A New Beginning

Meeting With The Eyes.

Caféen åbner og alt fortsætter som det plejer.
Klokken nærmer sig 08.30 og jeg venter spændt på, at fyren skal komme ind af døren.
Men den bliver 08.35 og 08.40 og han kommer ikke.
Jeg studser lidt over det, da ellers alt andet har gået som det plejer.

Kate ser ikke ud til at undre sig, for lige i dag er der næsten fyldt op, og jeg kan sagtens mærke lidt stress, da jeg er den eneste servitrice jo.
Men er også glad for der endelig sker noget.

Flere og flere folk strømmer ind af døren og køen er snart så lang, at de står ud på gaden.
Kate har travlt bag disken, og jeg kan lige ane svedperler på hendes pande.
For ud over de bestillinger hun får fra folk i køen, så kommer jeg også med nogle fra folkene ved bordene.

Jeg høre dørklokken ringe, og jeg ser ud af min øjenkrog en person sætte sig ved det sidste ledig bord til en person.
Men da jeg ikke lige har tid til, at tage i mod personens bestilling, må det vente lidt.

Jeg skynder mig rundt mellem bordene, og overrækker de forskellige bestillinger, som Kate har fået lavet færdig.
Nogle folk er lidt sure over ventetiden, men de lyser op, når de endelig får deres bestilling.
I mellemtiden kan jeg godt mærke, at nogle holder øje med mig, men har ikke tid til at finde ud af hvem det er, da jeg har travlt.

Endelig får jeg tid til personen, der kom ind sidst.
Jeg tager min notesblok og pen op af lommen og går over mod personen.

"Hvad skulle det være?" Spørger jeg, mens jeg stadig kigger på min blok, klar til at skrive.

"En Café Latte." Hører jeg stemmen sige, og jeg genkender den straks.

Jeg kigger overrasket op fra blokken og mine øjne møder hans, jeg kigger hurtigt ned igen og skriver med rystende hånd Café Latte til bord 2.
Jeg kigger op og ser hans øjne stadig er rettet på mig, jeg prøver at smile sødt til ham og nikker.

Jeg vender mig rundt og kan mærke hans øjne følger mig.
Da jeg kommer til disken overrækker jeg ordren til Kate, som kigger noget underligt på den og spørger.

"Hvad skal der stå her?" Hun giver mig sedlen tilbage og først der kan jeg se, at ordene slet ikke giver mening.

"B- Bord 2 skal have en Café Latte." Får jeg fremstammet.

Kate kigger ned mod bord 2 og gør store øjne, men nikker og skriver det ned under det jeg prøvede på at skrive.
Jeg vender mig rundt og jeg kan se han kigger ud af vinduet.
Så jeg ånder lettet op og fortsætter med at tage af bordene og overrække bestillinger.

Endelig bliver der ro på dagen og klokken er næsten 11.
Der har været så travlt, at jeg slet ikke har observeret, at Keith er mødt.

Kate bliver færdig med Café Latten og stiller den på disken.
Jeg stiller den op på bakken og bevæger mig ned mod bord 2, hvor han sidder.
Han kigger stadig ud af vinduet og giver en hop, da jeg sætter koppen foran ham.
Jeg smiler til ham, så godt jeg nu kan og siger.

"Værsågod." Han giver mig et svagt nik og kigger så ud af vinduet igen.

Hvorfor er han først kommet nu og sat sig ved et bord?
Mon der noget som plager ham efter gårsdagens episode?
Jeg må finde ud af mere.

Kate kalder på mig og jeg kommer tilbage til virkeligheden.
En person har fået smadret en kop på gulvet og kaffen løber hen af gulvet.
Så jeg henter klud og spand.

Jeg samler den skåret kop op og bære det forsigtig ud bag ved, hvor vi har en stor spand til ødelagt stel.
Derefter går jeg tilbage og vrider kluden op og tørre den spildte kaffe op, der i løbet af den korte tid er løbet langt hen af gulvet.

Jeg er ikke lige opmærksom på hvor i lokalet jeg befinder mig, og da jeg så får kigget op, møder jeg hans øjne igen.
Jeg får lidt røde kinder og kigger ned mod gulvet igen og lige i det samme rejser han sig og går op mod Kate og betaler for sin Café Latte.
Jeg rejser mig og går ud bag ved og vrider kluden op i rent vand og hælder det beskidte ud i vasken.

Hvorfor rødmer jeg nu?
Stop det, du har ikke tid til, at være forelsket.

Da jeg kommer tilbage ud i Caféen, er han gået og jeg ånder igen lettet op.
Kate kigger undrende på mig, men spørger ikke ind til det.

Det er endelig blevet middag og ved denne tid kommer der sjældent nogle ind, så vi tager os altid tid til at holde en pause og snakke lidt.
Vi ser dog aldrig noget til Keith, han opholder sig på sit kontor hele dagen og omring 13.30 går han hjem.
Så det er altid Kate der slukker og lukker.
Kassen tæller hun op og ligger det ind i pengeskabet på Keiths kontor.

De sidste par timer inden lukketid, kommer der kun nogle få ind, og da klokken er tæt på fyraften, siger jeg farvel til Kate og smutter hjem ad.

**********

Da jeg kommer hjem skifter jeg tøj og ser på klokken, den er 16 og jeg beslutter mig for at ringe til min mor.
Jeg finder hende under seneste i min mobil og efter kort tid tager hun den.

> Hello. < Hører jeg min mors stemme sige.

> Hej mor, det Maisie. < Svarer jeg.

> Mai! < Udbryder hun. > Hvordan har du det? <

> Jeg har det fint. <

> Hvordan er New York? <

> Det er en stor by, så det skal jeg lige vænne mig til. <

> Hvad med dit arbejde? Hvordan går det på det? <

> Det går fint, jeg har en rigtig sød kollega, men chefen ser vi dog ikke meget til.
De første par dage har været stille, men i dag havde vi travlt. <

> Det da rart at høre, men vi savner dig sådan her hjemme. Hvornår kommer du og besøger os? < Jeg kan høre i min mors stemme, at hun faktisk ikke rigtig mener det.
Lige siden Casey blev født, har jeg kunne høre, når hun ikke mente de ting hun sagde til mig.

> Det ved jeg ikke endnu, vil godt lige falde ordenligt til her i New York og får min økonomi op og køre. <

> Forståeligt, bare tag den tid du behøver. < Jeg kan høre på hendes stemme, at hun faktisk er lettet over, at jeg ikke vil besøge dem inden for den nærmeste tid.
Og det hader jeg hende lidt for.

Man burde mene, at alle børn skulle blive elsket lige meget, men ikke i hendes tilfælde, da kommer Casey først, så Joana og mig på sidste pladsen og jeg er endda første født.

> Når, men jeg må smutte nu mor, dagen har været lang og trættende, vi kan altid snakkes ved. <

> Ja selvfølgelig Mai. Hej hej. < Jeg hader når hun kalder mig Mai.

> Hej, hils de andre fra mig. <

> Det skal jeg nok. <

Jeg lægger på og smider mig på sofaen. Jeg ved hun giver beskeden videre til min far, da mine to søskende er ligeglade med hvor i verden jeg er.

For dem kunne jeg lige så godt være død, ja det lyder hårdt, men pga. aldersforskellen mellem os, så har de to haft mere glæde af hinanden og jeg blev holdt udenfor.
Jeg lukker mine øjne i og falder hurtigt i søvn.