A New Beginning

The Truth.

Han rejser sig og sætter sig over ved siden af mig og giver mig et meget underligt blik, som jeg ikke kan tyde.
Han dufter også vildt godt og mine sanser og tanker kommer helt på vildrede.

"Nå hvad ville du så snakke om?" Spørger han mig.

"Hvad?" Spørger jeg, da jeg ikke hørte det.

"Hvad ville du snakke om?" Gentager han.

"Nå ja, det om en du kender."

"Hvem?" Kigger han underligt på mig.

"Grace." Smiler jeg, han kigger på mig med store øjne, men kigger så væk.

"Hvad der med hende?" Han lyder en smule irriteret.

"Hun har kommet hver dag i den her uge og har også snakket med hende. Hun fortalte lidt om jer og det ser virkelig ud til at hun kan li' dig." Smiler jeg og giver ham et svagt puf.

"Og hvad så.. Har ingen interesse i hende." Små vrisser han.

"Hvorfor ikke det? Hun virker da virkelig flink og sød." Jeg krydser mine arme.

"Fordi jeg allerede har en jeg kan li'."

"Nå for den.." Små sukker jeg.

"Men hun har desværre allerede en kæreste."

"Nå, men hvorfor så ikke prøve og se om Grace ville være noget istedet?" Jeg smiler et lille skævt smil.

"Nej!" Udbryder han hårdt. "Jeg ved at deres forhold ikke vil holde og jeg vil være der til at støtte hende når sker."

"Hvordan kan du vide det ikke vil holde? Har de problemer da?"

"Nej, men jeg er bare sikker på de ikke vil holde." Han retter blikket mod mig og sender mig et blik, der sender svage kuldegysninger ned af min ryg.

Med et får han lagt mig ned på sofaen og lægger alt vægten i, så jeg ikke kan flytte mig.
Han aer min kind stille og jeg væmmes en smule ved det.

"Keith.. Vær sød at flytte dig." Prøver jeg at sige, men det svært at få luft.

"Kan du ikke forstå det, det dig Maisie. Det dig jeg kan li'."

Jeg kigger på ham med overraskende øjne, jeg kan slet ikke få et ord ud.
Han begynder at rykke sit ansigt tættere på mit og jeg kan fornemme han gerne vil kysse mig.
Da han er lige ved at ramme mine læber, drejer jeg ansigtet væk fra ham.

"Keith du må ikke gøre det her, please vær sød at flytte dig." En lille tåre løb ud af min øjenkrog.

Keith flytter sig og sætter sig op.
Jeg trækker efter vejret og sætter mig så også op.

"Undskyld Maisie.. Jeg ved... Jeg ved ikke hvad der gik af mig." Han kigger bedrøvet ned i sit skød.

"Det.. Det okay." Svarer jeg lidt usikkert. "Jeg må heller se at komme afsted."

Jeg rejser mig, men han griber mit håndled.
Så jeg kigger ned på ham og ser hans bedøvet blik.

"Please du må ikke hade mig." Hans stemme er rystende og usikker.

"Det gør jeg heller ikke." Jeg giver et stille smil og han ånder lettet op.

"Sig til Kate på mandag, at jeg tager en uge fri."

"Okay skal jeg nok."

"Og hvad angår Grace.. Sig til hende hvis du møder hende, at lige nu skal hun ikke håbe på noget mellem hende og jeg."

"Okay, det skal jeg nok."

Han giver slip på mit håndled og jeg forsvinder ud af hans lejlighed.
I elevatoren på vej ned spekulere jeg lidt på hvordan jeg bedst skal få det sagt til Grace uden at såre hende.
Jeg for hurtigt kaldet en taxa til mig og turen går nu hjem ad.

**********

Jeg åbner døren til lejligheden og mødes straks af Harrys blik der stirre på mig.
Han virker bekymret men også vred.

"Hvorfor kommer du først nu?" Hans stemme er hård.

"Jeg.. Jeg mødtes med en ven og det trak ud - Sorry." Smiler jeg stille.

"Mai, du skal ikke lyve over for mig, hvor var du?" Hans stemme bliver endnu hårdere.

Han har ret.
Hvordan ku' jeg finde på at lyve over for min egen kæreste.

"Jeg opsøgte Keith, fordi Kate og jeg var blevet urolige for ham."

"Opsøgte ham, som i hvordan?" Han kigger strengt på mig.

"Opsøgte ham, som i at tage hen til hvor han bor."

"HVAD!?" Hæver han stemmen.

"Men der skete ikke noget, vi snakkede bare - det alt." Jeg går tættere på ham og kigger op i hans øjne for at berolige ham.

"Sikker på der ikke skete noget!?" Han falder lidt til ro.

Jeg ved at han ikke vil bryde sig om disse ord.
Men vil ikke lyve for ham.

"Ja, altså han prøvede at kysse mig, men jeg afviste ham lige med det samme."

"HVAD!?" Udbryder ham.

"Jeg afviste ham og tog direkte hjem." Prøver jeg at berolige ham.

Men han undgår mig og forsvinder ud i køkkenet.
Jeg vælger at klæde om og kommer så ud i køkkenet til ham.
Han er næsten færdig med maden, så jeg sætter mig ved bordet og kigger ham.
Kan se at han virkelig tænker og jeg håber bare sådan, at han ikke vil gøre noget dumt.

Han bliver færdig og sætter tallerken foran mig.
Men han går selv ind i stuen for at spise.
Det gør en smule ondt i hjertet, jeg fortalte ham jo sandheden.
Så hvorfor vil han ikke tro mig?