A New Beginning

Strange Things Is Happening.

2 måneder senere.

Det slet ikke til at forstå.
For 2 måneder siden flyttede jeg til New York og jeg kan sige så meget nu,
at jeg ikke har fortrudt det.
Er simpelthen så glad for at bo her og jeg er allerede faldet godt til både på arbejdet og i selve byen.

Der er dog ikke sket det vilde, har passet Kates børn ind imellem, når hun havde brug for en fri weekenden og har snakket med ham over mobilen af og til.
Men han er blevet væk fra Caféen og har heller ikke set ham siden han hjalp første gang med børnene. Tror på en måde at hans sendebud er den blonde håret fyr, som må være en af hans venner.
Han har nemlig kommet og bestilt en Café Latte hver dag i disse måneder.

Jeg indrømmer gerne, at jeg savner ham omkring mig, ikke på kæreste måden, men "vennemåden".
Prøver at få ham overtalt til at mødes, når jeg snakker med ham, men han har altid en undskyldning for, at han ikke kan og det såre mig en smule.

Keith er dog begyndt at opføre sig mærkeligt, han er begyndt at deltage i serveringen bag disken og jeg kan mærke han følger mig med øjnene.
Kate derimod ser ud til at nyde det, fordi hun bliver mindre stresset, hvor jeg derimod har fået meget af se til.
Vi har haft så mange kunder, at man skulle tro nogle havde lavet stor reklame for Café Morgan.

Hvad angår min familie har jeg ikke snakket med dem eller tænk på dem, kun når jeg har fortalt ham om mig.
Han vil kun vide ting om mig, når vi snakker og jeg er ærligtalt ved at løbe tør for hvad jeg skal fortælle ham.
Men når jeg spørger ind til ham og hans liv, så vil han ikke fortælle det ellers siger han, at det kan jeg få af vide senere, men hvornår er senere?

**********

Det er nu midt i December og New York er pyntet med julelys og sneen er så småt begyndt at falde, det er sådan et smukt syn og hvad kan jeg sige, jeg elsker julen.
Jeg regner stærk med, at tage hjem og fejre jul og blive der et par dage, inden jeg rejser tilbage inden nytår.
Keith vil med sikkerhed give mig lov, da jeg har arbejdet så hårdt og har også hørt ham snakke om, at han vil ha' lukket ved jul og nytår, så tager en snak med ham i morgen.

Jeg siger farvel til Kate og smutter ud i det kolde vintervejr, det sner igen og de små fine snefnug lægger sig fint på mit hår, mens jeg går af sted.
Der er ikke så mange på gaden i dag, så for engangskyld kan man komme frem.

Jeg stopper ved et kryds og venter på den bliver grøn, så jeg kigger op på den ny faldende sne, det et vidunderligt syn, da den endelig bliver grønt, kommer en fyr farende i fuldfart og støder ind i mig, så det næsten vælter mig omkuld.

"HEY!" Råber jeg efter ham
Han stopper og kigger på mig og jeg synes jeg kan genkende ham.

"Undskyld hvis jeg ramte dig."

"Ja, men det okay nu."

Han begynder at gå videre og sætter farten op og jeg prøver at følge med i hans tempo, men det er svært.
Han drejer ned af en gade og forsvinder ind i en stor bygning.

Der er et stort skilt og på det står der Sony Music.
Jeg går forsigtigt ind af sving dørene og kommer ind til en stor hal.
Den er vildt smuk og midt i rummet hænger der en kæmpe lysekrone.
Ved skranken sidder der en receptionist, hun har travlt med at besvare opkald.

"Sony Music, du taler med Clara." Kan jeg hører hun svarer.

Jeg helt overvældet af det hele og står bare og glor.

"Undskyld?" Hører jeg meget svagt en stemme sige, men jeg er helt væk.

"Undskyld!?" Hører jeg stemmen sige igen, denne gang højere og mere tydeligt.

Jeg kigger rundt og mine øjne mødes med receptionistens.

"Øh, ja." Svarer jeg kejtet.

"Har du en aftale?" Spørger hun.

"Aftale øhm nej?" Svarer jeg mere som et spørgsmål.

"Så må jeg bede dem om at gå."

"Jeg fulgte bare efter ham, der gik her ind, jeg ville bare snakke med ham."

"Ja, det jo så svært at finde ud af nu, da der kommer mange folk ud og ind af den dør." Hun virket pludselig mopset.

"Ja, okay det kan jeg så godt se." Da jeg næsten er kommet helt hen til sving dørene, hører jeg en bekendt stemme.

"Maisie?"

Jeg vender mig hurtigt rundt og ser ham stå der helt overrasket.

"Øhm hej." Min stemme er ved at bryde ud i gråd. Har bare savnet at se ham så meget.

"Hvad laver du her?"

"Jeg.. Jeg fulgte efter en jeg synes virkede bekendt."

"Hmm okay, men du burde ikke være her." Han virker fraværende.

"Hvorfor ikke?" Spørger jeg undrende.

"Det kan jeg ikke fortælle."

"Hvad laver du så her?"

"Jeg arbejder her."

"Oh okay."

"Ja, men du må heller se at komme afsted."

"Ja øhm må jeg nok heller."

Da jeg kommer ud på gaden igen og kigger ind af de store vinduer, ser jeg ham stå og snakke med ham jeg fulgte efter, han virker sur på ham og de forsvinder ind i en elevator.

Jeg står stille i nogle sekunder, for at finde ud af hvad der lige skete, jeg kan mærke mit hjerte slå på fuld hammer, så jeg tager nogle dybe vejrtrækninger for at falde til ro igen.
Det var så underligt, at se han igen efter så lang tid, at jeg næsten havde glemt, hvordan han kunne få mig til at føle, men jeg tænker hele tiden til mig selv.

Du skal ikke falde for ham.

Jeg begynder at bevæger mig langsomt hjemad.
Da jeg endelig kommer hjem, skifter jeg hurtigt tøj og smider mig på sofaen med et tæppe over mig.
Det stadig ikke helt gået op for mig, at jeg så ham for kort tid siden.

Jeg orker ikke at spise noget og jeg har heller ikke lige overskud til at gå i seng.
Har mest lyst til bare at ligge her på sofaen og kigge ud i mørket.