A New Beginning

The Realization.

Står nu foran Harrys dør.
Kan høre musikken spille, så det tyder på han er hjemme.
Hele turen her over, håbet jeg lidt på han ikke var, men nu da jeg står her, ja så er der ingen vej tilbage.
Var et nervevrag i taxaen og mine hænder var svedige og det er de forresten stadig.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til ham og om han overhovedet vil se mig.
Men jeg er nødt til at få orden på det her.

Jeg strækker min arm hen mod dørklokken og gør klar til at trykke på knappen, men noget i mig får mig til at stoppe få cm fra den, så jeg trækker armen til mig igen.

Det var en dårlig ide.
Det nok bedre at vente lidt.

Mit hjerte hammer og jeg træder et skridt tilbage og skal til at gå væk,
da døren bliver åbnet og mit blik møder Harrys
Jeg får en klump i halsen og kan se han tydeligt er overrasket over at se mig.
Han ser bedre ud end sidst jeg så ham, men igen han har jo også Blair nu.

"Ma.. Maisie?" Han stemme ryster.

"H.. Hej." Jeg ryster selv i stemmen.

"Hvad laver du her?"

"Ja.. Jeg... Sku' til at gå.." Jeg kan slet ikke få det sagt.

"Er du sikker?" Spørger han blidt.

"Ja... Eller.."

"Eller?"

"Der var faktisk noget jeg ville snakke med dig om.." Får jeg endelig sagt med et stort sug i maven.

"Kom ind.."

"Men hvis du er på vej ud, kan det sagtens vente.."

Hvad!? Hvorfor sagde jeg nu det!?

"Nej, kom bare ind."

Han gør plads, så jeg kan komme ind, så jeg træder forsigtig ind gennem døren.

Nu går det løs, ingen vej tilbage.

"Så? Hvad vil du snakke om?" Jeg vender mig rundt og får set han virker ret nervøs.

"Joo... Altså.. Det handler om.." Jeg trækker vejret dybt.. "Om os og Niall.." Han kigger på mig, hans blik indikere at ordet Niall, gør ham vred.

"Hvad vil du snakke om ham for.." Hans stemme bliver dyster.

Jeg trækker vejret dybt og puster ud. "At... At der intet er mellem ham og mig, vi er kun venner."

"Ja så!?" Han blik bliver mørkt.

"Ja, ved du har været fjern over for ham.. Og han vil ikke ha' du skal hade ham, derfor er jeg her." Han svarer mig ikke, hans dyster og mørke blik stirre direkte på mig og gør mig virkelig utryg.

"Så please ikke had ham, han er din ven jo ikke?"

"Ven!? Yeah right.."

Hvorfor vil han ikke tro mig?
Niall er bare en ven, en rigtig god ven.
Det jo for fa'en ham jeg kan li'.

Der slår det mig, jeg kan li' ham.
Jeg har været så blind og blændet af min fortid, at det slet ikke er gået op for mig.
Det har hele tiden været ham, lige fra den første gang, jeg så ham træde ind af døren til Caféen.

Jeg træder med hastige skidt hen mod ham og svinger mine arme om hans hals og trækker hans ansigt ned mod mit og planter mine læber mod hans.
Den samme følelse kommer frem igen, ligesom første gang da jeg kysset ham.

Da jeg trækker mig tilbage og møder hans blik, ser han på mig med overraskende øjne.
Jeg små griner lidt og læner mig ind til endnu et kys.
Han kysser tilbage og lægger sine arme rundt om mig og trækker mig længere ind mod ham.
Men kysset varer ikke ved, for vi bliver afbrudt af en stemme som råber.

"HARRY!?"

Vi kigger begge to mod døren og der står Blair, tøsen jeg så kysse ham og selvom han kyssede igen, så betyder det intet nu.

"Blair..."

"Jeg troede.. Jeg troede det var os igen." Begynder hun at græde

"Der har aldrig været noget os." Hans stemme bliver seriøs.

"Men kysset?" Hulker hun.

"Kysset du forced on me. Ja det betød intet." Jeg kigger op på ham.

Så hun tvang ham til det.

"Vær sød at gå nu."

"Men.." Hulker hun.

"Bare gå." Han trækker mig tættere på ham, og hun sender mig et blik og forsvinder ud af døren.

"Undskyld." Vores blik mødes og han giver mig et undskyldende blik.

"Du behøver ikke undskylde." Kysser jeg ham på munden.

"Såå?" Rødmer han i stemmen.

"Såå?" Små griner jeg.

"Hvad betyder det her?" Hans kinder bliver svagt røde.

"Hvad vil du ha' det til at betyde?" Smiler jeg.

"Det ved du vidst godt." Smiler han tilbage.

Han sætter et stykke hår bag mit øre og fører mit ansigt tæt på hans igen.
Vi hviler vores pander mod hianden og holder blikket.
Det er en skøn følelse.

"Lover du så ikke at hade Niall?"

"Selvfølgelig, vil da aldrig ku' hade ham, han er den eneste ven som forstår mig fuldt ud." Jeg smiler til ham.

"Kom her."

Han kysser mig på munden og ned af halsen, så jeg begynder at små grine.
Han stopper ved min skuldre og trykker sit ansigt ned i mit hår

"Har virkelig savnet dig Mai."

En tåre baner sig vej i min øjenkrog.
Selvom jeg hader at blive kaldt Mai.
Så gør det mig ikke noget, når det ham.
Jeg kører mine hænder igennem hans hår.

"Har også savnet dig." Sukker jeg lettet. "Men er her nu, det er det vigtigste."

"Jaa." Sukker han selv lettet ned i mit hår.