A New Beginning

So Much I Need To Tell.

Det nu en uge siden jeg blev udskrevet fra hospitalet og alt ser ud til at være fint, Doc. Colton anbefalet mig at gå til en psykolog ang. ulykken, men ved ikke rigtig om jeg behøver det. Som Harry siger, at det vi har været igennem gør os kun stærkere, men der er vel en grænse for hvad et menneske kan bære.

Lige da jeg var kommet hjem var den første person jeg ringede til min far, han blev både vred, såret og lettet. Han vidste slet ikke jeg var kommet til skade eller havde ligget på hospitalet i 3 uger, men han var lettet over at jeg havde det godt og ikke var kommet ydeligere til skade. Han insisteret på at vi sås i den kommende uge og det er så her vi er nu.

Det er tirsdag og jeg venter på min far på caféen, Keith sagde at vi godt måtte tale samme her, så længe det var efter arbejdstid, så jeg har fået æren af at lukke og låse, Kate har talt kassen op og låst pengene sikkert inde i pengeskabet, så her sidder jeg så og venter på min far.
Mens jeg venter får jeg kigget rundt i Caféen og ser at det faktisk er et rigtig hyggeligt sted med en aura der siger velkommen.
Keith har virkelig sans for den slags, men det kan jo også være Kates præg der er her.

Klokken over døren ringer og jeg kigger direkte mod den og ser i åbeningen min far.
Han ser lidt forandret ud, men ikke meget. Hans smil er helt op til ørene og han går med hastige skridt hen mod mig, da jeg rejser mig omfavner han mig stort og jeg står lidt som en statue.
Som sagt har min far aldrig givet udtryk for hans kærlighed til os 3 piger, så dette er meget mærkeligt.
Han giver slip fra sit kram og tager sin frakke af, det er begyndt at blive lidt små køligt nu og septemper ligger lige rundt om hjørnet.

Vi sætter os og kigger på hinanden, stilheden siver stille hen over os som en blid brise.
Alt vi hører er den travle trafik uden for og summen af folk der snakker i munden på hinanden.
Tænk at efter så lang tid hvor man ikke har set sin kære far, så burde man have en del at snakke om, men i vores tilfælde er det så meget anderledes.

"Fint sted du arbejder." Far bryder stilheden og jeg kigger lidt små forbavset på ham.

"Ja, er også rigtig glad for at arbejde her, det slet ikke til at forstå der snart er gået et helt år." Smiler jeg stille.

"Et helt år. Allerede." Min far bliver tavs.

"Ja, tiden går stærkt var." Små griner jeg lidt akavet.

"Ja, det må du nok sige." Han trækker lidt på det og stilheden kommer over os igen.

"Vil du har noget at drikke?" Tilbyder jeg ham, for at lette stemningen en smule.

"Nej, ellers tak." Ryster han på hovedet.

"Far.. Jeg.." Min stemme bliver svag, som om jeg havde gjort noget vildt ulovligt og stod til at få den støreste omgang stuearrest til dags dato.

"Ja, du hvad?" Han trækker lidt på smile båndet.

"Du må sådan undskylde, at du ikke blevet kontaktet. Det hele skete bare så hurtigt og jeg forstår godt hvis du er rigtig vred på mig." Jeg slår mine håndflader sammen og holder dem op foran min ansigt for at vise, at jeg virkelig er ked af det her.

"Min kære Maisie." Hans stemme bliver blød som smør, jeg mærker hans store varme hænder om mine små feminine og kigger så frem mod hans ansigt, mine øjne møder hans og de er varme som solen når den er ved at gå ned i horisonten.

"Maisie min kære, jeg ville aldrig kunne blive vred på dig, jeg var måske en lille smule i starten, men det gik hurtigt over, da jeg jo vidste at du ikke var kommet alvorligt til skade. Jeg ved at jeg aldrig har været god til at vise jer piger min kærlighed og det fortryder jeg den dag i dag, men du skal vide Maisie, du vil altid være min yndlings pige, det var du fra den første dag jeg så dig ligge der i vuggen på hospitalet. Så lille og skøbelige og jeg vidste at jeg måtte beskytte dig fra den dag og se dig nu. Du er vokset op og blevet en ung kvinde, som bor og arbejder i en af Amerikas mest travleste byer, så jeg ved jo at gjort noget godt."

"Åh far." Jeg er helt tom for ord og mit hjerte banker, men er på samme måde også helt smeltet. "Der er så mange ting jeg ikke har fortalt dig." Og straks fyldes mit hjerte med smerte og jeg nødt til at kigge ned i bordet.

'"Maisie? Hvad der galt?" Far slipper mine hænder og jeg mærker hans nysgerrige, men også bekymrende blik rettet på mig.

"Kan du huske det sidste år i High School hvor jeg ændret mig brat?"

"Ja, din mor og jeg anet ikke hvad der gik af dig."

"Der var en helt specielt grund til det. Grunden var at jeg blev vol..." Min stemme knækker, tænk at selv om jeg har fortalt Harry det, så har fortiden stadig godt fast i mig.

"Vol?"

"Jeg blev vol.." Min stemme vil bare ikke sige ordet.

"Voldelig?" Jeg ryster på hovedet.

"Voldtaget." Min stemme er så lav og svag at jeg sikker på han slet ikke hørte det, men da jeg endelig får kigget op, ser jeg mit fars forskrækket blik.
Kan se hans tanker flyver rundt inde bag hans øjne.

"Voldtaget!? Af hvem!? Det var sikkert Alex! Var det ham!?" Min far hæver stemmen og jeg rykker mig forskrækket tilbage på stolen.

"Det var Alex og nogle af hans holdkammerater." Min stemmer knækker endnu engang.

"Hvor er det modebydelige væsen til Alex henne? Så skal jeg gi' ham hvad han fortjener!" Far hæver stemmen endnu mere.

"Det behøver du ikke, Harry har allerede givet ham hvad han fortjente." Far kigger på mig med et lidt mere roligt blik.

"Harry har? Det vil sige Harry ved det altså?"

"Ja, Alex skulle arbejde sammen med Harry og hans andre kollegaer her i starten af året. Det var kun ved et uheld jeg mødte Alex igen og minderne kommer strømmende ind over mig og jeg var slet ikke mig selv, jeg var bange og havde nerverne siddende udenpå. Først efter et par dage kunne jeg fortælle Harry grunden til det og det resulteret i at Alex fik hvad han fortjente. Alex er lang væk nu og jeg har det fint far, så du skal ikke bekymre dig." Jeg smiler stille, men også usikkert.

"Åh, min Maisie." Far ligger sine hænder ovenpå mine. "En anden gang der sker dig noget, så må du altså huske at fortælle din kære far det okay? Du kan stole på mig."

"Det skal jeg huske." Smiler jeg stille. "Jo, forresten, før ulykken så fandt Harry og jeg også ud af noget stort og lykkeligt."

"Nå og hvad så det?" Far smiler lidt gladere.

"Vi ventet os." Sukker jeg stille.

"Ventet jer? Som i at du gravid?" Fars øjne lyser op.

"Var gravid, grundet ulykken så tabte jeg barnet." En tåle triller stille ned at min kind.

"Oh, det jeg sørme ked af at høre."

"Det var nok også det bedste. Vi stadig meget unge og har kun datet i et halvt år ca." Smiler jeg en smule falsk. Faktisk ville jeg ikke have haft noget i mod hvis vi var blevet forældre, jeg elsker Harry så højt, så selv om det måske hele gik lidt stærkt, så følte jeg at det var skæbnen der ville have, at vi skulle have sat det barn til verden.

"Men tiden kommer der nok et til og Harry og dig vil være mere parate til det." Smiler far sødt.

"Ja, du har ret." Smiler jeg tilbage. "Nok om mig hvordan går det med dig? Er du faldet godt til her i New York?"