A New Beginning

Proud.

Så blev det lørdag og det weekend, ugen har været god, men jeg kan dog stadig ikke helt forstå, at jeg virkelig skal leve mit liv her i New York.
Det en så stor forandring i forhold til min hjemby.

Jeg vågner og strækker mig, jeg ligger stadig på sofaen.
Orkede ikke at gå i seng i går efter han ringede.

Gud ja, han ringede!

Jeg låser min mobil op og kigger under opkald.
Der står hans nummer, det slet ikke til at forstå.
Jeg redigere hans kontakt til Café Latte Guy, da jeg jo ikke har fået hans navn af vide endnu.  
Griner lidt over det latterlige og barnlige navn, jeg valgte at give ham, men låser så min mobil igen og ligger den fra mig.

Jeg bevæger mig ud i køkkenet og finder noget morgenmad.
Sætter mig ved bordet og stirre rundt i rummet.

I dag skal jeg altså få pakket ud.

Da jeg har fået spist, skyller jeg tallerken af og sætter den over til resten af min opvask.

"Jeg skal også ha' vasket op." Sukker jeg.

Jeg klæder hurtigt om til noget afslapningstøj og går så ind i stuen og ser på alle papkasserne.
Det er helt uoverskueligt, men i gang skal jeg.
Jeg tænder for radioen, og finder en kanal og skruer lidt op.
Og så går jeg i krig med kasserne.

De første par kasser jeg får fat i er køkken ting, så jeg sætter dem ud i køkkenet og går så tilbage til stuen.
Jeg finder kasser med alt mit tøj og jeg har meget.
Dem sætter jeg ind i soveværelset, da jeg kommer ind i stuen igen, ser jeg min usamlet reol og jeg finder hurtigt mit værktøj, som min far gav mig som indflytter gave.

Den gang jeg åbnede gaven fra ham, var det ikke lige det jeg havde forventet, men nu er jeg faktisk glad for, at han valgte at give mig den.
Han har det med, at se mig lidt som en af drengene, hvis man kan sige det sådan og det har jeg det fint med, da han jo kun har fået piger og nok havde ønsket sig en dreng.

Jeg får den hurtigt samlet og sat på plads.
Da jeg står og kigger på den, er jeg faktisk stolt over, at jeg er så god til at samle ting.
Jeg finder kassen med diverse pynteting og får sat dem på plads på reolen.

Da jeg kommer længere ned i kassen, se jeg billederne af mine venner, jeg sætter mig på sofaen og kigger på dem.
Havde næsten glemt alt om dem, hvordan ku' jeg dog glemme dem.

Jeg kommer til billedet af min bedste ven og jeg.
Og jeg bryder ud i tåre, da min mobil ringer.
Jeg svarer med gråd stemme.

> Ja? <

> Er der noget galt Maisie? < Hører jeg stemmen sige.

Jeg smiler, da jeg får kigget på skærmen og kan se navnet Café Latte Guy.

> Nej slet ikke. < Jeg ligger billederne fra mig og tørre mine øjne.

> Er du sikker? <

> Ja. < Små griner jeg lidt.

> Okay. Øhm jeg ville bare høre om du skulle noget i dag? <

> Ikke andet end at få pakket mine ting ud. <

> Åh, du er måske tilflytter? <

> Ja, det godt og vel en uge siden nu. <

> Oh okay, så vil jeg ikke forstyrre. <

> Det helt i orden. <

> Jamen så farvel da, vi ses nu nok. <

> Ja, øhm vent! <

> Jaa? <

> Må jeg ikke få af vide hvad du hedder? Jeg har givet dig sådan et latterligt navn på min mobil, fordi jeg ikke vidste hvad du hed. <

> Hvad har du da kaldt mig? <

> Øhm. < Rødmer jeg. > Café Latte Guy.<

Jeg hører han bryder ud i latter og jeg bliver rød i hovedet, det så pinligt.
Men da han har grint færdig, siger han.

> Café Latte Guy er fint for nu. <

> Men? <

> Bye Maisie. <

> Bye. <

Han lægger på og jeg sidder bare og stiger ud i lokalet.

Hvorfor ville han ikke fortælle mig hvad han hed?

Dagen går i fuldedrag med at få pakket mine ting ud og da jeg endelig er færdig er klokken blevet mange.
Jeg kigger rundt i min færdig lejlighed og jeg stolt over, at jeg nået det hele på en dag.
Selvfølgelig var alle de store møbler på plads, så det var kun reolen, rullegardinerne og et par billeder på væggene jeg skulle ha' op.
Jeg smider mig i sengen, da jeg er helt udkørt over dagen og falder hurtigt i søvn.