A New Beginning

History.

Harry's P.O.V

"Hvad skete der da?" Spørger hun mig og jeg sukker.

Ved jeg har undgået dette emne, men det mere fordi det ikke er nemt at snakke om.
Men bliver vel nødt til at fortælle hende det og jeg begynder.

"Du ved jo at mine forældre blev skilt da jeg var 7 år, det kan du godt huske ikke?" Jeg kigger op på hende og ser hun nikker. "Ja, der var en helt speciel grund til at de blev skilt, nemlig Gemma."

"Gemma?" Hun lyder underende.

"Ja, Gemma var ikke noget helt almindeligt barn og det gjorde at de tit skændes når vi var blevet lagt i seng. Jeg husker dog ikke så meget fra da jeg var helt lille, men fra jeg var omkring de 5-6 år husker jeg tydeligt hvordan hun nogle gange flippet ud over de mindste ting, hun gjorde mig vildt bange." Sukker jeg. " Det var dog ikke hver dag hun flippet ud og fik anfald, så jeg havde dage hvor vi kunne lege sammen og på de dage følte jeg, at jeg havde en almindelig barndom."

"Var hun syg?"

"Syg og syg, hun havde en lidelse, som gjorde hende rastløs, lægerne kunne ikke finde ud af hvad hun fejlede, så det eneste de kunne hjælpe med var at hun fik beroligende medicin, som hjalp en smule. Nogle dage kunne de slet ikke få medicinen i hende, så på de dage måtte de spænde hende fast i sengen.
Det lyder hårdt, men det var det eneste at gøre og når hun havde raset af faldt hun som regel i søvn. Men til sidst blev det for meget for dem begge og de valgte at lade sig skilles. Lægen mente det var bedst for Gemma at hun blev hos min mor og jeg kom derfor med min far."

"Oh." Jeg kigger op på Mai og ser hendes fortvivlet blik, så jeg kysser hende blidt på kinden og hun kommer med et lille smil.

"Er slet ikke kommet til det værste. Gennem tiden fik jeg lov til at besøge min mor og Gemma, men nogle dage var det kun for en kort stund, fordi hendes anfald blev værre og værre. Mor søgte over alt på nettet efter en forklaring på hvad der kunne være galt med hende og hun opsøgte utallige læger, men ingen havde set noget ligende. Og nu til det værste." En klump danner sig i min hals, så jeg må synke et par gange.

"En dag hvor Gemma ellers havde det fint og jeg var på besøg, havde vores mor taget os med ud på en køretur.
Vejret var dejligt, så vi havde pakket bilen med en picnickurv. Bedst som vi er på vej får Gemma et af sine mildere anfald, som mor plejede at kunne snakke hende ud af, men da det ikke hjalp og Gemma begynder at sparke og slå til sæddet foran sig, er mor nød til at vende hovedet om mod os og hun holder derved ikke fokus på vejen, først i allersidste øjeblik får min mor vendt hovedet mod vejen i det en lastbil tuder af os, men det forsent, selvom min mor ellers prøver at undvige." En tåre løber ned af min kind, har slet ikke fortalt dette til nogle, jeg mærker Mais hånd ae mig blidt i håret, så jeg kigger op på hende og ser hendes øjenkroge står i vand, men hun sender mig ellers et varmt og tritsmådigt smil.

"Du behøver ikke at fortælle mere, hvis du ikke har lyst." Kysser hun mig på panden.

"Jeg kan ligeså godt fortælle færdig, nu hvor jeg er igang." Sukker jeg trist og fortsætter. "Bilen rammer sammen med forsnuden af lastbilen, men fordi mor også prøvede at undvige, så det kun hendes side der bliver totalt skadet, for i det hun undviger og vi rammer sammen, kaster det bagdelen af hvor vi sad væk fra resten af lastbilen. Min mor..." Tårerne løber ned at mine kinder og jeg bryder ud i gråd.

"Det okay Harry, jeg er her." Beroliger Mai mig.

"Min mor.. Hun omkom på stedet." Jeg begynder at græde mere og mere og jeg mærker hvordan Mai tager mig ind i hendes favn. "Gemma og jeg fik kun små skader og idet vi ramte sammen med lastbilen holdte Gemma op med sit anfald. Lastbil chaufføren kommer løbende hen mod bilen og jeg kan se ud af ruden hvordan han tager sig til hovedet, han ser os sidde bag i bilen og skynder sig at få os ud, han ringer så efter en ambulance og spørger så os af om der nogle han skal kontakte, jeg som ikke helt er klar over hvad der sket, svarer min far og da jeg kan huske hans nr. i hovedet fortæller jeg ham det og han taster det hurtigt ind.
I mens sidder jeg ved siden af Gemma et godt stykke væk fra og ser på vores smadret bil. Snart er ambulancen og min far der, han omfavner os og får så set bilen hvor ambulancefolkene er i fuld gang med at undsøge den og han falder på knæ og bryder sammen, en politimand snakker med chaufføren og snart vil politimanden have os ind til stationen. Men Gemma er ikke til meget hjælp og jeg er den der bliver udspurgt mest."

"Du behøver ikke fortælle mere." Jeg får kigget op på Mai og ser hendes kinder er helt våde. "Det gør alt for ondt i hjertet." Og hun bryder sammen i gråd.

"Men jeg jo slet ikke færdig?" Svarer jeg stille, mens tårerne også løber ned af mine kinder.

"Men jeg kan ikke klare at høre mere lige nu." Jeg nikker forstående og tørrer tårerne væk og kysser hendes kind blidt, vi ligger os tæt ind til hinanden.

Er kun glad for at den vigtigste person i mit liv lige nu ikke har forladt denne verden.
For det ville jeg ikke kunne klare, ikke engang til.