Vampyrtvillinger

Flugt- Kapitel 13

Whites synspunkt:

- TW Dette kapitel indeholder beskrivelse af et lig.

Scar slår øjnene op, og i et lysglimt river han os ud i køkkenet. Elena og Jin vågner med et suk på køkkengulvet. "Hvad sker der?" Spørger hun.

"Det er blevet lyst," svarer Scar.

Hun slår øjnene helt op og vender sig rundt, men der er ingen vinduer i køkkenet. Scar går rundt om køkkenbordet. "Hvad er klokken?" Spørger han, mens han griber en dunk med benzin og en anden med rengørensmiddel.

"Den er kun otte," siger jeg.

"Så kommer personalet først lidt senere," sukker han lettet. "Tag den her," siger han og kaster en sort lighter mod mig. Jeg griber den, mens jeg følger hans sorte skikkelse mod døren til baren.

"Jeg er søn af Satan, hvilket gør, at jeg ikke er lige så sårbar som jer, når det kommer til sollys," siger han. Med det flyver han afsted ud i baren og trækker alle de mørkegrønne gardiner for. Han skynder sig også at sætte lukkeskiltet på døren.
Først nu slår det mig, at skiltet på døren har sagt åbent hele natten igennem. Hvad ville der ikke være sket, hvis et par unge mennesker var kommer forbi?

Eller værre endda.

POLITIET!!!

De går vel på patruljer i bylivet om natten for at sørge for, at alt er som det skal være. Hvad havde de ikke gjort, hvis de havde set den forfrossede Jin eller endnu være Lukkas lig med de forrevne ben...

Scar åbner låget på dunken. Han hælder materialet ud over Lukkas lig. Hendes øjne er store og røde. Tværs over ansigtet har hun en lang flænge fra Scars fingerring. Hendes ben er blodige kødlunser. Hun har blå mærker på siden af kroppen efter faldet i vores sidste leg. Hendes fingre er hvide af blodmangel, og skummet savl står ud af hendes mund. Ad, er det eneste ord jeg har tilbage. Eller måske markabert, ulækkert, væmmeligt, ækelt, modbydeligt, afskyeligt og grimt. Er det virkelig det, som vi har spist af sidste nat. Det som var så sjovt og lækkert, er nu forvandlet til noget afskyeligt, som jeg aldrig vil lægge en finger på. Livlige Lukka er blevet en kødklump, som kun hyæner og gribbe vil røre. Snart er Lukkas lig slimet ind i væsker. Hendes tilbageværende hud lyser slimet op i det dunkle lokale. Blodet i hendes sår bobler på grund af det ætsende rengøringsmiddel. Scar hælder væskerne ud over alt, hvad vi havde hygget i sidste nat. Barstolene, sofaerne, musiklokalet, dansegulvet. Dansegulvet! Snart vil dansegulvet gå op i flammer. Dansen vil være slut for altid. Da slår det mig. Vi må starte en ny dans!! Danse slutter og starter påny heletiden! Scar vifter os ud i køkkenet. Jeg smutter derud med Jin og Elena foran mig. Jeg rækker ligteren til Jin. Jeg vil lade ham brænde hans eget sted ned.

Han nikker og tager den.

Scar slutter sig til os. Da Jin slipper ligtheren, bevæger den sig i slowmotion. 100 år går før den lander i benzinen, og baren flammer op med lynets hast. Jeg kigger til siden. Jins læber breder sig til et smil. Flammerne spejler sig i hans øjne, og hans åndedræt sænkes. Jeg mærker hans glæde over, at han aldrig mere skal sætte sin fod i denne bar.

Jin guider os gennem bagindgangen. Han henter en stor skraldespand ind. Vi hopper ned i den, og han fører os ud i dagslyset. Han stikker sit hoved ned i en åbningen i containeren og siger; "rundt om hjørnet ligger en butik, som sælger sjal. Jeg kan snuppe tre styks til jer."

Jeg nikker.

Han lukker hurtigt låget igen og smutter rundt om hjørnet. Damen som ejer butikken står og lægger sjal sammen. Jin er så lydløs, at hun ikke opdager, at han snupper tre hvide sjal og hendes pung. Han kaster sjalene ned i skraldespanden, og vi tager dem på. Den hvide farve sørger for, at solens lys reflekteres væk fra vores kroppe. Inden vi hopper op af skraldespanden, sørger vi for, at alt hud er dækket, så ingen bliver til støv. Vi griner af den kaotiske nat, mens vi begiver os hjem til slottet med en ny beboer.