Forgotten // H.S Dansk

Kapitel 67

Da vi lander i LA, nyder Mia og jeg at vi kan komme først til de fleste ting så vi går over til vores kufferter for at vente. Ikke for at være onde mod dem, det er bare rigtig sjovt at prøve.

"Hva så har du tænkt over hvordan du vil sige det til din far?" spørger Mia da vi venter.

"Jeg har ingen idé" smiler jeg stille.

"Kommer han og henter os her?" spørger hun.

"Det tror jeg ikke." siger jeg stille.

"Det kunne godt være han ville" smiler jeg.

Pludselig kommer resten af familien gående.

"Er du klar til at sige det?" spørger jeg og rejser mig.

"Ja" smiler hun stille og rejser sig også.

"Nej, jeg siger bare at hvis du ikke havde noget med ham, burde du ikke være så glad for at se ham" udbryder Michael.

"Der var jo intet mellem os" siger Gemma tilbage.

"Hvad er der sket?" spørger Mia, Malle.

"En eller anden ekskæreste var på flyet og Gemma snakkede åbenbart ret meget med ham" siger Malle og går over til kufferterne.

"Se, vi bliver bedre til ikke at lave drama" smiler jeg og tager armen om Mia.

"Jeg er ret stolt af os" griner Mia og tager min hånd der hænger på hendes skulder.

Vi går efter Malle over til kufferterne.

Da alle vores kufferter kommer følges vi ud til taxaerne.

Da vi kommer til hotellet sætter vi vores tasker op på værelserne, skifter tøj. og så tager vi over på hospitalet.

Jeg føler jeg kunne kaste op. Ikke fordi jeg er syg. Bare fordi jeg er bange for at se min far igen. Jeg sidder på kanten af sengen med mit hoved i mine svedige hænder og sveder bare 12894 gange mere for hvert sekund der går.

Pludselig kommer Mia gående ud fra toilettet.

Hun siger ikke noget men sætter sig bare ved siden af mig og kysser min kind.

"Det skal nok gå" siger hun stille og aer min ryg.

"Jeg er her, hele vejen igennem" siger hun stille og får mig til at kigge på hende.

"Alt hvad du har brug for, så er jeg her" smiler hun og kysser mig stille.

"Tak" siger jeg stille og tager hendes hænder. 

Det er først nu det går op for mig at Mia ikke har andet tøj på end end sit undertøj. Jeg kigger på hendes mave. Jeg skal være far om et halvt år. Bare jeg gør det bedre end min egen far.

"Har du brug for noget, eller må jeg gerne tage tøj på?" smiler Mia og får mig til at kigge på hende.

"Bare tag tøj på" smiler jeg.

"Jeg skal nok klare mig" smiler jeg og kysser hende.

"Godt" smiler hun og rejser sig.

Da vi alle sammen har skiftet tøj mødes vi nede ved indgangen.

"Vil du have noget mere vand?" spørger Mia mens vi venter.

"Nej, det går" smiler jeg stille.

"Jeg tænkte, skal vi ikke bare fortælle dem alle sammen hvad der er sket, når vi er sammen med min far?" spørger jeg stille og lægger min hånd på hendes mave.

"Jo, det er nok bedst" smiler hun og kysser mig stille.

På vej hen til hospitalet kan jeg ikke sidde stille. Jeg bliver ved med at ryste mit ben, men jeg roder mod mit hår og med mit tøj. Jeg har aldrig været så bange som jeg er nu. Eller jo, da jeg skulle fri til Mia var jeg nok mere bange, men når jeg kiggede på hende havde jeg det helt fint.