White og Elena er tvillinger og bedste venner. Da deres klasse en dag besøger et slot, ændres begges liv. Tvillingerne rives ind i vampyrverdenen af slotsejeren Scar, som af en mystisk grund forvandler Elena til en vampyr, og under Elenas fantastisk...
Jeg ømmer mig, da jeg vågner med hovedet mod gulvet. Jeg prøver at komme op, men et jag af smerte går gennem min krop.
Jeg maver mig forsigtigt hen af gulvet, mens de små glaskår river sig ind gennem min hud. Jeg troede virkelig ikke, at jeg kunne komme til skade her, men det kan jeg åbenbart.
Jeg sætter mig op og børster mit tøj af. Små glaskår drysser ned på gulvet. Jeg hiver et par glasstykker ud af min hud og ser såret heale.
Jeg halter over mod midten af rummet.
Lærredet og det brune staffeli er væltet, og en stor plamage af blod og glaskår har formet sig på gulvet. Jeg sætter staffeliet tilbage på plads og placerer lærredet derpå.
"Rosa, hvor er du?" Spørger jeg. "Vil du ikke nok tale noget mere til mig?" Tilføjer jeg.
"Rosa, Rosa, Rosa" kalder jeg med to hænder ved min mund, så kaldet kan blive så højt som muligt.
"Hallo, hvad mener du med midten? Der er kun et staffeli. Hallo!" Hun kan vist ikke høre mig. Det er nok bare mig, som kan høre hende så. Det burde hun have sagt inden, at hun sendte mig herind.
Altså helt ærligt.
Jeg aner jo ikke, hvad jeg skal foretage mig.
Jeg mærker forbindelsen til Rosa blive mindre.
Taget omkring mine skuldre slippes, og jeg er alene i det store hvide runde lokale.
Jeg kigger op gennem hullet, jeg kom fra.
Jeg kan vist ikke komme hjem den vej.
Jeg mærker taget omkring mine skuldre igen og vender mig mod det sted, hvor Rosas ansigt burde være. Jeg kan mærke hendes ånde mod mine læber, og hun siger; "det er godt Jin. Bare bliv ved. Du har fundet midten. Nu skal du bare forestille dig den form, som du vil indtage."
"Men Rosa. Min midte er et lærred!!???" Siger jeg.
Nåh ja, hun kan ikke høre mig. Hvordan skal det hjælpe at forestille mig det, når det er et lærred.
Skal jeg ikke male det?
Jeg kan jo ikke male.....
Jeg tager en pensel op i min hånd og placerer den i midten af læredet. Jeg maler en grim sort rund plet, som skal forestille et sort øje.
Jeg træder et par skridt tilbage, men jeg kommer ikke tilbage i den virkelige verden.
Der sker intet.
Jeg kniber mine øjne sammen.
"Bliv sorte" mumler jeg.
Da jeg kigger på læredet igen, forsvinder min tegning, som om, at den har været udsat for sol flere år igennem. Snart er lærredet hvidt igen.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
