Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 11

"Og selvom jeg var sur på dig sagde du at jeg bare kunne komme forbi" græder hun stille.

"Selvfølgelig" siger jeg stille og sætter mig op i sengen for at kramme hende.

"Jeg troede virkelig ikke det ville komme her på skolen, det plejede aldrig at komme når jeg var her" græder hun.

"Shhh det skal nok gå." siger jeg stille.

"Skolen er lukket og ingen kan komme ind hvis de ikke går her" siger jeg stille og kysser hendes hår.

"Harry jeg er bange, jeg har aldrig været så bange før" siger hun stille.

"Vil du sove her?" spørger jeg.

"Liam er hos hans søster" siger jeg stille.

"Skulle du ikke flytte?" spørger hun.

"Du kommer på første række" siger jeg stille.

"Tak" smiler hun.

"Jeg henter lige kasserne så kommer jeg" smiler jeg og rejser mig fra sengen.

Jeg sætter alle kasserne ind igen.

"Vil du have jeg skal sove i sammen seng som dig eller i Liams?" spørger jeg.

"Sammen, helst, hvis du altså vil, du behøver ikke hvis du helst ikke vil" siger hun hurtigt.

"Mia mia mia, rolig" smiler jeg og sætter mig ved siden af hende.

"Jeg skal nok sove i samme seng som dig" smiler jeg.

"Tak" smiler hun stille.

"Men jeg tager altså mit tøj af" griner jeg.

"Som du vil" smiler Mia og lægger sig ned.

Jeg tager hurigt mine bukser af og min t-shirt af før jeg lægger mig under dynen.

-

Jeg bliver vækket midt om natten af en lyd udenfor døren.

"Hvad var det?" spørger Mia hurtigt.

"Bliv her, så kigger jeg" smiler jeg og rejser mig.

Jeg ved ikke helt om jeg er bange eller ej. Hvis det nu er ham, så kan han jo ikke se Mia og han kender ikke mig. Men stadig, hvad nu hvis. 

Da jeg åbner døren er det Louis og Caroline som står med en kurv.

"Hvad fanden? Klokken er hvad 3 om natten" griner jeg.

"Bare for at sige held og lykke med din flytning" smiler de.

"Ja, jeg ved ikke helt om jeg flytter alligevel" smiler jeg.

"Jeg håber du bliver" smiler de begge.

"Godnat" griner jeg og lukker døren.

Da jeg vender mig om står Mia oppe og kigger over på mig.

"Mia det er en låst skole, han kan ikke komme ind" smiler jeg.

"Jeg ved det godt, men jeg er stadig bare bange" siger hun stille.

"Det skal du ikke være" smiler jeg.

"Vores dør er låst, ingen ved at du er hos mig. Skolen er løst og jeg tror ikke han ved du går her" smiler jeg.

"Du har nok ret" smiler hun stille.

"Tusind tak Harry" smiler hun.

"Det er det  mindste jeg kan gøre, efter alt det jeg har gjort mod dig" smiler jeg.