Vampyrtvillinger

Skoleudflugt- Kapitel 3

Whites synspunkt del 2:

Jeg lunter ud af balsalen og ser butleren stå foran et stort bibliotek. Biblioteket er en lang gang, som er så lang, at mine øjne ikke kan se, hvor den ender. Jeg løber ned af den over det skakternede gulv og ser hylder efter hylder stablet med bøger. Mellem hver hylde er et lille vindue, hvorunder, der er en sofa, så man kan sidde og læse.

Lige meget, hvor langt jeg løber, kan jeg ikke nå enden. Det her lokale kan da ikke være så langt, eller kan det? Slottet er ikke så stort udefra. Kan det være et magisk bibliotek, som udstrækker sig uendeligt, ligesom viden gør det?

Jeg stopper op og står foran en bogreol med bøger omkring slottets historie. Lige hvad jeg har ledt efter! Jeg samler en bog op og ser på en forside med det hvide slot med de rødbrune tårne.

Jeg åbner en side, sætter mig i sofaen og læser.

Elena slutter sig til mig.

Efter et stykke tid vandrer Per op til os og vil have os med videre. Jeg tager blikket op fra bogen uden at lukke siderne og siger; "over mit lig. Jeg skal lige læse den her bog."

"Hvor lang er den?" Spørger han."

"250 sider."

Han kigger ned på sit armbåndsur med begyndende tårer i øjnene. Har den her tur allerede stresset ham? Er Fini og Emily for meget, og opfører jeg mig lige så slemt som dem ligenu?

"Okay, jeg kommer nu," siger jeg og river Elena med mig. Jeg lægger bogen på plads, og Per lyser op i et lettet smil. Gad vide, om han nogensinde indser, at det at være lærer måske ikke er det bedste job efter at have læst historie på universitetet. At være lærer kan være næsten værre end at blive druknet i en kæmpemæssig sø med et søuhyre i.

Jeg følger efter Per ned af biblioteksgangen med Elenas hånd i min. Per følger os ud i indgangshallen, hvor klassen venter ved den centrale trappe.

Per spørger butleren, om hvad vi skal se ovenpå.

Butleren svarer; "sovesale, den sidste stue og et lille bibliotek."

Per ser endnu engang opgivende ud og svarer; "det vil der aldrig lykkedes mig at få dem ud af endnu et bibliotek..."

Butleren åbner sin mund og ligner en, der tænker godt og grundigt over sit svar.

Efter et stykke tid siger han; "så må de bare blive natten over."

Jeg måber, og mine øjne knitrer af glæde og muligheder. Jeg får et af mine spændingsanfald, hvor jeg har energi til at snakke med det dyr, som vi kalder mennesket og udbryder; "mener du det! Må vi??"

Butleren svarer; "det må I helt sikkert godt. Herren i huset har i forvejen fortalt mig, at han savner at have nogle kloge personer at snakke med, så jeg kan spørge ham, imens I spiser frokost."

Jeg skynder mig at takke, mens jeg bukker næsten helt ned til hans glatte sko. Han smiler, mens han nikker af mig.

Jeg smutter tilbage til Elena og tager hendes hånd, mens vi går op af den brede trappe.
Trappeskallen er lavet af det pureste guld, som lyser, når skoene fra eleverne glider over det. Gelænderet er glat og føles ikke som noget, der har været taget i brug i årtier. Tæpperne er bløde, og mine fødder synker ned i dem. I loftet hænger en gylden lysekrone med store diamanter hængende fra lange gyldne snore.

Da vi kommer til enden af trappen, står vi foran to hvide døre. Butleren stiller sig foran dem; "det her er slottets største værelse. I må gerne komme ind, da det ikke er taget i brug lige for tiden."