A New Beginning

Finally.

1 uge senere.

Harry's P.O.V

Der nu gået en uge og Maisie er stadig ikke vågnet.
Doc. Dave siger at det er meget forskelligt hvor længe en person kan ligge i koma efter et chok, nogle kommer sig hurtigt, hvor andre kræver længere tid.
Jeg ville dog snart ønske hun vågnet, savner hende sådan.

Keith spurgte indtil hvad det med Gemma omhandlet, men sagde det ikke kom ham ved og han trak sig.
Ved godt det ikke var pænt af mig, men mit blod kogte stadig efter at se hvor få skrammer hun havde fået i forhold til Maisie.
Kate har besøgt Maisie lige så tit som jeg har, hun er lige så bekymret som mig.
Hvis vi begge var der tog vi en lur på skift, så vi ikke blev helt udkørte.

Det nu starten på anden uge og Maisies sår har helet sig rimeligt hurtigt, hendes forbinding om hovedet er taget af og hun ligner nu næsten sig selv.
Doc. Dave mener at hun snart burde vågne, så jeg besøger hende så tit jeg kan.
Glæder mig til at se inde i hendes smukke øjne, men frygter også lidt hvordan hun vil reagere når jeg fortæller hendes at vores kommende barn ikke længere er tilstede.
Sagde til Doc. Dave at hvis hun skulle høre om babyen, så skulle det komme fra mig og det havde han fuldt forståelse for.

**********

Efter hvad der føles som en lang og uendelig drøm i total stilhed begynder jeg at kunne høre en smule.
Det ikke meget og jeg kan heller ikke tyde lyden, men det lyder for mig som svage bip lyde og en masse brummen eller summen.
Kan også svagt høre en stemme, men ordene kan jeg ikke tyde lige nu.
Jeg mærker også lidt smerte nogle steder, men det ikke værre end at jeg godt kan holde det ud.

"Maisie ..... undskylde ..... Hvis Harry ..... så bliver det ..... men han forstår bare ..... og havde det ..... Han valgte ..... frem for hende ..... så gerne ..... imellem os ..... det søskendeforhold ..... men jeg ved .... Åh Maisie vær sød at vågne snart." Ordene begynder så småt at danne form i min hørelse og med den sidste sætning slår jeg øjnene op.

Men selv om mine øjne er åbne, så mit blik stadig sløret.
Jeg prøver at blinke et par gange og jeg begynder at se tingene tydligere.
Da mit syn bliver normalt får jeg set hvor jeg er, det ligner en hospitalsstue, men hvem er personen der syg.

"Mmm?" Er alt min stemme vil danne sig af lyd og ord.

"Maisie?!?" Gemmas ansigt kommer til syne foran mit, hun ser både overrasket, lettet og skræmt ud.

"Mma?" Min stemme vil stadig ikke danne ord og jeg mærker min hals er lige så tør som Sahara.

Jeg kigger rundt og ser et glas vand med et sugerør i stå på et rullebord ved siden af mig. "Nd."

Men Gemma forstår mig ikke, jeg prøver at løfte mit arm, men den er tung som beton, så jeg prøver med øjnene at give tegn til vandet, Gemma prøver i forsøg at følge mit blik og så går det op for hende.

"Nåe vand." Jeg nikker stille.

Hun tager vandet og føre sugerøret op til min mund, jeg suger stille vandet ind.
Men bare det gør lidt ondt, efter et par sug af vandet kan jeg mærke mine mund bliver mere sig selv.

"Gemma? Hvor er jeg?" Får jeg endelig sagt.

Men Gemma svarer ikke på mit spørgsmål, hun krammer mig istedet og jeg udgiver en svag lyd af smerte. "Åh undskyld Maisie."

"SLIP HENDE!" En mørk og dyster stemme bryder den ellers behagelige atmosfære imellem os og jeg får kigget på Gemma, hendes blik er skræmt for vid og sans og hun slipper mig hurtigere end man kan nå at tælle til 1.

I døren står Harry, hans blik er vredt, lettet, en smule såret og så alligevel kærligt.
Gemma løber i fuld fart ud af døren og Harry kigger ud på gangen efter hende.
Efter noget tid vender han blikket mod mig og hans blik er nu blevet varmer.
Han kommer hen til siden af mig og sætter sig på stolen.

"Mai! Du vågnet endelig." Han tager mig hånd og kysser den blidt.

"Vågnet? Hvad mener du?" Kigger jeg forvirret på ham.

"Kan du slet ikke huske det?"

Hvad snakker han om?
Det sidste jeg husker er, at jeg råber pas på til Gemma.

"Jeg forstår ikke hvad du mener jeg skal huske? Det sidste jeg husker er at jeg råber pas på til Gemma." Harrys øjne bliver forbavset og en smule såret.