Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 41

Mia:

Jeg føler mig utilpas i den her kjole.

Jeg gider slet ikke det her, eller jo, men nej.

Pludselig går døren op og ind kommer min familie og Magnus' familie. 

"Mia" smiler min mor.

"Du ser så flot ud" smiler hans mor.

"Tak" smiler jeg og kigger ned på kjolen.

"Du kommer til at være den smukkeste brud verden længe har set" smiler hans søster.

Jeg smiler bare akavet til dem. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg har det slet ikke som om jeg er mig selv. Men det er vel meget normalt på sin bryllupsdag ikke?

De snakker alle sammen i munden på hinanden om vores fremtid. Et emne jeg slet ikke er klar til at snakke om. Jeg har altid været glad for at snakke om fremtiden bare ikke efter jeg gik ud af uni. Jeg har frygtet fremtiden. Jeg kunne ikke engang planlægge mit eget bryllup, det fik jeg Sophia og Magnus til.

Da familierne skulle til at gå ud bliver Malle tilbage.

"Du er ikke dig selv" siger hun stille.

"Jo" smiler jeg med et meget falsk smil.

"Så er brudepigerne klar" smiler Sophia og kommer gående med Eleanor og Caroline bag sig.

De tre piger har tydeligt øvet deres falske smil mere end jeg har. 

"Hva så er du klar?" spørger Sophia.

"Nej" siger jeg og ryster på hovedet. Jeg kan mærke jeg er klar til at græde.

"Mia det skal nok gå" siger de alle sammen og krammer mig.

"Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg overlever det her. Jeg føler mig ikke som mig, og jeg bliver ved med at fortælle mig selv det er normalt. Jeg ved godt det slet ikke er normalt" græder jeg stille.

"Mia vi kan gøre alt. Hvad vil du have?" spørger de.

"Bare orden min makeup og find mit slør" siger jeg stille og sætter mig ned igen.

"Men Mia" siger siger Malle.

"Nej, det her er mit bryllup. Jeg er bruden, jeg bestemmer" siger jeg stille og begynder at gøre min makeup pænere.

"Sophia hjælp mig ud af den her kjole, jeg kan ikke trække vejret" siger jeg stille og fjerner håret.

Da jeg ser mig omkring er alle pigerne væk undtagen Sophia som hjælper mig med makeuppen.

Pludselig banker det på døren.

"Kom ind" siger jeg stille.

Jeg kigger over mod døren og ser Anne kommer gående ind.

"Hej" smiler hun.

"Hej" smiler jeg og skynder mig over for at kramme hende.

Lige da jeg krammer hende begynder jeg at græde igen. 

"Du skal ikke græde" siger hun stille og tørre mine øjne.

"Lad mig hjælpe dig" smiler hun og går med over til bordet.

Sophia smiler til mig før hun også går ud af værelset.

"Mia, jeg vil ikke have min søn ødelægger din store dag" siger hun stille.

Det har han allerede gjort. Tanken om det ikke er ham der venter derude dræber mig langsomt.

"Det gør han ikke" siger jeg stille.

"Selvom jeg elsker ham så står han ikke ude i den kirke og venter på mig" siger jeg stille.

"Mia, jeg ved hvad i lavede i sommers" siger hun stile.

"Jeg kender jer rigtig godt og jeg ved han ville ønske han kunne være her lige så meget som du ønsker han ville være her" siger hun stille.

"Luk øjnene" smiler hun.

Anne er ikke engang min svigermor og jeg kender hende meget bedre end jeg kender min rigtige svigermor. Jeg tror ikke engang Magnus' mor kender Malles rigtige navn.

"Jeg elsker ham" siger jeg stille.