A New Beginning

Stronger.

Harry's P.O.V

Jeg vågner ved at der bliver rusket stille i mig.
Føler jeg har drømt en af de mest underlige drømme, men det går snart op for mig at det er virkeligt.
Mai er vågnet og det er hende som rusker stille i mig.

"Harry, lægerne skal undersøge mig."

Jeg får kigget over på lægerne, som ser noget irriteret ud i hovedet og de virker til at have travlt.
Ville ønske de ikke skulle undersøge Mai lige nu, jeg har mere at fortælle om min fortid.
Men jeg rejser mig fra sengen og når nærmest kun lige det, før de kaster sig over Mai.
En sygeplejerske beder mig vente uden for og jeg gør modvilligt hvad der bliver sagt.
Forhænget bliver trukket for, så jeg ingenting kan se.

"Harry?" En bekendt stemme lyder ved siden af mig og jeg kigger og ser det Kate. "Hvad der sket?"

"Mai er vågnet." Et smil danner sig på mine læber.

"Er hun det!" Udbryder hun glad og bevæger sig hen mod skydedøren.

"Du må vente lidt, lægerne er i gang med at undersøge hende." Jeg lægger min hånd på hendes skuldre for at standse hende.

"Oh ja, selvfølgelig." Smiler hun stille.

Vi sætter os på nogle stole ikke så langt der fra og venter bare på de færdige.
Der er en akavet stilhed imellem os og vi ved ikke rigtig hvad vi skal snakke om.

"Jeg er ked af det med barnet." Kates stemme er lav.

"Hm ja, det jeg også. Men det gode er at hun jo kan blive gravid igen, vi skal bare vente lidt med at prøve."

"Ja, det rigtigt." Smiler Kate.

"Men på den længere sigt er det måske også det bedste, at vi ikke blev forældre lige nu."

"Hvorfor det?" Kate lyder underende.

"Vi stadig meget unge og vi har kun datet et halv år ca, så det ville have været lidt for hurtigt. Synes du ikke?" Jeg kigger på Kate og sender hende et skævt smil.

"Tjo, det har du nok ret i og der jo også sket meget. Ihvertfald fra Maisies side af."

"Ja, det har du ret i. Så der er tids nok til at børnene kan komme." Jeg ser Kate nikker.

Endelig bliver lægerne færdige og vi rejser os på samme tid.
De siger vi godt må gå der ind.
Da Mai ser Kate lyser hendes øjne op og Kate får glædeståre i øjne.
Hun omfavner hurtigt Mai og giver hende en blidt kys på panden.

"Er alt som det skal være?" Spørger jeg en smule bekymrende.

"Ja, alt så fint ud, men de vil gerne have jeg bliver en uge mere bare for at være på den sikre side." Jeg nikker forstående.

Sætter mig i sofaen og kigger i et gammelt blad der ligger på bordet.
Vil lige lade dem snakke sammen, jeg har jo masser af tid til at være sammen med Mai.

**********

Det blevet senere på aften.
Kate tog hjem efter en times tid, så jeg har nu Mai helt for mig selv.
Jeg ligger ved siden af hende og hun nuller mit hår.

"Er du klar til at høre resten?" Kigger op på hende og kan se hun ikke er meget for at høre mere om min fortid, men hun nikker stille.

"Hvor kom jeg til. Nå ja, efter ulykken kom Gemma hjem til os at bo, da min far stod som nærmeste værge for hende. Men der gik ikke lang tid højst en måned vil jeg tro, før hendes anfald blev for meget for ham og at se Gemma mindet ham for meget om vores mor.
Så hun kom på et hjem for børn med meget specielle behov." Jeg sukker. "Selvom det var hårdt, så har det været den bedste løsning for både Gemma, min far og jeg.
Da jeg stadig var barn forstod jeg ikke så meget af hvad der skete på dette hjem, for hver gang vi besøgte Gemma var hun altid glad og smilende og hendes anfald blev mindre og mindre. Det var først en dag hvor jeg var med, at Gemma hvisket til mig at hun fik tryllemedicin.
Jeg kiggede underligt på hende og forstod slet ikke hvad hun mente.
På vejen hjem spurgte jeg min far om hvad tryllemedicin var og kunne se han blev helt stiv i kroppen, men jeg fik intet af vide den dag og hver gang jeg spurgte ind til det var hans undskyldning, at det kunne jeg får af vide når jeg blev større."

"Tryllemedicin? Det lyder da underligt."

"Ja, men da Gemma stadig var barn, så brugte de jo nogle udtryk som var bedre for børn at forstå."

"Nåe ja, selvfølgelig." Smiler Mai stille.

"Tiden gik og gik og jeg lod nok som den første blandt min far og jeg mærke til at Gemma ikke var den samme Gemma mere. Altså ikke med anfaldende, men med at hun næsten ikke genkendte os mere når vi kom. Og jeg krævet derfor svar fra min far om hvad det der tryllemedicin var for noget. Han vidste så godt nu at tiden var inde til og fortælle mig hvad der virkeligt skete med Gemma på det hjem.
Og han fortalte at når hun fik et anfald, så fik hun noget medicin der fik hende til at glemme det der skete omkring hende. Hvis man kan sige det sådan.
Og der gik det op for mig at det hjem slet ikke var noget godt hjem for Gemma. Jo, jeg ville godt have at hun fik det bedre, hun er jo trods alt min søster, men jeg ville jo ikke have hun skulle glemme hvem vi var og jeg bad derfor min far finde et andet sted til hende i en plejefamilie eller noget andet, som kunne hjælpe den del der nu var tilbage af min søster.
Kunne se på ham at det også knuste ham, at se Gemma sådan. Men han havde i den givende situation ikke vidst bedre og havde derfor følt det var det bedste for Gemma og det bebrejder jeg ham slet ikke for.
Men han fik hende udskrevet, da vi havde fundet en familie, som havde en god håndtering inden for børn som havde haft lignende anfald som Gemma, men vi fortalte hende ikke om hvad der skete på hjemmet, for alt hun husker er gode ting.
Vi har dog med tiden, som vi så til hende eller hun kom på besøg fortalte hende hvem vi var og om vores mor, men det har kun været når hun spurgte indtil det og det har været i små bider. Så i sidste ende var familien hun kom til den bedste for de har gjort hende til den Gemma hun er i dag. Jeg har dog bare svært ved at tilgive hende, fordi jeg føler et stort had og det hendes skyld at vores mor ikke er til stede den dag i dag." Jeg sukker dybt.

"Oh Harry, det gør mig så ked af at høre det du har været igennem. Det kan jo slet ikke måle sig med det der er sket for mig." Sukker Mai.

"Mai, du har været ligeså slemme ting igennem som mig, men det er kun det der gør os stærkere. Er kun glad for at jeg har dig ved min side og jeg forlader dig aldrig." Jeg lægger min hånd på hendes kind og kysser hendes mund, hendes læber har jeg savnet mod mine.