Jeg vender mig rundt og går hen og sætter mig i sofaen ved siden af ham.
Han har fundet en film, som han er dybt koncentret i og jeg begynder pludselig, at blive lidt nervøs.Børnene gjorde det nemmere, at være omkring ham, da de tog det meste af hans opmærksomhed,
men nu hvor de sover, så ved jeg ikke hvad vi skal snakke om.
Han river sig løs fra filmen og retter sit blik mod mig."Er der noget galt?" Spørger han.
"Nej, slet ikke." For jeg svaret med knækket stemme.
"Er du sikker? Du virker nervøs."
"Ja, jeg er sikker." Jeg rejser mig brat og bevæger mig hen mod døren ind til soveværelset.
Jeg åbner forsigtig døren og kan svagt se deres sovende ansigter i mørket. Jeg går hen til mit skab og åbner det forstigt, så det ikke laver for meget larm og tager et tæppe ud.
Da jeg for lukket døren til igen og vender mig rundt, er jeg ved at støde ind i ham.
Jeg giver et lille hop.
Hans hænder tager fat om mine arme og han kigger på mig med et uroligt blik."Er det mig? Skal jeg gå?"
"Nej, det ikke dig."
Det er ham, men det vil jeg ikke fortælle ham.
Han giver slip igen og går til siden.
Jeg går over til sofaen og lægger tæppet over armlænet."Vil du sove nu?" Spørger han.
"Nej, det for tidligt."
Jeg sætter mig og han kommer over og sætter sig et godt stykke væk fra mig.
Hvorfor skal det være så svært, at snakke med ham?
Jeg vil virkelig gerne snakke med ham, men jeg ved ikke om hvad.
Der bliver en akavet stilhed i mellem os i et godt stykke tid.
Men så slår det mig."Hvorfor har du slet ikke været forbi i den her uge?" Spørger jeg ham med et seriøst udtryk. Han bliver lidt forskrækket over mit pludselige spørgsmål og kigger så på mig.
"Hvad?"
"Hvorfor har du ikke været forbi i den her uge?" Spørger jeg igen, lidt halv irriteret over, at han ikke hørte mig første gang.
"Jeg." Stopper han.
"Jeg hvad?"
"Jeg har mine problemer okay!" Han kigger vredt væk.
Oh no!
Jeg bliver helt flov og kigger ned i mit skød. "Undskyld."
Kan skimte, at han rykker sig tættere på mig og jeg mærker hans hånd hvile på min ryg.
"Nej, det mig der undskylder." Han stemme sender et rus igennem min krop og jeg kigger op på ham.
Han smiler et uskyldig smil og jeg rødmer.
Der så tæt på hans ansigt for anden gang, kan jeg lige ane hans dimples og jeg ser nu helt klart hans smukke grønne øjne.Han læner sig tilbage i sofaen og retter sit blik mod tv'et, han fjerner sin hånd fra min ryg og det får mig til, at sukke på en lidt ulykkelig måde, men ikke så højt, så han kan høre det.
Jeg læner mig selv tilbage og min skuldre støder ind i hans. Jeg kigger undskyldende op på ham og han trækker på skuldrene og giver mig et smil.
Vi sidder i stilhed og ser filmen.Det faktisk dejligt, at have nogle omkring sig, da det godt kan virke ensomt ind i mellem.
Jeg kigger op på ham og ser hvordan hans ansigtsudtryk ændre sig til de forskellige ting, der sker i filmen.
Han er vildt cute, at se på.Nej stop Maisie!
Du skal ikke blive forelsket!Jeg ryster på hovedet og han kigger undrende på mig, så jeg giver ham et smil.
Han smiler tilbage og vender så blikket tilbage til filmen.Filmen varer lang tid, så uden videre at tænke mig om, hviler jeg mit hoved på hans skuldre.
Da det hurtigt går op for mig hvad jeg har gang i, begynder jeg at løfte det op, men jeg mærker hans hånd på mit hoved og da jeg hviler det igen, giver han slip.Efter hånden som mine øjne bliver mere og mere trætte og jeg ikke længere kan holde dem åbne til filmen, lader jeg dem glide lige så stille i.
Jeg vågner senere hen og kan mærke jeg ligger ned.
Han må ha' lagt mig ned, efter jeg faldt i søvn.
Hvor er han dog sød.Jeg kan lige se, at han ligger på gulvet med en pude.
Så jeg rejser mig forsigtigt og gå ind og henter et andet tæppe, som jeg går over og lægger om ham.
Jeg lægger mig igen på sofaen og putter mig under tæppet og falder i søvn igen.**********
Det er blevet søndag og jeg vågner ved små snakken ude fra køkkenet, så jeg strækker mig og går stille der ud.
Min sanser mødes med duften af bacon, og ved komfuret står han.
Børnene sidder pænt ved bordet og spiser."Godmorgen Maisie." Smiler han til mig.
"Godmorgen." Svarer jeg søvnigt.
"Håber det okay, at jeg har lavet morgenmad?"
Jeg nikker og sætter mig ved bordet.
Han kommer over med tallerken og jeg smiler til ham.
Han sætter sig og sammen spiser vi."Hvad tid kommer mor?" Spørger Caleb mig.
"Kl. 12." Svarer jeg.
"Hvad er klokken nu?" Spørger han igen.
Jeg kigger på kl.
"Den er 09, så om 3 timer kommer hun."
"Okay."
Vi får spist færdig og jeg får givet dem tøj på og ordner Maddies hår og klæder så selv om.
Jeg pakker deres tasker med tøj og stiller dem klar i gangen."Når jeg må også se, at komme afsted." Han siger farvel til børnene.
"Behøver du det?" Spørger jeg.
"Ja, jeg skal mødes med nogle venner."
"Nåe okay." Han giver mig hånden.
"Husk nu hvad vi snakket om ikke børn?" Blinker han ned til dem, de nikker begge to.
"Hvad det I har snakket om?" Spørger jeg nysgerrigt.
"Det hemmeligt." Svarer Maddie drillende.
Hmm?
Han vinker farvel til os alle sammen og forsvinder så ud af døren.
Imens vi venter på at Kate skal komme og hente dem, for de lov til at lege og se tv.
Tiden går hurtigt og der lyder et ding-dong.Jeg åbner og der står Kate.
Hun giver mig et kram og børnene kommer løbende og omfavner hende."Nåe, har I opført jer pænt." Spørger hun.
"Jaa." Svarer de begge i kor.
"Har I haft det sjovt?" Spørger hun så igen.
"Ja mægtig skægt, Maisie må godt passe os en anden gang." Siger Caleb og smiler op til mig.
Jeg smiler tilbage og kigger så på Kate.
Hun er helt rørt og krammer mig, så jeg næsten ikke kan få vejret.Vi får pakket deres legetøj sammen og siger så farvel.
Jeg vinker til dem fra vinduet og kigger efter bilen.Det var så det, jeg kigger rundt i den tomme lejlighed.
Man kan hurtigt blive vant til, at have nogle omkring sig.
Jeg ser tæppet han sov med, ligge pænt lagt sammen over armlænet, jeg går hen og tager det op og dufter til det.
Det dufter af ham, så jeg sætter mig i sofaen og lader mine sanser blive fyldt.
Resten af dagen bruger jeg på ren afslapning og slutter dagen af med at gå i seng.
DU LIEST GERADE
A New Beginning
FanfictionMaisie er flyttet fra den stille by Marion i Iowa til den travle by New York hvor hun kender ingen. Byen er stor, så vil hun mon kun klare den stressede hverdag, som servitrice på en lille café? Hvem vil hun møde? En god ven, en arrogant person el...