Vampyrtvillinger

Labyrinten- Kapitel 29

Elenas synspunkt:

Jeg kigger endnu engang ud af vinduet og ud på labyrinten. Efter jeg har gjort det, kigger jeg ned på min skitseblok og bliver ved med at være skuffet. Det kan bare ikke se rigtigt ud. Hvad er det, jeg gør forkert? Jeg sukker dramatisk og fortsætter med at lægge nogle flere detajler på min labyrint på papiret.

Der går næsten et par timer, hvor jeg forsøger at gøre den mere realistisk, og så smutter White ind på vores værelse så hurtigt, at der skabes et vindstød, og døren smækker op mod væggen.

Hun når næsten ikke at stoppe, inden hun når hen til mig. Hun stopper brat op en centimeter fra mit knæ og siger; "gæt lige, hvad vi lige har fundet ud af!!"

Jeg kigger ind i hendes smukke grønne øjne, imens jeg siger med latter i stemmen; "det ved jeg da ikke, hvad har I fundet ud af?"

Hun kigger på mig med latter i øjnene, mens hun siger; "nej, du skal jo gætte det!"

Jeg svarer hende stille og roligt; "okay, har du fundet ud af, at Jin og Reyes kan lide hinanden?"

Hun ser næsten fornærmet på mig over mit svar. Efter hun har kigget fornærmet på mig i et par sekunder, siger hun næsten vrissent; "nej, det har jeg vidst i lang tid. Det er da totalt åbenlyst!" Derefter tilføjer hun; "jeg fik bare et gay vibe. Jeg plejer, at kunne se, når andre er Queer, fordi jeg selv er queer. Jin gav mig et gay vibe allerede første gang jeg så ham."

Efter sådan en udredelse, kan man da ikke sige andet end selvfølgelig, og bagefter tænker jeg i næsten to minutter, før jeg siger; "jeg kan ikke regne det ud. Hvad har du fundet ud af?"

Efter jeg har spurgt hende om det, dropper hun sit bedrevidende ansigtsudtryk og bryder ud i endnu et smil , før hun siger; "Jin er overnaturlig!!!"

Jeg kigger overrasket på hende og siger; "har du først fundet ud af det nu?"

Efter jeg har sagt det, falder hendes smil, og hun ser komplet forbløffet ud. Efter et par sekunder, hvor hun ser overrasket på mig, siger hun; "vidste du det? Hvornår fandt du ud af det?? Hvorfor har du ikke fortalt mig det??!"

Efter hun har sagt alt det, kan jeg ikke lade værre med at grine, men jeg forsøger at stoppe med at grine, så jeg kan sige; "nej, jeg vidste det ikke med sikkerhed, men jeg synes bare, at det var ret indlysende. Altså, at han ikke er et menneske. Jeg troede også, at du kunne se det, ellers ville jeg have sagt noget."

Efter det endelig lykkes mig at sige det, kigger hun ned for at tænke sig om, og så ser hun min skitseblok. Efter hun har set den, spørger hun mig, om hun må se, hvad jeg tegner. Jeg kigger tøvende ned på min tegning og siger stille, imens jeg rækker den frem imod hende; "ja, men den er ikke særlig pæn. Af en eller anden grund, kan jeg slet ikke få fat på den."

Hun kigger på den i næsten fem minutter, før hun siger; "du har ret. Den er ikke lige så pæn, som det du plejer at tegne, men jeg tror, at jeg ved, hvad du mangler."

Jeg springer op og griber fat i hendes arm, mens jeg siger; "kan du se, hvad der er galt? Hvad er det??" Hun ser overrasket på mig og siger; "bare rolig, jeg kan godt se, hvad det er, og jeg skal nok sige det."

Et par sekunder efter, tilføjer hun i en dramatisk tone; "det du mangler, er jo selvfølgelig viden om, hvordan stedet ser ud tæt på. Du har jo aldrig været særlig tæt på labyrinten eller inden i den."

White rejser sig op, smider skitseblokken på sengen og går hen til døren. Jeg skynder mig at rejse mig op og følger efter.

Næsten ti minutter senere, står vi uden for labyrinten. Labyrinten er lavet af store grønne hække, som man ikke kan se igennem, selv ikke med vores skarpe vampyrsyn, da grenene og bladene sidder meget tæt. Indgangen minder først og fremmest om en kæmpe kuppel af det samme naturskabte materiale som resten af labyrinten. En af de fire åbninger, der er i kuplen fører ud af labyrinten, men de andre tre fører hver sin vej dybere ind i labyrinten.