A New Beginning

Wake Up.

Harry's P.O.V

"Harry vågn op, vi er her nu." Niall rusker i mig, jeg må været faldet i søvn.

"Hvor er vi?" Spørger jeg søvnigt og usikkert.

"Ved hospitalet i Boston, kan du ikke huske det?"

Jeg bliver straks lysvågen, jo jeg husker det tydeligt nu.
Opringning fra doktoren og meddelelsen om at Maisie ligger på ICU.
Mine øjne kigger skæmte på Niall og han ser det tydeligt.

"Kom Harry, hun har brug for dig." Hans blik prøver at virke beroligende, men kan se han er lige så skræmt.

Vi stiger ud af bilen og bevæger os mod indgangen til hospitalet, det er rigtigt sent om aften måske er det nat, jeg har slet ikke styr på klokken lige nu.
Svingdørene drejer rundt og vi bevæger os ind af dem.
Inde i forhallen falder mit blik straks på Keith og Kate som sidder ved siden af ham.
De kigger begge ned i deres skød og er meget bekymret.
Jeg går med usikre skidt over mod dem og Kate er den første som kigger op og ser mig.

"Oh Harry!" Udbryder hun sønderknust, hun får rejst sig alt for hurtigt og faldet straks på gulvet.

Folk omkring os kigger forskrækket på hende og nogle sygeplejesker skynder sig hen og hjælper hende op, de spørger om hun er okay og det forsikre hun dem i at hun er.
Hendes blik finder mit og hun bryder sammen, jeg skynder mig hen og omfavner hende.
Hun ryster i min favn og selvom hun forsøger at tale, kommer der ingen ord ud.

Keith har rejst sig nu og hans hånd hviler på min skulder. "Harry følg med mig."

Jeg ved ikke om jeg parat til og se hende, men jeg ved at jeg er nødt til og være ved hendes side lige meget hvad.
Keith fører vej hen til elevatoren og snart er vi på vej op til etagen hvor Maisie ligger.
Vi kommer ud på gangen hvor læger og sygeplejesker render forvirrende rundt imellem hinanden.
En læge ser os og kommer hen mod os.

"Harry Styles?" Stemmen bliver straks kendt i mine ører, det er stemmen der gav den forfærdelige meddelelse og den tilhører Doc. Dave Colton.

"Ja, det mig." Min stemme er rystende.

"Følg med mig." Han bevæger sig hen af gangen og jeg følger stille med ham.

De mange læger og sygeplejesker baner sig vej mens vi går, det hele foregår i slow motion i mine øjne og tiden føles uendelig langsom og mine skidt føles tungere og tungere.

"Så er vi her." Hans stemme er meget beroligende, som om han har gjort det her mange gange før og ved at han er nødsaget til og bevare roen for ikke at få de pårørende til at panikke.

Jeg kigger skræmt på ham, jeg føler mig slet ikke klar til og se hende, han bemærker det hurtigt. "Hvis du har brug for jeg går ind med dig, så er det helt okay."

Jeg ryster på hovedet. "Nej, jeg må gøre det her selv."

Han nikker i forståelse og træder lidt til siden, jeg stiller mig foran døren og kigger på det blanke dørhåndtag, inde bag denne dør ligger Maisie.
Jeg rækker ud mod håndtaget og drejer det stille mod højre, døren siger en klik lyd og jeg åbner døren stille, bip lyde og brummen fra maskiner fylder straks mine ører og jeg stivner.

"Harry, jeg er her hvis du har brug for hjælp." Jeg kigger mig over højre skulder og ser ind i Nialls blå øjne, som har fået et mere beroligende blik, jeg nikker til ham og åbner døren helt og går ind.

Mit blik ser straks Maisie ligge i sengen, hun har forbinding rundt om hovedet, et drop i hendes højre hånd, iltslanger i næsen og rifter og sår flere steder i ansigtet og på armene, maskinen der måler hjertet bipper hvert sekund.

Mine øjne løber straks i vand og jeg falder på knæ ved siden af hende.
Jeg tager forsigtigt hendes venstre hånd, den er helt slap, mine øjne finder vej op til hendes ansigt.
Hun har lukket øjne og ser næsten helt død ud, hvis ikke maskinen der måler hendes hjerte bippede, så var jeg sikker i at hun ikke var tilstede mere.
Jeg får rejst mig op og aer hende blidt over kinden, mine læber kysser hende derefter blidt på munden og en tåre lader på hendes kind.

**********

Der bliver forsigtigt rusket i mig, jeg åbner mine øjne stille og ser Niall.
Jeg retter mig op, min hånd har stadig fat i Maisies.
Da jeg får kigget rundt i lokalet ser jeg at Keith, Kate, Doc. Dave og nogle sygeplejesker også er her, men ikke Gemma.

"Hun ligger i koma lige nu, men hun skal nok vågne. Kroppen har bare fået et chok og den er derved gået i koma." Doc. Dave bryder stilheden og jeg kigger over på ham.

"Hun havde nogle få indre kvæstelser som vi har fået styr på og hun er nu ude for livsfare. Hun blødte dog kraftigt fra underlivet, men vi kunne ikke finde årsagen til det." Mine øjne bliver store.

"Ba.. Babyen." Mine stemmer knækker og jeg kigger på Maisie sovende ansigt.

"Babyen?" Doc. Daves stemme bliver forundrende.

"Vi ventet os, hun var kun få uger hende." En tåre triller ned af min kind, jeg hører små gispe lyde fra nogle af sygeplejskerne.

"Oh, det jeg sørme ked af at høre." Jeg kigger op på Doc. Dave.

"Betyder det så hun ikke kan få flere børn?"

"Nej, hun vil sagtens kunne blive gravid igen, I skal nok bare vente lidt med at prøve, så kroppen ikke få flere chok." Jeg nikker i forståelse og bliver en smule gladere.

"Hvad med den anden person? Min søs.. Gemma?"

I det samme går døren op og ind kommer Gemma.
Hun har kun få rifter i hovedet og ser slet ikke halvt så såret ud som Maisie.
Mit blod begynder så småt og koge, hun stivner da hun ser mig sidde ved Maisies side.

"DIG! IGEN ER DET DIG SOM ER MED TIL AT ØDELÆGGE DET VIGSTIGSTE I MIT LIV!" Min stemme hæver sig og alle i rummet bliver forskrækket.

Jeg rejser mig hårdt fra stolen og går med arrige skidt over mod Gemma, som har fået et bange udtryk i ansigtet. "Harry, nej du må ikke! Det ikke min skyld, den kom ud af det blå, jeg kunne ikke nå at undvige."

"UNDSKYLDER FINDES DER MANGE AF, LIGESOM DENGANG MED MOR!" Jeg begynder at råbe og hun træder skidt tilbage.

"Dengang med mor var ikke min skyld, du kendte hende ikke, du boede ikke med hende som jeg gjorde, du valgte selv far frem for hende - det var din skyld i sidste ende!" Hun begynder så småt at hæve sin stemme.

Min skyld!
Hvordan kan det være min skyld.
Jeg kendte min mor og hun ville aldrig gøre sådan noget.

"MIN SKYLD! DU KAN TRO NEJ, JEG KENDTE MOR!" Råber jeg.

"Nej! Du gjorde så ej!" Gemma hæver også sin stemme mere, jeg hæver min hånd, klar til at slå hende.
Men Niall standser mig, jeg kigger arrigt på ham.

"Harry, ikke nu." Han kigger alvorligt på mig og jeg bliver mere rolig.

"Få hende væk her fra. Hun skal ikke være i nærheden af os. Få hende VÆK!"

Keith reagere hurtigt og fører Gemma væk.
Jeg sætter mig ved Maisies side igen og tager hende livløse hånd og aer den blidt.
Mine læber kysser den derefter og jeg hviler mit hoved ved den.

Mai! Please vågn snart op.