holder ind til siden, betaler jeg og stiger ud.
Der er mørkt i de fleste af lejlighederne i min blok, så jeg går ud fra at mine naboer er ude her over julen.
Jeg går op af trappen og da jeg kommer op til min etage taber jeg min kuffert, for det syn jeg møder overrasker mig.
Foran min dør sidder han og kigger på mig med bedene øjne.

"Hej Maisie."

"Øhm hej." Jeg er helt målløs, så kan ikke finde på andet at sige.

"Endelig kom du hjem."

"Hvor længe har du siddet der?"

"Siden du bare lagde på."

Hvad!?

"Hvorfor?"

"Ved jeg ikke, hvis jeg skal være ærlig."

Han rejser sig og går over mod mig.
Jeg tager nogle skridt tilbage idet han kommer tættere og tættere på mig.
Da jeg tilsidst støder på væggen og ikke kan komme længere, står han nu helt op af mig.
Hans udtryk i øjnene er en blanding af jalousi og vrede.
Han lægger hans pande mod min og kigger mig i øjnene.