Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 34

Mia:

"Vi ses skat" smiler jeg og kysser Magnus farvel.

"Ring når du kommer til HC" smiler han.

"Det skal jeg nok" smiler jeg og kysser ham igen før han sætter sig ind i bilen.

"Hvorfor skal du ikke med ham?" spørger Caroline.

"Jeg skal til Gemmas tranlokation" smiler jeg.

"Kommer Harry også?" spørger hun mens vi går over til resten af gruppen.

"Det ville jeg da tro" smiler jeg.

"Hvad ville du tro?" spørger Louis.

"At Harry kom til sin søsters tranlokation" smiler jeg.

"Det tror jeg ikke han gør" siger Liam pludselig.

"Hvad mener du?" spørger jeg forvirret.

"Har du ikke hørt det?" spørger Sophia.

"Nej" siger jeg forvirret.

"Han er taget tilbage til USA" siger Niall.

"Niall, hvad snakker du om?" spørger jeg forvirret.

"Harry tog tilbage til USA. Det gjorde han på din fødselsdag" siger han og pakker resten af sin bil.

"Men han var jo lige kommet tilbage" siger Caroline.

"Ja, men hans prinsesse var ikke med på den" siger Niall og kigger surt på mig.

"Vent. Så han tog afsted igen på grund af Mia?" spørger Louis.

"Ja" siger Niall stille.

"Jeg bliver nødt til at gå" siger Louis. 

Niall sætter sig ind i sin bil. Liam og Sophia følger efter Louis hvilket efterlader Caroline og jeg i på en tom parkeringsplads foran skolen.

"Det hele skal nok gå" smiler Caroline og går over mod sin bil.

Jeg kan ikke forstå ham.

Hvorfor tager han afsted igen? Han var jo lige kommet tilbage. Jeg troede han ville blive her, hos os, hos hans venner.

Jeg ved godt han er sur over jeg er sammen med Magnus. Men jeg elsker virkelig Magnus. Det gør jeg virkelig. Han har virkelig været der for mig. Vi skændes aldrig og vi har det altså rigtig sjovt. 

Jeg havde bare altid troet jeg betød mere for Harry. Jeg troede han ville kæmpe for mig. Jeg troede han ville kæmpe mere for mig når han kom hjem. Men begge gange er han flygtet. Hvorfor? Var jeg virkelig så forfærdelig? Kan ingen holde mig ud?

Jeg ved godt jeg startede det hele med at sige Harry og jeg havde glemt hinanden. Men hvordan kan jeg nogensinde glemme ham? Han er Harry. Bare Harry. Jeg havde altid troet jeg betød nok så han ville komme og kæmpe for mig. 

Lige siden den dag han kyssede mig i regnen troede jeg han ville kæmpe for hver eneste kamp om mig. Jeg troede han ville opgive alt for mig, ligesom jeg ville opgive alt for ham. 

Jeg har ikke kunne tænke på andet end ham siden jeg så ham ude foran  min dør igår.

Jeg troede virkelig han var kommet for at blive. Det var en fejl fra min side. 

Han er ikke taget afsted endnu. Det ved jeg han ikke er.

Jeg skynder mig over til min bil og køre mod dimissions hallen.

Jeg snakkede med Gemma for et par dage siden og hun bliver færdig i dag. Jeg ved Harry vil være der for hans søster. Det ved jeg han vil.

Da jeg kommer over til hallerne kommer jeg meget nemt ind.

Jeg ser hurtigt Gemma som går rundt sammen nogle af hendes venner. Jeg skynder mig ned til hende.

"Gemma!" kalder jeg mens jeg løber mod hende.

"Mia, hej" smiler hun.

"Tak fordi du ville komme" smiler hun.

"Det var så lidt" smiler jeg.

"Ved du hvor resten af din familie er?" spørger jeg.

"Ja de sidder lige der" smiler hun og peger blandt publikum. Da jeg ser hvor hendes finger peger ser jeg Harry og Anne begge kigger overrasket på mig.

"Vi ses efter" smiler jeg før jeg løber over op til dem.

"Mia, jeg vidste ikke du kom" smiler Des.

"Nej, Gemma inviterede mig for et par dage siden og jeg vidste ikke helt om jeg kunne komme" smiler jeg og krammer ham.

Jeg krammer dem alle sammen før jeg kommer til Harry, som bare kigger på mig og kigger så væk igen.

Da jeg sætter mig ned, sætter jeg mig ved siden af ham.

"Hvorfor tager du afsted igen?" hvisker jeg til ham.

"Fordi du ikke har brug for mig her" siger han stille.

"Hvad snakker du om?" spørger jeg forvirret.

"Harry din uddannelse burde ikke tages andre steder bare fordi jeg har en kæreste som ikke er dig" siger jeg stille.

"Det er godt jeg selv bestemmer over det" siger han og smiler flabet til mig.

"Hvad har jeg gjort dig?" spørger jeg.

"Det var dig der var i seng med en anden. Det var dig som efterlod mig i 4 måneder." siger jeg surt.

"Du sagde jeg ikke elskede dig" siger han.

"Og det var den største løgn du nogensinde kunne sige" siger han og vender sig helt mod scenen.

"Harry" siger jeg stille.

"Mia, nej. Der er ikke mere vi kan sige til hinanden. Det ved du også godt" siger han stille.

Da ceremonien er slut kan man få taget billeder.

"Mia vil du med?" spørger Anne sødt.

"Nej, jeg tror det er bedst jeg går" siger jeg stille.

"Vi ses når vi ses" smiler jeg før jeg vender mig om og skynder mig ud af salen.

Da jeg kommer ud af salen ringer jeg til Magnus.

"Hva så, var det hyggeligt?" spørger han med det samme.

"Ikke lige frem" siger jeg stille.

"Men jeg køre mod HC nu, så vi ses nok om et par timer" griner jeg stille.

"Ja vi gør" griner han stille.

"Vi ses skat" siger han.

"Vi ses" smiler jeg ind i mobilen og lægger på.

"Kom godt hjem" siger Harry pludselig.

"I lige måde" siger jeg og går uden at kigge på ham.

Da jeg sætter mig ind i bilen kan jeg endelig begynde at græde. Det var mig som ødelagde det hele.

Hvis jeg ikke havde smidt ham ud den aften kunne vi have løst det hele og vi havde gået hånd i hånd inde til den ceremoni. Jeg ved godt jeg er sammen med en anden men jeg elsker Harry. Jeg vil altid elske ham uanset om han er i USA, Australien eller England. Den kærlighed jeg har for ham, vil aldrig nogensinde forsvinde. 

Men det bliver den nødt til, for vi ender ikke sammen. Jeg ender sammen med Magnus.

Det er som om Harry allerde har taget det til sig. Det er på tide jeg også gør det.

Vi ender som folk der ikke engang kender hinanden. Ligesom i 7 klasse. 

Før jeg starter bilen kigger jeg op en sidste gang og ser Harry kigger over på mig. Jeg kigger hurtigt væk lige som han gør og så køre jeg ellers bare mod motorvejen.

Væk fra London. Væk fra skolen. Væk fra alt. Væk fra Harry.