A New Beginning

The Big Shock.

"Harry? Er du der hallo?" Jeg prøver at komme i kontakt med ham, men han er helt fjern.

"Earth to Harry?" Men stadig intet respond.

"HARRY!?" Prøver jeg at råbe højt, men fordi min stemme ikke er helt normal endnu, gør det vildt ondt i halsen, men Harry kommer da tilbage fra sin trance.

"Mai! Er du okay?" Udbryder han bekymret.

"Ja, det tror jeg." Hoster jeg svagt.

Harry rækker ud efter vandet. "Vil du ha' lidt vand?"

Jeg nikker og Harry sætter sugerøret op til min mund og jeg suger en stor slurk ind i munden, det føles dejligt når det løber ned gennem halsen.

"Bedre?" Spørger han mig og jeg nikker, men nu tilbage til hvad det virkelig handler om.

"Hvad er det du vil ha' mig til at huske?" Spørger jeg igen.

"Så du kan slet ikke huske det?" Jeg ryster på hovedet.

Men lige da Harry skal til at forklare mig hvad det er jeg ikke kan huske, kommer der en læge og nogle sygeplejesker ind af døren, de nærmest skubber Harry væk fra min side og lægen begynder at lyser mig ind i øjenene med en lille lygte, en af sygeplejskerne tjekker maskinerne og i forvirringen over alle de fremmede går det pludselig op for mig, at det mig der er den syge person og jeg udbryder et højt 'GISP'.
Lægerne og sygeplejskerne stoppe med hvad de nu har gang i og Harry rejser sig hurtigt fra sofaen der står over til højre i rummet.

"Alt vel?" Spørger lægen mig og da jeg er i lidt af et chok kan jeg kun nikke.

"Mit navn er Doc. Dave Colton og jeg er din læge." Fortsætter han og jeg kigger på ham med et lidt tomt blik.

"Min læge? Hvad fejler jeg da?" Lægen kigger over på Harry, som står og følger nøje med, han trækker lidt på skuldrene og ved ikke hvad han skal svare.

"Hvad er det sidste du kan huske Maisie?" Spørger lægen mig.

"Det sidste jeg kan huske er at jeg råber pas på til Gemma." Svarer jeg ham.

Lægen sætter sig på sengekanten og fortæller så. "Maisie, du og Gemma har været ude for et biluheld. Du har ligger i koma i 14 dage."

Jeg kigger ned af mig selv, jeg ser droppet i min hånd og mine sår der næsten er helet, jeg mærker iltslangen i næsen og det irritere helt vildt og jeg vil rigtig gerne have det ud. Jeg mærker nu også at mine arme ikke føles som beton mere og jeg prøver at tage det ud, men en af sygeplejskerne stopper mig og jeg kigger irriteret på hende.

"Du må vente lidt endnu Maisie." Lægen lægger sin hånd ovenpå min og jeg trækker den til mig som en hurtig refleks.

"Men den er irriterende." Svarer jeg en smule bittert.

"Det ved jeg, men jeg og nogle af de andre læger fra de andre afdelinger, skal lige være sikker på, at alt er som det skal være først." Beroliger han mig og jeg stopper med at prøve at få det ud.

"Læger fra de andre afdelinger? Kom jeg slemt til skade da?"

"Du havde nogle indre kvæstelser og blø.." Lægen prøver at fortælle mig hvad der skete med mig, men Harry rødmer sig i stemmen lidt højt, så vi kigger alle på ham, han laver nogle bestemte øjne til lægen og han nikker forstående.
Lægen og sygeplejskerne forsvinder ud af døren.

"Hvad der galt?" Spørger jeg ham forvirret, det meget at få ind på engang og nu stopper Harry lægen i at fortælle mig hvad der skete med mig.

Harry sætter sig på sengekanten og tager min hånd. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal få dette sagt Mai"

"Få hvad sagt?" Spørger jeg bekymret. "Er jeg døende?"

Harry kigger på mig med et 'nej gudskelov' blik, han sukker engang. "Det rigtig du havde nogle indre kvæstelser, men du blø.." Han stopper og kan se på ham, at han har svært ved at få ordene ud, som om en klump har sat sig i hans hals.

"Jeg hvad?" Spørger jeg uroligt.

"Du.." Han synker, men det ser ud til at være svært for ham. "Du blødte kraftigt fra underlivet."

Mine øjne bliver store og jeg kigger ned af mig selv, min hånd lægger jeg ovenpå min mave. "Neej, sig det ikke er sandt."

Harrys hånd kommer ovenpå min. "Jo, desværre skat, vores kommende barn er ikke længere i din beskyttende mave."

Kan ikke holde mine tårer tilbage længere, de løber ned af mine kinder som regn på vinduet, jeg får kigget på Harry, hans øjne står i vand og er lige på grænsen, så jeg lægger min hånd op til hans kind og ved min berøring får de frit spil, han kommer med små hulk.
Jeg rykker mig lidt til siden og han lægger sig ned ved siden af mig med hovedet hvilende på min skulder.

"Kan.. Kan jeg så ikke blive gravid igen?" Min stemme knækker bare ved tanken.

Harry lægger sin hånd på min mave. "Jo, men Doc. Dave siger vi skal vente med at prøve, så din krop ikke får et chok efter det der skete.

"Jeg forstår, hvad med Gemma? Kom hun også slemt til skade?" Spørger jeg og mærker straks hvordan Harry spænder i kroppen, så jeg aer han blidt i håret og han falder lidt mere til ro.

"Nej, Gemma kom ikke engang halvt så slemt til skade som du, men jeg ved nu at hun talte sandt." Han stemme lyder både bitter og såret.

"Talte sandt? Til hvem?" Spørger jeg undrende.

"Til politiet, ja til os alle i det hele taget. Jeg ved nu, at jeg har beskyldt hende for noget, som jeg ikke skulle, men har bare så svært ved at stole på hende efter det der skete med vores mor." Sukker han dybt.

"Hvad skete der da?" Jeg ved det et skud i tågen at spørger om hans familie, det altid noget han har udskudt eller talt uden om, men nu hvor han selv har bragt det på banen, så er der måske en mulig chance for at få noget mere af vide om ham.