Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 18

Efter vi har spist beslutter Mia og jeg os for at gå en tur rundt i byen for at Mia kunne se det hele igen.

"Hvordan har du det egentlig med alt det der Christian halløj?" spørger jeg da vi er kommet ud.

"Jeg er glad for han ikke kan komme i nærheden af mig" siger hun stille.

"Men" siger jeg stiller og kigger på hende.

Hun kigger op på mig og vi udveksler et lille smil.

"Men, jeg er stadig bare bange for hvad nu hvis han kan komme ud eller noget?" spørger hun stille.

"Jeg ved godt jeg ikke kan være bange for evigt, men jeg ved bare ikke hvordan det stopper" siger hun stille.

"Det skal nok komme" siger jeg stille og tager armen om hende.

"Og husk på jeg er her" siger jeg stille.

"Men det er jo ikke fair jeg skal vække dig hver gang jeg tror han er der. Det er slet ikke fair for dig du skal trækkes ind i alt det her" siger hun stille.

"Hey hey hey" siger jeg og stopper op.

"Mia, jeg har sagt ja til at jeg ville gøre alle de ting, fordi jeg kan forstå hvad du går igennem og hvis du fortæller mig at hvad jeg gør hjælper så har jeg slet ingen planer om at stoppe" smiler jeg stille.

"Stop med at tror jeg har noget bedre at tage mig til, for du kommer altså først" smiler jeg.

Nu er det klart. Jeg ved godt hvad det er jeg føler nu. Efter det her så er det helt klart. Hun er en pisse god ven og jeg er så glad lige nu.

"Tak" smiler hun.

-

Da vi kommer hen til skolen kan jeg slet ikke beskrive Mia smil.

"Det ligner jo sig selv" griner hun og løber næsten ind i skolegården.

"Nej hvor er det sjovt" griner hun og kigger rundt.

"Der er ikke sket meget på 7 år" griner jeg.

"Det må man nok sige" griner hun.

"Hva så, tør vi gå ned i skoven?" smiler jeg.

"Uh, ja" griner hun.

"Men nu skal du ikke tro vi er 12" griner hun.

"Ej" griner jeg.

"Det er altså sjovt, hvordan det stadig ser helt ens ud" smiler hun.

"Eller er det utrolig trist?" joker jeg.

"ja okay måske også" griner hun.

"Harry?" spørger hun pludseligt.

"Ja?" spørger jeg.

"Hvordan har du det med alt det her Christian halløj?" spørger hun.

"Mærkeligt for jeg blev ved med at tænke på at hvis i var blevet i HC ville det ikke have været sket." starter jeg og kigger ned på hende. Hun kigger ikke op på mig så jeg forsætter med at snakke.

"Jeg føler bare det er så urealistisk at tænke på, jeg kendte dig så godt og du var nok en slet ikke havde regnet med ville ende i sådan noget lort." siger jeg stille, og jeg skal faktisk tage mig sammen for at sige det her. Jeg troede ikke det lå så dybt i mig.

"Og når jeg tænker på der var en som bare har gjort sådan noget mod dig har jeg lyst til at køre over til de fængsel og bare slå ham til blods" siger jeg stille.

Jeg mærker hun tager min hånd så jeg kigger ned på hende. Hun tørre sine øjne stille og kigger op på mig.

"Tak" smiler hun og læner sig ind mod mig.